Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ydre Mission
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa Missionærer, som er rejst ud og arbejder
uden at have et saadant Selskab bag sig (de
saakaldte Trosmissionærer).
Missionsarbejdet har sine særlige
Vanskeligheder, som i nogen Grad maa
overvindes, om Arbejdet skal lykkes. Da Arbejdet skal
gøres blandt Mennesker med et helt andet
Aandsliv og en Kultur, vidt forskellig fra
vor, saa er det en Betingelse for et virkeligt
Missionsarbejde, at Missionæren maa lære alt
dette at kende, saa godt som han nu kan det
— rent bortset fra det nødvendige Kendskab,
han maa have til det paagældende Folks
religiøse Tanker og Forestillinger. For at faa
Indsigt heri og for at kunne prædike Evangeliet
maa det paagældende Sprog læres — i nogle
Tilfælde uden at der er videre Hjælpemidler til
Stede. Blandt de primitive Folk er ved Siden
af Feticisme og Overtro Polygamiet
(Flerkoneriet) den store Hindring, i Indien hele
Kastesystemet og i Kina Forfædredyrkelsen — og
hertil kommer saa mange Steder usundt
Klima, Navnekristnes nedbrydende Indflydelse
(gennem Indførelse af Brændevin, Opium og
smitsomme Sygdomme), Afhængighed af
forskellige politiske Forhold o. s. v. Alt sammen er
det Vanskeligheder, der lægger alvorlige
Hindringer i Vejen for det, som er Missionærens
egentlige Arbejde. Men hvor man ikke er
gaaet uden for Vanskelighederne, men har søgt
at løse dem, har det ofte faaet vidtrækkende
Betydning, og naar den moderne Filologi,
Religionsvidenskab, Sociologi og en Række andre
specielle Videnskaber i saa høj Grad staar i
Gæld til Missionærer og ofte bygger i det
væsentlige paa deres Undersøgelse og
Forskninger, saa er det et Vidnesbyrd om den
Grundighed og Dygtighed, hvormed mange
Missionærer har røgtet deres Kald. Paa
Missionsmarkerne har Missionærerne og deres Gerning
været medvirkende Aarsag til Afskaffelse af
mange barbariske Skikke eller i alt Fald givet
Tilskyndelse til den Kamp, som Nutiden fører
derimod (f. Eks. Fodbinding i Kina,
Barneægteskab og Enkers Ægteskab i Indien, daarlig
Behandling af Syge og Gamle og Barnemord
især blandt de primitive Folk). For
Missionsmenigheden hjemme har Y. M. haft stor
aandelig Betydning i mange Henseender, og været
med til at udvide Horisonten, og
Missionsarbejdet har mere end noget andet været i
Stand til at samle og forene Mennesker til
Fællesskab og Tjeneste.
2) Den apostoliske, oldkirkelige
og middelalderlige Mission.
De kristne Kirker, der findes nu, har
deres Oprindelse i, og bygger paa Middelalderens,
Oldkirkens og den apostoliske Tids Mission.
At Missionen maatte begynde som
Jødemission, var kun ganske naturligt (Ap. G. 1, 8);
men ret snart efter Kristi Himmelfart udbrød
der en Forfølgelse af Menigheden i Jerusalem,
som adspredte denne, og dette gav saa
Anledning til Berøring med Hedningerne, først og
fremmest de »gudfrygtige« Hedninger
(Proselytter), der havde antaget Jødernes Religion,
men ogsaa Hedninger uden noget Forhold
hertil, især da Paulus (s. d.) efter sin
Omvendelse ved Damaskus begynder sit
Missionsarbejde. For Paulus, den første store
Hedningemissionær, gjaldt det, saavel som for de
andre, »Jøder først, saa Græker« (Rom. 1, 16).
Jøderne skulde først have Lejlighed til at høre
Evangeliet — den jødiske Diaspora blev derved
Baggrunden for den første kristne Mission.
Saa længe de Kristne i Kraft af deres nære
Tilknytning til Jødedommen frit kunde
forkynde deres Tro paa Kristus som Guds Søn
og Verdens Frelser, var de almindelige Forhold
i det romerske Verdensrige en stor Hjælp for
Missionen. Der var skabt en fast Retsorden og
gode Samfærdselsmidler, det græske Sprog
kunde bruges overalt, hvortil kom, at det
rummede en Rigdom paa Ord og Udtryk, der i
høj Grad gjorde det skikket som Evangeliets
Sprog. Der var endvidere en Trang til en
religiøs-sædelig Fornyelse, og mange søgte
gennem forskellige Mysterier at naa til Frelse,
Udødelighed og Enhed med Guddommen.
Trangen til en Verdensreligion gav sig Udtryk bl.
a. i Kejserdyrkelsen, der for de Kristne var en
Form for Menneskedyrkelse, som de ikke
kunde og vilde deltage i. De Kristnes Stilling til
dette Spørgsmaal blev en af de afgørende
Aarsager til Kristenforfølgelserne.
Kristendommens Udbredelse i Romerriget
skyldtes nok saa meget de enkelte Kristnes Liv
og Vidnesbyrd som vandrende Missionærers
Virksomhed. Fra de laveste sociale Lag i
Samfundet bredte den sig opad, og Menigheden
kom som Følge heraf til at rumme Kristne af
meget forskellig Støbning og aandelig
Udvikling, lige fra Lægmandens jævne og enkle Tro
til Filosoffernes tankemæssige Fortolkning og
Forsvar af Evangeliet. Kejsernes Forsøg paa
at udrydde Kristendommen viste sig ugørligt
—- uagtet de Kristne var ret faa i Tal (c. Aar
100 var de Kristnes Antal omtrent 200000; Aar
300 c. 8 Mill., d. v. s. 1/5 af hele Romerrigets
Befolkning), og da Konstantin den Store efter
sin Sejr 312 gav fuld Religionsfrihed, saa var
det Indledningen til den Tid, da Masserne
holdt deres Indtog i den kristne Kirke, som
snart udviklede sig til at blive en Magtfaktor,
der ikke mere udelukkende vandt Tilhængere
ved Hjælp af Ordet og Vidnesbyrdets Magt.
Kirken blev et Rige i denne Verden, der ogsaa
havde en Erobringspolitik, som udviklede sig
stærkt ved Siden af Ordets Forkyndelse —
undertiden saaledes, at den blev helt verdslig
i sine Maal og Midler, hvilket især viser sig i
Middelalderens Mission over for de
germanske og slaviske Folkeslag.
De germanske Folks Indtrængen i det
romerske Rige stillede Kirken over for den store
Opgave at faa disse Folkeslag kristnede. I det
4. Aarh. virkede Vulfila blandt Vestgoterne
og oversatte Biblen paa Gotisk. Fra disse
bredte Kristendommen sig videre til Østgoter,
Vandaler og Burgunder, og da senere
Longobarderne brød ind i Italien (568), var Pave Gregor
den Store ivrig for at faa dem omvendt
til den katolske Kirke, ligesom han fik sendt
Augustinus til England som Missionær
(597). Af andre Missionær skikkelser er der
Grund til at nævne Irlands Apostel, Briten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
