- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
528

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ydre Mission

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Patrick; Kolume, der virkede i Skotland
i Slutningen af det 6. Aarh. Kolumban, der
(omkring 600) virkede i Schweiz, Frisernes
Apostel Willibrord, Tysklands Apostel
Bonifatius, der til at begynde med
arbejdede blandt Friserne, men fik sin egentlige
Gerning i Thüringen, Hessen og Bayern, og
»Nordens Apostel« Ansgar, der 826 kom til
Danmark. I Løbet af det 9. og 10. Aarh. kom
Kristendommen til de slaviske Folk Syd for
Østersøen og Øst for Elben. I den følgende Tid
virker tyske Missionærer blandt Venderne,
indtil Venden efter Arkonas Erobring (1169)
lægges ind under Roskilde Bispestol. Kurland,
Lifland, Estland og Finland kristnes i Løbet af
det 12. og 13. Aarh., og dermed er stort set
hele Europa kristnet.

I de fleste Tilfælde var det kun en meget
udvortes Forandring, der var sket, som havde
sin Forklaring enten i den overlegne Kultur,
som de Kristne besad, eller forskellige politiske
Magtmidler, hvis Indflydelse gjorde sig
gældende. I mange Tilfælde var det
Folkeomvendelser, foraarsaget ved Kongernes Overgang til
Kristendommen (f. Eks. Frankernes og
Russernes Omvendelse), i en Del Tilfælde blev
Kristendommen udbredt med Sværdet, idet Folk
blev tvunget til at lade sig døbe (f. Eks. Karl
den Store’s Krige mod Sachserne for at
paatvinge dem Kristendommen). Tilbage stod et
stort indre Missionsarbejde, som det
har været Munkenes Fortjeneste at have
taget op.

Ogsaa den østlige, syriske, nestorianske
Kirke, var missionerende, idet den 635 optog et
Arbejde i Kina, som efter alt, hvad vi kan
skønne, bl. a. gennem Indskriften paa den
bekendte Nestorianersten, har været af ikke
ringe Betydning for Kristendommens Udbredelse
i disse Egne, selv om det ikke har sat varige
og blivende Spor.

Men medens Kristendommen gennem
Missionen paa den Maade blev udbredt fra Folk
til Folk, mod Nord, Øst og Vest, trængte
Islam i det 7. og 8. Aarh. frem i Asien, Afrika
og Vesteuropa (Spanien), indtil Karl Martel 732
slog de arabiske Hære ved Poitiers. Over for
Islam var Pavernes Stilling gennemgaaende
denne, at de prædikede Korstog mod »de
Vantro« og paa den Maade fik Konger og
Fyrster til at gaa ud i Kamp for Kristendommen
med det som det store Maal at erobre det
hellige Land tilbage. Men trods den mægtige
Indsats, der her blev ydet, bragte det ikke varige
Resultater, og navnlig kunde der ikke under
disse Forhold være Tale om virkelig Mission
fra Pavernes Side. Der er dog enkelte, som
Frans af Assisi og Raimundus
Lullus
, der i kirkelig Forstand drev Missionen
blandt Muhammedanerne, og senere tog baade
Franciskanerne og
Dominikanerne Mission op i Spanien, Afrika, Syrien,
Palæstina og blandt Mongolerne i Asien uden
dog at opnaa varige Resultater. Først da
Opdagelserne bragte de katolske Lande i
Forbindelse med nye Folk, toges Missionsarbejdet
for Alvor op, baaret af de forskellige
Munkeordener.

Mange af de katolske Missionærer var
dygtige og opofrende Mennesker, der ikke gik
uden om Vanskelighederne, de mødte i
Arbejdet. Dette gælder Mænd som
Bartholomæus de las Casas (d. 1566), Indianernes Ven
og utrættelige Talsmand, og Frans Xavier
(d. 1552), der regnes for Romerkirkens
største Missionær, »Indiens og Japans Apostel«,
gennem hvem Jesuiterordenen giver
det første store Bidrag til Missionen. Xavier’s
Arbejde var dog i høj Grad baaret af en
overfladisk Forstaaelse af Missionsopgavens
egentlige Maal. Senere fulgte mange
Jesuitermissionærer efter, baade i Indien (Nobeli, Brito
og Beschi) og i Kina (Ricci, Schall og
Verbiest), og mange fik en meget betydelig
Indflydelse de paagældende Steder paa Grund af
deres høje menneskelige Dannelse,
diplomatiske Evner og kristelige Nidkærhed. Ogsaa i
Japan begyndte man et Arbejde, der fik saa
stor Indgang, at der i 1579 i alt var 300000
Kristne. I Sydamerika oprettedes en
Jesuiterstat i Paraguay (1616—1767). 1622 oprettedes
Propagandaen (Congregatio de
propaganda fide
) med Sæde i Rom, hvorigennem
Paven leder al katolsk Mission.

3) Reformationen og Missionen.
Reformatorerne havde ingen Forstaaelse af den
vedvarende Missionsforpligtelse, og det varede
som Følge heraf længe, før Missionstankerne
rigtig kom frem i den evangeliske Kirke. At
vi ingen Missionsforetagender
møder i Reformationstiden, naar undtages den
svenske Mission i Lapmarken, har sin
Forklaring i den Kendsgerning, at det var katolske
Magter, som havde Kolonier, og de tillod ikke
Lutheranere at drive Mission de paagældende
Steder. Hertil kom, at Arbejdet paa at føre
Reformationen igennem og sikre de nye
protestantiske Kirkesamfund mod de katolske
Magthaveres Modstand tog alle Kræfter. Derimod
kunde man med Rette undre sig over, at end
ikke Missionstanker, der kan lede til
Mission, møder os hos Reformatorerne.
Luther selv havde den Tanke, at Evangeliet var
forkyndt for alle Folkeslag; Apostlene var
kaldede til at prædike Kristus alle Vegne, men en
saadan Befaling er kun givet til dem, enhver
anden har kun at vidne om Kristus, dér,
hvor han er sat og har sin Gerning. Bag
ved det hele var det i Virkeligheden
Forudbestemmelseslæren, som
gjorde sig gældende, saaledes at Luther i sin
Fremhæven af Guds Enevirksomhed til Frelse
og Fortabelse slet ikke kunde se Berettigelsen
af menneskelige Foranstaltninger for at bringe
Evangeliet til ikke-kristne Folkeslag. Paa
lignende Maade stod i det væsentlige Melanchton,
Bugenhagen, Zwingli og Calvin.
Men, paa den anden Side har det siden vist
sig, at Reformationens Principper, da Missionen
endelig blev taget op inden for den evangeliske
Kirke, blev Baggrund for Missionsarbejdet, og
gav det dets særlige Grundpræg. Kristus blev
Missionens Midtpunkt; Opgaven for Missionen er
at fremme den personlige Tro paa Jesu
Evangelium; Ordet — det talte, skrevne og
sakramentale — er det egentlige Missionsmiddel;
Anvendelse af Tvangsmidler og Massedaab

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0538.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free