Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ydrelære - Ydre Mission
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rivefladens Form. Fortændernes Sideflader er
nemlig af omtrent samme Bredde lige fra Kronen
til Rodenden, medens For- og navnlig
Bagfladen bliver meget smallere nedadtil.
Forholdet mellem Tyggefladens Udstrækning forfra
bagtil sammenlignet med dens Udstrækning fra
Side til anden maa altsaa, efterhaanden som
Tanden slides lidt efter lidt, forandres
saaledes, at medens Rivefladen paa den ikke slidte
Tand har sin største Dimension fra Side til
anden, vil den paa den gamle, slidte Tand være
længst forfra bagtil. Naar Tændernes Slid er
regelmæssigt (ɔ: 1 Linie om Aaret), balancerer
det med Væksten, og Forandringerne i
Rivefladens Udseende udvikler sig under disse
Omstændigheder saa jævnt, at man har kunnet
opstille forskellige Aldersperioder, benævnte
efter Rivefladens Form. »Den firsidede
Periode« svarer saaledes til Hestens 6., 7.,
8 Aar, den »aflange Periode« til 9.,
10. og 11., den »runde Periode« til 12.,
13. og 14., den »trekantede Periode«
til 15., 16. og 17. og den »omvendt
aflange«, den »to-kantede Periode« til
18., 19. og 20. (se Fig. 2). Der forekommer
imidlertid jævnlig ret betydelige Uregelmæssigheder i
Maaden, paa hvilket Sliddet foregaar, og
navnlig er det meget almindeligt, at Tænderne ikke
bliver saa stærkt slidte, som Tilfældet vilde
være, hvis Hesten selv skulde afbide sin Føde.
Rivefladens Udseende kommer paa den Maade
ikke til at svare til Hestens Alder. Under
saadanne Forhold vilde Tændernes Længde og
forandrede Stilling imidlertid være vejledende.
Hos den unge Hest danner Fortandsrækken en
bred, regelmæssig Bue og Tænderne i Over-
og Undermunden er stillede nogenlunde i
hverandres Forlængelse. Efterhaanden som
Tændernes smalle og mindre krummede Rodender
skyder frem, bliver Tandrækkerne i samme
Forhold smallere og stærkere fremad rettede
saaledes, at de hos den gamle Hest kommer
til at mødes under en temmelig spids Vinkel.
(G. S.).
Ydre Mission. I. Baggrunden for
Missionsarbejdet. 1) Missionens
Motiv, Maal og Midler. 2) Den
apostoliske, oldkirkelige og
middelalderlige Mission. 3)
Reformationen og Missionen. 4)
Missionstankens Gennembrud og Udvikling. 5)
Verdensmission og Samarbejde. —
II. Den evangeliske
Verdensmission. 1) Missionen blandt
primitive Folk. 2) Missionen i Japan,
Korea og Kina. 3) Missionen i Indien.
4) Muhammedanermission. 5)
Israelsmission.
I. 1) Y. M. betegner Arbejdet paa at bringe
Evangeliet til alle ikke-kristne Folkeslag og
har sin Baggrund først og fremmest i Jesu
Ord derom. Direkte omtales Missionen i Ord
som: Matth. 28, 18-20; 24-14; Luk. 24, 47
og Ap. G. 1, 8; indirekte Steder som: Matth.
8, 11; 13, 38; 22, 8 fg.; 25, 31 fg.; 26, 13;
Luk. 2, 14; Johs. 3, 16 og 10. 16 o. s. v.
Men rent bortset herfra maa den
Universalisme, som præger Evangeliet, føre
til Mission. Dette gælder saaledes den
kristne Tro paa den ene Gud, der har
skabt Verden og Menneskene, vor himmelske
Fader, som vil, at alle Mennesker skal frelses og
komme til Sandhedens Erkendelse (1. Tim. 2—4
fg.) uden Hensyn til Nationalitet, Stand eller
Køn. Det samme gælder Læren om
Kristus, gennem hvem Gud har aabenbaret sin
syndsforladende Kærlighed (1. Johs. 4, 9; 2.
Kor. 5, 19) for hele Verden, den eneste, der
er givet Mennesker til Frelse (Ap. G. 4, 12).
Ogsaa Opfattelsen af Mennesket er
præget af den samme Universalisme — alle har
syndet og trænger til Guds Naade (Matth. 7, 11;
Rom. 3, 23, 1. Johs. 5, 19). Frelsesvejen er
ikke en Ydelse fra Menneskets Side, ikke Askese
eller højere Erkendelse, men tillidsfuld
Tro paa Gud, og er saaledes en Vej, der
gennem Evangeliets Forkyndelse staar aaben
for alle (Rom. 10, 13—15). I selve det kristne
Liv, baaret af Guds Kærlighed, maa
Kærligheden til andre Mennesker føre til,
at man vil dele med andre, hvad man selv
har mødt og faaet i Eje. Mission — her taget i
den videste Betydning — maa derfor ses som
en naturlig Følge af et sundt og levende
Kristenliv.
For den evangeliske Mission er
det Maalet at bringe Evangeliet paa en
saadan Maade, at Mennesker derved hjælpes
til en personlig Tilegnelse af Guds Naade i
Kristus, for dernæst ved Daaben at indlemme
dem i den kristne Menighed. Den katolske
Kirke lægger Tyngdepunktet ikke saa meget
i den Enkeltes personlige Tilegnelse af
Evangeliet som i det, at udbrede den »eneste
saliggørende Kirke« med dens Hierarki og
Dogmer, dens Gudstjeneste og Sakramenter og
derved bringe Mennesker i absolut Lydigheds-
og Afhængighedsforhold til Kirken. Nogle
Selskaber og Missionærer sigter i
Arbejdet hovedsagelig paa Enkeltes Omvendelse til
Kristendommen, medens andre arbejder paa
bredere Basis med det som deres Maal, at
berede Vejen for hele det paagældende Folks
Omvendelse til Kristendommen. For al Mission
gælder det imidlertid, at Ordet (det skrevne
saavel som det mundtlige) er det vigtigste
Missionsmiddel, men ved Siden heraf indtager
Læge-, Skole- og Industri-Missionen, (den
saakaldte Institutionsmission) en Plads af største
Betydning for Missionsarbejdet.
I en Del Tilfælde har det været den
officielle Statskirke, der har taget
Missionsarbejdet op (f. Eks. Trankebarmissionen, den
grønlandske Mission og den svenske Kirkes
Mission), men ellers er det Reglen i de
evangeliske Kirker, at Arbejdet udføres gennem
frie Sammenslutninger af Kristne
gennem særlige Missionsselskaber, hvis
Bestyrelse, der som oftest er valgt paa almindelig
demokratisk Vis af den Kreds, der pekuniært
støtter Missionen —, leder Hjemmearbejdet,
antager og udsender Missionærerne og især i
tidligere Tid havde afgørende Indflydelse paa
Arbejdet ude paa Missionsmarken. Ved Siden
af Missionsarbejdere, der paa den Maade er
udsendt og underholdt af Selskaber, er der
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
