Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Æstetik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
mellem de bildende Kunster og Poesien ophævet
og Muligheden aabnet for ny og frugtbar
Udvikling. Parallelt med disse Bestræbelser gaar
hans »Hamburgische Dramaturgie«, hvori han
ud fra en ny Fortolkning af Aristoteles
bekæmper det franske Drama, navnlig gennem
Voltaire som dets Repræsentant.
Det var ikke smaa Fremskridt, det 18.
Aarhundrede havde at opvise paa Æ.’s og
Kunstforstaaelsens Omraade. Der var udsondret og
døbt en særlig Disciplin, Følelsens selvstændige
Betydning var blevet fremhævet,
Opmærksomheden var blevet henledet paa den græske
Kunst og paa Shakespeare. Striden mellem
forskellige og betydningsfulde Kunstidealer var
dermed sat i Gang, Kunstarterne var paa en
frugtbar Vis blevne adskilte.
Saa vidt var Forstaaelsen af det skønne
naaet, da Kant i sin »Kritik der Urtheilskraft«
(1790) paa en genial og afgørende Maade skar
den Forbindelse over, der stadig i
Bevidstheden havde knyttet det skønne sammen med
det gode og det formaalstjenlige og derved
hemmet Forstaaelsen af det. Hans Definition
af det skønne som det, der ved sin Form alene
(Hensigtsmæssighed uden Forestillingen om et
Formaal) vækker alment, nødvendigt og
interessefrit Behag, paa een Gang afgrænsede og
frigjorde til alle Sider.
Ved i Overensstemmelse med Grundtanken i
den kritiske Filosofi at flytte det skønne ind i
Subjektet afviste Kant den dogmatiske Æ.’s
Forsøg paa at finde Skønheden i ydre, objektive
Former eller Forhold; ved at opfatte den som
en ren kontemplativ Aandstilstand
(interessefri) udskilte han den fra Forbindelse med og
Afhængighed af teleologiske eller moralske Ideer.
Over for den engelske Skoles Tilbøjelighed til
at forveksle det skønne med det behagelige
understreger han den æstetiske Nydelses Karakter
af at være en Dom og derfor almengyldig og
nødvendig, men over for den Wolff’ske Skoles
rationalistiske Tendenser fremhæver han, at
det er en Følelsesdom. Hvor dyb en
Virkning Kant’s Æ. øvede, ses bedst af den
Modstand og Tilslutning, den mødte hos to af
Tysklands betydeligste Skønaander. Herder
opfattede navnlig det udpræget formelle i Kant’s
Æ. og polemiserede i sin »Metakritik« og i
»Kalligone« kraftig derimod. Hvor Kant havde
søgt at udskille, fremhæver Herder
Sammenhængen med Moralen, med det behagelige, med
det formaalstjenlige. I Enkelthederne kan han
have Ret, men hans Kritik beror som Helhed
paa en Misforstaaelse af Kant. For dem, der
var i Stand til at forstaa Kant’s, i Hovedsagen
saa rigtige og udtømmende, Analyse af det
skønnes Væsen i hele dens Betydning og
Rækkevidde, maatte den blive en Befrugtning og
en Frigørelse. En saadan forstaaende Læser
var Schiller, der foruden Evnen til at følge en
abstrakt Tankegang medbragte en Digters
Erfaringer og en Digters Fremstillingskunst.
I sine store Afhandlinger Ȇber Anmut und
Würde« (1793), »Über die ästhetische Erziehung
des Menschen« (1793—94), »Über naive und
sentimentalische Dichtung« (1795) udfolder han
med aandfuld Klarhed og Fylde de kantiske
Grundtanker. Han ser Kunstens Hemmelighed
deri, at den gennem Form faar Bugt med
Stoffet (»den Stoff durch die Form vertilgen«),
hvormed ikke menes, at Stoffet skal forsvinde,
men at det skal beherskes med en saadan
legende Lethed (»Spiel«), at det ikke paatrænger
sig. Alle andre Tilstande viser ud over sig selv,
kun den æstetiske er en afrundet Helhed, fordi
den i sig forener alle Betingelser baade for sin
Opstaaen og Vedvaren. Endnu den Dag i Dag
staar Schiller’s Afhandlinger uovertrufne i
Finhed og »Gehalt«. Man finder ikke nogen
tilnærmelsesvis saa kort, prægnant og lærerig
Stedsbestemmelse af det skønnes Plads i
Aandens Verden, om end Analysen med Hensyn til
Enkeltheder i senere Fremstillinger ofte er
drevet videre.
Overskuer man hele den æstetiske Udvikling
i det følgende Aarhundrede, frembyder den
intet, der i Betydning for den æstetiske
Forstaaelse kan sammenlignes med det Kæmpeskridt,
der blev gjort ved den Kant-Schiller’ske Æ.
Der kan derfor heller ikke i strengeste
Forstand være Tale om nogen Historie. Man kan
opregne en Del Værker, man kan notere en
Række strandede Teorier, blandt hvilke der
er ikke faa, som har haft Betydning ved at
paavirke deres Tids Kunstbetragtning eller være
Udtryk for den (Schelling, Hegel, Taine). Man
kunde samle en Mængde fine og dybsindige
Enkeltbemærkninger, og som Helhed kan man
fastslaa en Skærpelse af den æstetiske
Modtagelighed og en Evne til at trænge ind i Kroge
af Indtrykket, der tidligere forblev upaaagtede
(f. Eks. Værker som Volkelt’s og Lipp’s;
sammenlign for øvrigt hele den litterære
Udvikling); men man kan ikke pege paa nogen næste
»Etape«, paa nogen Nyerobring, der forandrer
vor Viden om »det æstetiske« væsentlig
fra, hvad Kant og Schiller har oplyst os om.
Hvad der tog sig saaledes ud for Samtiden (f.
Eks. Vischer’s »Aesthetik«, Fechner’s
»Vorschule der Aesthetik«), har for os allerede ikke
længere den Betydning.
Men naar det trods et Aarhundredes stærke
og paa mange Maader talentfulde Arbejde staar
saaledes til, maa det skyldes en indgribende
Aarsag. Sagen er den, at Æ. har kæmpet med
den, for en Videnskab mest skæbnesvangre,
Vanskelighed ikke at være fast afgrænset med
et bestemt Arbejdsfelt og med Forskel mellem
det egentlig metodiske Arbejde og de
Hjælpeundersøgelser, ved hvilke den enten drog
Nytte af andre Discipliner (f. Eks.
Samfundsvidenskab, Fysiologi) eller gled over i andre
Discipliner (f. Eks. Kritik, almindelig Psykologi).
Til to Sider har man fjernet sig fra det
Omraade, der af Kant var indhegnet som det
æstetiske, dels i spekulativ, dels i materialistisk
Retning, nogenlunde svarende til de to
Halvdele af Aarhundredet. Den Vending, Æ. tog i
Schelling’s, Weisse’s, Hegel’s, Vischer’s
Systemer, bestod i, at man under Navne som Gud,
det absolutte, Ideen e. l. hypostaserede den
harmoniske, »fuldkomne« Sindstilstand, Kant
og Schiller havde betegnet som den æstetiske.
Da der saaledes under den spekulative
Maskering skjulte sig en i og for sig rigtig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
