Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oehlenschläger, Adam Gottlob
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det ikke til det gode; disse ny Værker var for
det ofte »haard Føde«. »Oe.’s Skikkelser har ikke
længer det klare Præg som tidligere«, klagede
Kritikken. Een Kritiker var der vel, som vovede
at tage til Genmæle mod den Heiberg’ske
Undervurdering af Dramatikeren Oe., det var P. L.
Møller, men selv han synes at have manglet
Sans for Digterens mærkelige Efterblomstring.
Den Del af hans dramatiske Arbejder, som
Eftertiden har sat mindst Pris paa, hans
Lystspil »Freyas Alter« (1804), omarbejdet flere
Gange, »Trillingbrødrene fra Damask« (1830),
»Den lille Skuespiller« (1837), »Genfærdet paa
Herlufsholm« (1844), »Garrick i Frankrig«
(1845) o. fl. fik en smuk Anerkendelse, da
Hostrup sendte ham et af sine Sangspil med
Tilskrift »Til Skuespildigteren Adam
Oehlenschläger«.
De nationale og liberale Bevægelser i
Fyrrerne tog han ingen Del i, og Krigen 1848
smertede ham dybt. Han, der mer end nogen
anden havde haft Øje for Racefællesskabet
mellem alle germanske Nationer, han, der
altid havde hævdet, at Goten og Germanen bør
være Venner, for ham var dette en
Broderkrig. Han tog sin Tilflugt til sin kære nordiske
Sagnverden og skrev sit sidste større Værk,
Heltedigtet »Regnar Lodbrog« (1849). Det er
et mat Gammelmandsværk; den eneste
Interesse, der knytter sig dertil, er, at Oe. omsider
har givet sig i Kast med den germanske
Verdens største Heltesagn, Volsungsagnet, som han
ellers altid var gaaet af Vejen for, det var ham
for vildt og barbarisk; hans Behandling af det
er imidlertid Emnet ganske uværdig. Een
gribende Strofe har »Regnar Lodbrog«, det er
Slutningslinierne: »Endt er Regnar Lodbrogs
Kvæde; gamle Skjald om gamle Nordens
Helte sang for sidste Gang«. Det skulde blive
Sandhed. 14. Novbr samledes de danske Digtere
for at fejre deres aandelige Fader paa hans
70-aarige Fødselsdag. Hver af dem havde sin
Hilsen at bringe, de skønneste og
betydningsfuldeste kom fra hans gamle Modstandere
Grundtvig og Heiberg. Oe. svarede med et
smukt Digt, hvori han udtalte sit Haab om, at
han endnu havde »en skøn Allé til
Kirkegaarden«. Men allerede 20. Jan. 1850 sov han hen.
Midt i den af ydre Begivenheder stærkt
bevægede Tid føltes det, at en stor Aandens
Høvding var falden. Man vidste jo dog, at han
havde skrevet skønne Digterværker, selv om
man ikke læste dem synderlig mere. Næsten
enhver kendte fra Kjøbenhavns Gader hans
ranke, fornemt-skønne Skikkelse, — »hans Isse
var ikke hvidnet, og Ungdommens Rose
blomstrede endnu paa hans Kind« (Mynster’s
Mindetale), hans paa een Gang værdige og
elskværdige Væsen — »han var Hovedstadens
skønneste Prydelse« (P. L. Møller). Alle, der havde
kendt ham, vidner om hans store personlige
Elskværdighed, altid var han fuld af venlig
Deltagelse for andre, ikke mindst for de unge,
og selv i sin Egoisme saa barnlig naiv, at det
gjorde ham indtagende.
Tiden efter Oe.’s Død var ham ikke gunstig.
Han nød kun en succès d’estime, og Heiberg’s
Dom om ham ansaas for inappellabel.
Realismen var ham ofte endnu mere gram. Men
omtrent ved 1890 vender Strømmen sig. V. Vedel
kalder Oe.’s Tid for »Guldalderen i dansk
Digtning«, og Vilh. Andersen giver i sin store
Biografi »Adam Oehlenschläger. Et Livs Poesi«
den varmeste Skildring af Mennesket Oe.
Heiberg’s Anseelse som æstetisk Autoritet er
desuden fra anden Side rokket stærkt. Ganske vist
er Oe. ikke nogen stor Lyriker; han er for
lykkelig, hans Liv er forløbet som en alt for
rolig Drøm; de virkelig store Lyrikere har
levet og lidt mere. Kun i Ungdommen, da alt
bruser og gærer i ham, frembringer han Lyrik
af Værd. Men Epiker er han som faa; hans
Fantasi har en Frodighed og navnlig en Kraft
i Anskuelsen, som ikke naas af mange, og han
behersker alle den episke Stils Arter, fra den
bredest svulmende Udmaling til den djærveste
Knaphed. Hans Værd som Dramatiker var det,
der især blev bestridt af Heiberg, men
Efterverdenen giver ham næppe heller Ret heri.
Vel har Oe. ikke de store græske Tragikeres
Verdenssyn eller Shakespeare’s Skarpblik ind i
Sjælelivets Dybder. Men hvad Liv og
Anskuelighed angaar, staar i hvert Fald hans bedste
Dramaer blandt Verdenslitteraturens første.
Hans Personer er levende Mennesker af Kød
og Blod, ikke Abstraktioner, og Handlingen
udfolder sig med Raskhed og Kraft og holder
Interessen ved lige til det sidste. Dette gør
dem til Folkeskuespil i bedste Forstand. De
har haft og vil sikkert endnu i lang Tid have
stor national Betydning. Da Folkehøjskolerne
efter det ulykkelige Aar 1864 tog Fart, var det
mindre Grundtvig’s Digtning end Ingemann’s
Romaner og Oe.’s Tragedier, der gav dem
deres poetiske Næring. Hans Betydning for dansk
Sprog og Poesi kan næppe overvurderes. Hans
Prosa, der oprindelig var frisk og sprudlende,
blev ganske vist alt for tidlig tom og mat;
men til Gengæld var hans Poesi lige til det
sidste et uforligneligt Væld af Rigdom og
Skønhed. Naar den danske Verskunst staar saa højt,
netop i Mangfoldighed, skyldes det først og
fremmest Oe., og endnu er næppe alle de
Kilder, han har boret ned til, udtømte. (Litt:
Der findes kun een fyldig Biografi af Oe., det
er Vilh. Andersen’s »Adam Oe.«. I—III
[1899—1900], men Bidrag dertil findes i »Oe.’s
Levnet, fortalt af ham selv«, I—II [1830—31];
»Erindringer«, I—IV [1850—51]: »Oe.’s
Ungdomsaar« udgivet af L. Bobé i kommenteret
Udgave [1915]; Kr. Arentzen, »Ad. Oe.«
[1879]; samme, »Baggesen og Oe.«, I—VIII
[1870—78]; L. Schrøder, »Adam Oe. og den
romantiske Skole« [1888]; R. Nielsen, »Adam
Oe.« [1879]; Chr. Molbech, »Studier over
Oe.’s Poesi« [1850]; P. L. Møller, »Adam Oe.,
et Erindringsblad« [1876]. Gennembrudet er
især behandlet i: Cl. Petersen. »Om
Forholdet mellem det gamle og det ny ved Oe.’s
Fremtræden« [1867]; Vilh. Andersen,
»Guldhornene« [1896]; Olaf Hansen, »Oe.’s
Digte 1803, Hundrede Aar efter«; »Digte 1803«,
paa ny udgivne 1903 ved Ida
Falbe-Hansen o. fl. Oe.’s Skrifter findes i flere Udgaver,
men endnu ikke i nogen helt tilfredsstillende;
den bedste er F. L. Liebenberg’s Udgave
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
