Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vinje, Aasmund Olafsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udtryk for sit indre Liv. Over alt, hvad han
i denne Tid frembragte, er der en helt
forbløffende ustø Smag, og der er ikke andet deraf,
som lever, end den lille Skandinavsang fra
Studentermødet 1852 »Norden er et
Søskend-Lag«. Højst mærkværdig er den Sprogblanding,
han baade i Vers og Prosa anvendte; han
blandede rent Bygdemaal ind i Skriftsproget, og
han forsøgte sig paa ublandet
Bygdemaalsdigtning, indtil han 1858 helt gik over til det
Landsmaal, som Ivar Aasen havde opstillet. Først
nu, i 40 Aars Alderen, lykkedes det ham at
finde den fuldgyldige Form, som kunde
tilfredsstille hans Trang til frit og personligt
Udtryk. Han begyndte nu Oktbr 1858 at udgive
paa Landsmaal Ugebladet »Dølen« (s. d.), som
helt til hans Død blev det tro Organ for hans
Arbejde og hans Kamp. Her kunde han helt
slippe sig løs. Han holdt sig ikke inden for
Landsmaalets strenge Formramme, men
tumlede frit med det efter sine egne Behov, og
han bøjede sig ikke for den sædvanemæssige
Journalistiks Love, men skrev om alt og alle
med hensynsløs Ligefremhed, men ogsaa med
æggende Vittighed; han behandlede alle Tidens
Problemer, fra Grødkogning til Darwinisme, og
altid med en frisk Oprindelighed, der virkede
som Elektricitet i Datidens Aandsliv. Hans
Fremtræden med »Dølen« rejste en voldsom
Strid, idet Maalstrævet først derigennem blev
et aktuelt Spørgsmaal: det flyttedes fra
Romantik over i Realisme. I Striden blev V. staaende
temmelig ensom; han havde intet samlet Parti
at støtte sig til, fortsatte tværtimod sin Kamp
mod alle Partier, og hans personlige
Hensynsløshed skabte ham mange Uvenner. Størst Larm
vakte hans gentagne Angreb paa Bjørnstjerne
Bjørnson, idet man heri mente at se et Udslag
af Misundelse; den betydningsfulde Grundtanke
var dog Kravet paa ægte menneskelig
Sandhed, som han ikke fandt tilfredsstillet i
Bjørnson’ Bondefortællinger. Derimod gav han selv
i sin første særskilte Bog, Rejseskildringen
»Ferdaminni fraa Sumaren 1860 (Kria 1861),
med djærve Træk en paa een Gang
kærlighedsfuld og streng, poetisk og vittig Skildring
af den norske Bonde, hvori han afgjort brød
med al national-romantisk Realisme. En
poetisk Fremstilling af Bondeliv i Slutningen af
18. Aarhundrede gav han i Digtecyklussen
»Storegut« (Kria 1866; 7. Udg. 1905) paa
Grundlag af Bygdesagn fra Vinje; men denne Bog
har dog sit største Værd i de enkelte Digtes
lyriske Skønhed. Thi V. var Lyriker mere end
noget andet; han skrev i »Dølen« en Række
Digte, som han delvis samlede i »Diktsamling«
(Kria 1863) og i »Blandkorn« (Kria 1867), i
hvilken sidste Bog ogsaa Prosastykker er
optagne. Hans Lyrik vakte Opmærksomhed for
ham ogsaa blandt danske Kritikere. Mange af
hans Digte er blevne Folkesange i Norge (»Her
ser eg fagre Fjord og Bygdir«, »At Far min
kunde gjera«, »Du gamle Mo’r! du sliter arm«
o. fl.); de udmærker sig ved deres
koncentrerede, fyndige Følelsesudtryk uden
Sentimentalitet; de gemmer en intens Lidelse under en
haard og stærk Form, og derfor har de en
hittersød Duft, en graadfyldt Latter, som
griber mægtig. Ogsaa i V.’s Digtning hersker det
Tvesyn, som er ejendommelig for hans
Journalistik og hans Taler. — Hans Virksomhed
blev ikke synderlig paaskønnet af Samtiden.
Da Bjørnson 1860 fik et Digterstipendium paa
2000 Kr., fik V. et Stipendium paa 1000 Kr. for
i England og Skotland at studere Retsvæsen og
Samfundsforhold, hvortil han senere fik et
Tillægsstipendium paa 720 Kr. af det kgl. norske
Videnskabers Selskab i Trondhjem; efter i Juni
1862 at have deltaget i Studentertoget til
Kjøbenhavn kom han endelig af Sted til
Storbritannien, hvor han navnlig opholdt sig i
Edinburgh, og efter et kort Besøg i Paris vendte
han hjem i Juli 1863. Udbyttet af sin Rejse
nedlagde han i en flængende Kritik af det
britiske Samfund, A Norsemans views of Britain
and the British (Edinburgh 1863; norsk
Oversættelse »Bretland og Britarne«, Kria 1873).
Han havde tænkt sig Muligheden af at vinde
Fodfæste i et større Sprogsamfund end det
norske; men hans Bog fik en skarp Modtagelse
i den engelske Presse, og han var i
Virkeligheden trods alt fastgroet i den hjemlige Jord,
Vinteren 1863—64 tilbragte han i Stockholm,
hvor han var den norske Statsminister
Sibbern’s Gæst, og fra 1. Marts 1865 blev han
ansat som Ekstraskriver i Justitsdepartementet
med en aarlig Gage af 1000 Kr.; det var
Belønningen, fordi han havde angrebet
Bondeoppositionen. Men just fra denne Tid sluttede
han sig til en Kreds, hvor en langt
dyberegaaerde Opposition forberedtes. Fra 1863 drog han
hver Sommer sammen med J. E. Sars (s. d.)
op i Jotunheimen, og i det daglige Samliv med
denne og ligesindede Venner førtes han ind i
den Spencer’ske Udviklingsopfattelse med dens
Gennemførelse af en principiel og konsekvent
national Tankegang. Sammen med disse
Venner tog han nu op Kampen imod alle
Amalgamationsbestræbelser i Unionspolitikken, og
Følgen heraf for ham selv blev Afskedigelsen
fra hans Departement i Febr 1868. Paa
Stortinget 1869 fremsatte nogle unge Tingmænd
Forslag om Digtergage til ham, saaledes som
allerede Bjørnson og Ibsen havde faaet; men
Stortinget nægtede at tage Forslaget under
Behandling. Han tabte dog ikke Modet, men
udfoldede en rastløs Virksomhed i Litteratur,
Maalstræv og Politik, og netop nu giftede han
sig ogsaa. Hans Hustru døde imidlertid
allerede Vaaren efter (1870), og selv var han
allerede haardt angrebet af Kræft i Underlivet;
han fortsatte med »Dølen« helt til 24. Juli
1870, men drog saa bort til en Ven paa Landet,
hvor han om Morgenen 30. Juli blev fundet
død i sin Seng. Af hans Artikler i »Dølen« blev
nogle samlede straks efter hans Død: »Vaar
Politik« og »Om Schweigaard« (Kria 1870). »Det
norske Samlag« (s. d.), som han havde været
rned at stifte 1868, udgav senere en Samling af
hans Landsmaalsskrifter, »Skrifter i Utval« (6
Bd, Kria 1883—90), og desuden er udkommet
et mindre Udvalg »Dikt og prosaskrifter. (Kria
1903), »Skrifter i samling« ved O. Midttun
udkom 1916—21. Et Mindesmærke paa hans Grav
blev ved Folkesubskription rejst 1873, og en
Bautasten ved hans Barndomshjem i Vinje blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
