Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fortløbende Versemaal af stor Kraft og Skønhed, og
navnlig af en aldeles enestaaende Rigdom i
sine Kombinationsmuligheder (»Hrolf Krake«,
et Heltedigt [1828]). Selv Heiberg, der ellers
havde fremsat den Paastand, at den danske
Versekunst var gaaet tilbage siden 18. Aarh.,
især fordi den ikke tilstrækkelig tog sig i Agt
for Hiater, maatte indrømme, at Oe. her
havde vist sig som et skabende Geni, medens han
for Resten gennemheglede Digtets Plan og
Indhold med sine hvasseste Vaaben. Det æstetisk
interesserede Publikum — det blev paa denne
Tid større og større — stillede sig
efterhaanden saa godt som udelukkende paa Heiberg’s
Side; og en mægtig Allieret fik denne i de
anonyme »Gengangerbreve«. Havde Oe.
saaledes Grund til at føle sig undervurderet af
sine Landsmænd, fik han nu til Gengæld en
smuk Hyldest fra Sverige. 1829, da han var til
Stede ved Magisterpromotionen i Lunds
Domkirke, hvor hans Ven, Digteren Es. Tegnér,
tilfældigvis skulde holde Festtalen, benyttede
denne Lejligheden til i en af sine noksom
berømte Taler paa Vers at bringe sin Tak for,
hvad hele Norden skyldte »Den nordiske
sångarkungen«, paa hvis Hoved han derpaa satte
Lavrbærkransen. Men selv denne skønne
Handling benyttedes af Heiberg til et nyt Angreb
paa Oe., fordi dennes Svar paa Tegnér’s Tale
var, som Oe.’s Lejlighedsdigte næsten altid,
temmelig mat.
Det nu følgende Tiaar, 1830—40, er Oe.’s
fattigste Tid. Han føler sig magtesløs over for
det Heiberg’ske Angreb; selv erkender han vel
ikke dets Berettigelse, han ser i det, som i de
tidligere Angreb, kun et Udslag af »Fjendskab«,
men han har en Fornemmelse af, at den
almindelige Mening er paa hans Fjendes Side.
Ligesom Heiberg havde fundet det praktisk gennem
et Tidsskrift at sætte sig i stadig Rapport til sit
Publikum, forsøger Oe. at gøre sine æstetiske
Ideer tilgængelige for en større Kreds og
udgiver »Prometheus, et Maanedsskrift for Poesi,
Æstetik og Kritik«. Men dette gav ham kun
Lejlighed til at vise, at hvor stor han end var
i Poesien, saa var han i Æstetikken og
Kritikken sin Modstander langt underlegen. Samtidig
erkender han til en vis Grad Berettigelsen af
den Heiberg’ske Kritik, idet han begynder en
samlet Udgave af sine Tragedier, hvori disses
Form er eftergaaet og affilet efter Heiberg’sk
Recept, navnlig anstiller han en skaanselløs
Jagt paa Hiaterne. Han føler sin
Produktionsevne ebbe, og dog drives han til bestandig at
skrive, især de 5 Akts Tragedier med nordisk
Emne: »Tordenskjold«, »Dronning Margrete«,
»Olaf den Hellige«, »Knud den Store«; i
»Sokrates« behandler han for første og sidste Gang
et helt græsk Emne. For alle disse Tragedier
gælder det, at de mere skildrer Helten som
Menneske, som Privatperson, end som
historisk betydningsfuld, tragisk Personlighed —
hans menneskelig-elskværdige Sider
fremhæves, især Godmodigheden; »et skikkeligt
Menneske« var i Oe.’s Mund den højeste Ros, og
han kunde da ikke andet end forme sine Helte
efter dette Ideal. — I sit Familieliv var han
ikke ubetinget lykkelig; hans Hustru, en
kraftig og selvstændig Personlighed (smukt skildret
i Hauch’s Digt »Christiane Oehlenschläger« og
i Vilh. Andersen’s »Adam Oehlenschläger«),
ansaa det for sin Pligt som Hustru at gøre
Digteren til Genstand for en ukritisk Hyldest,
der hverken var til Gavn for ham eller
hende. Hendes Mand agtede hende, men han gik
ofte af Vejen for hende; i Xantippe (i
Tragedien »Sokrates«) har han tegnet hendes
Portræt. Det er næsten, som om han ved
hendes Død trækker Vejret lettere. Hans ældste
Datter Charlotte havde baade noget af sin
Faders og sin Moders Genialitet, men i en
uharmonisk Blanding, der bragte hende til
Vanviddets Rand; hendes Død (1835) greb
Faderen dybt. Mere end nogen Sinde berøres
Digterens Hjerte smerteligt i disse Aar. Han
dyrker ogsaa Lyrikken mere end tidligere,
saaledes den lyriske Rejsebeskrivelse:
»Norgesrejsen« (1834) (han havde 1833 gæstet Norge, men
den Hyldest, han dér fik, var ikke slet saa
ubetinget som den svenske; det Welhaven’ske
Parti tog ham til Indtægt, samtidig med at
Wergeland og hans Venner kritiserede ham
baade med Alvor og Gammen), »Fyensrejsen«
(1835) (Prins Christian, Fyns Guvernør, havde
indbudt ham til sig for at adsprede ham efter
Datterens Død); men Afstanden mellem disse
Digtkredse og »Langelandsrejsen« fra 1804 var
uendelig stor. En af de skønneste Perler blandt
den Oe.’ske Lyrik findes dog netop paa denne
Tid, Digtet »Hvor blev I røde Roser dog« (i
Novellen »Den blege Ridder«).
I 1839 døde den gamle Konge, Frederik VI.
Med ham gik den gamle Tid i Graven; alle
havde en Fornemmelse af, at nu maatte der
komme noget nyt. Hos næsten alle danske
Digtere spores der paa denne Tid en Vending; det
gælder ogsaa Oe. Han kom paa den Tid
sammen med en Kreds af betydelige Mænd, Venner
fra hans yngre Aar: Steffens, Grundtvig og
fremfor alle Thorvaldsen. Alle disse havde
gennemgaaet en rig Udvikling, medens Oe.
fremdeles gik i de gamle Spor. Han følte sig
saa underlig lille, og han vidste dog, at ogsaa
han var en stor Mand. Til sin Hustru skriver
han fra Nysø: »Naar jeg kommer hjem, maa
jeg ogsaa gøre noget nyt og stort; jeg er jo
dog ti Aar yngre [end Thorvaldsen]«. Det lyder
saa barnligt, men det var dog mandigt Alvor.
1841 skriver han »Ørvarodds Saga« i en
ganske anden Stil end »Vaulundur«. Han, der
ellers altid havde set sine Helte som fuldt
færdige, ens fra først til sidst, tegner her
Mennesket i trinvis Udvikling gennem
Venskabet, Kærligheden og Kristendommen. Og
medens han før har skildret sine Personer alt
for usammensatte: Helten ædel og aaben,
Skurken lumsk og avindsyg, faar han nu Øjet op
for, at »Lyder og Dyder bære dødeliges
Sønner blandede i Bryst«; sikkert er det bl. a. de
islandske Slægtsagaer med deres mærkelige
psykologiske Skarpsyn, han paa denne Tid
lærer af. Tragedierne »Dina« (1842), »Landet
fundet og forsvundet«, »Amleth« (1846),
»Kjartan og Gudrun« (1848) er af en ganske anden
Støbning end de tidligere. Men atter faar han
at føle, at han havde forvænt sit Publikum, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
