Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vivanti, Annie - Vivarais - Vivarini, Antonio - Vivasvat - vivat - Wiwel, Hylling Georg - Wiwel, Niels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Bogen vakte stor Begejstring. Med ægte lyrisk
Temperament, spontant og uden Manér,
skriver hun her en Række forskelligartede og
originale Digte, lige fra det første Ego, hvor hun
tegner sig selv som Kosmopolitten, født i
England af en italiensk Fader og en tysk Moder
med hele Jorden som Fædreland, og Fra
cinquant’ anni, hvor hun ser sig selv som
gammel Jomfru dø, helst en Efteraarsmorgen, til
Kærlighedsdigte som Presentimento, Fra poco
eller Sull’ Atlantico, eller det haanende Digt
mod England Ave-Albion, (9. forøgede Udgave,
Firenze 1921). Af hendes Romaner og Noveller,
hvoraf mange har Træk fra hendes eget Liv,
kan foruden Marion nævnes I devoratori (1911),
først skrevet og udkommet paa Engelsk, Circe
(1912), der handler om Maria Tarnovska, Væ
victis (1917), samme Aar udkommet som Drama,
L’invasore, en gribende Skildring af en belgisk
Families Skæbne under Verdenskrigen,
Zingaresca (1918), Naja tripudians (1921), en
dramatisk og realistisk Skildring af den hvide
Slavehandel i London, og Novellesamlingerne
Gioia (1922) og Perdonate Eglantina (1926). Af
Dramaer har hun skrevet: Bocche inutili, La
rosa azzurra. I 1892 ægtede hun en engelsk
Advokat og fik med ham Datteren Vivien, der
er en berømt Violinistinde. (Litt.:
Carducci’s Fortale til Lirica; B. Croce, Letteratura
della nuova Italia, vol. II: G. Brandes,
»Samlede Skrifter«, Bind 11).
E. M-r.
Vivarais [viva’ræ], Landskab i det sydlige
Frankrig, omfatter Cevennerne, svarer til Dept
Ardèche og en Del af Haute-Loire.
V.-Bjergene er en Del af Cevennerne (s. d.).
Hovedstaden var Viviers (s. d.).
(M. Kr.). E. St.
Vivarini, Antonio eller Antonio da
Murano, italiensk Maler, stammende fra
Murano ved Venedig, d. 1470(?), er sammen
med Svogeren, den tysk-fødte Maler Johannes
Alemannus den første Repræsentant for
Murano-Skolen i Venedig. Fra 1440—46 har disse
Malere udført en Række Alterbilleder, der i
deres elskværdige Karakter, lyse, klare Kolorit
viser Afhængighed af Gentile da Fabriano
(»Marias Kroning« — en Blanding af Miniatur,
Gobelin og Guldsmedekunst — i S. Pantaleone,
3 Alterbilleder i S. Zaccaria og Hovedværket
»Tronende Madonna mellem Kirkefædre« i
Akademiet). Fra 1450 samarbejder Antonio V.
med sin yngre Broder, Hovedet for
Murano-Skolen, Bartolommeo V., f. c. 1432
(virkede 1450—99), i hvis selvstændige Arbejder der
viser sig en Retning mod mere realistisk
Opfattelse, med Betoning af det plastiske, haardt
brudte Folder, skarp Tegning, under tydelig
Indflydelse fra Skolen i Padua (Squarcione);
det var ham, der først kaldte sig V.
(»Vivarinus«), paa en 1459 malet Tavle »Beato
Giovanni da Capistrano«, nu i Louvre; Hovedværkerne
blandt hans Alterbilleder findes i Akademiet i
Venedig, i Kirkerne S. Giovanni e Paolo (Hellig
Augustin, 1473), Frari og S. Maria Formosa,
Tronende Madonna med Helgener (1465,
Museet i Neapel) o. a.; ligesom Antonio er han
ogsaa repræsenteret ved Værker uden for
Italien (i Berlins Kaiser-Friedrich-Museet: Skt.
Georg; Londons National Gallery). Fra hans
store Værksted udgik til sidst mere og mere
fabriksmæssige Arbejder. Den betydeligste af
Slægten V. er Antonio’s Søn, Luigi (Alvise)
V., f. c. 1446, d. 1503 i Venedig; hos ham er
den haarde Realisme forbundet med en fin
Skønhedsfølelse, hans Figurer er af en ædel Ynde,
hans Kunst har i det hele mange
Berøringspunkter med Giov. Bellini’s, men staar ogsaa i
stor Gæld til Antonello da Messina
(Portrætterne i Bergamos Carrara-Akademi, Londons
National Gallery, Schickler’s Samling i Paris
m. v.); han opgiver den traditionelle Guldgrund
og benytter Arkitektur (enkelte Steder
Landskaber) i Stedet. Som Bevis paa hans Anseelse
tjener det, at han fra 1489 blev taget i
Tjeneste ved de store kunstneriske Arbejder i
Dogepaladset. Af Luigi’s Arbejder skal nævnes
Alterbilledet (1473) i S. Francesco i
Montefiorentino, den skønne Altertavle (1480) med den
tronende Madonna mellem Helgener (Akademiet i
Venedig), den hellige Clara (smst.), tronende
Madonna med 6 Helgener i Berlins
Kaiser-Friedrich-Museum (et Hovedværk, c. 1485),
»Madonna mellem de hellige Franciscus og
Bernhard« (1485, Neapels Museum), Alterbillede
med den hellige Ambrosius (i Frari, fuldendt
af Basaiti), det skønne Madonnabillede i S.
Giovanni in Bragora i Venedig, det storladne og
dekorative »Den opstandne Kristus« (1498) i
samme Kirke, »Madonna« i Redentore i
Venedig; andre i forskellige venetianske Kirker
og Samlinger, i Berlin, Wien o. a. St.
(A. R.). A. Hk.
Vivasvat (Sanskr., ɔ: den straalende) er i
den indiske Mytologi et Navn paa Solen eller
Solguden; ifølge Myterne er han en Søn af
Kaçyapa (s. d.) eller Aditi og regnes med
blandt Aditya’erne (s. d.); han er Fader
til Yama (s. d.) og Menneskeslægtens
Stamfader Manu (s. d.). (Smlg. Tvashtar).
(Litt.: V. Fausbøll, Indian Mythologi)
[London 1902]; Muir, Original Sanskrit Texts
[4. Bd, London 1873]).
D. A.
vivat (lat.), han (hun) leve!
Wiwel [’vi’vəl], Hylling Georg, dansk
Sprogforsker og Skolemand, f. i Hillerød 3.
Septbr 1851, d. 22. Apr. 1910. W. blev 1869 Student
fra Frederiksborg lærde Skole, blev 1876
filologisk Kandidat, var 1876—78 Huslærer,
1878—80 Lærer ved kjøbenhavnske Privatskoler,
1880—89 Lærer ved Kolding Latin- og
Realskole, var fra 1889 knyttet til Aalborg
Katedralskole, hvor han var Overlærer fra 1907 til sin
Død. W.’s Ry som Sprogforsker skyldes især
hans to Bøger »Synspunkter for dansk
Sproglære« (1901) og »Hjælpebog ved Undervisningen
i Modersmaalets Sproglære« (1904). Især det
førstnævnte Værk hviler paa et langvarigt
Studium af det nuværende danske Rigssprog og
paa skarpsindige Iagttagelser. W. har i det
hele haft stor Betydning ved at vise, at det,
som almindelig kaldes »dansk Grammatik«, i
Virkeligheden er laant fra den latinske
Grammatik og bør vige for »en sandere og sundere
betragtning og behandling af vort modersmåls
sproglære end den hidtil almindelige«.
V. D.
Wiwel [’vi’vəl], Niels, dansk Illustrator,
f. 7. Marts 1855 i Store Lyndelse. d. 14. Decbr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
