Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Øresæler - øret - Øreting
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nordlige Stillehav ned til Japan og Kalifornien.
Paa Ynglepladserne samles de fra Maj til
Oktbr kommende langvejsfra, og opholder
sig gerne her i omkring 4 Maaneder; de klatrer
møjsommelig op paa Klipperne bag Kysten
eller ligger i Brændingerne paa Skærene.
Hunnen føder her sin Unge, som den passer med
stor Omhu; Ungen gaar i øvrigt meget snart
i Vandet. I Yngletiden tager navnlig Hannerne
meget lidt Føde til sig og sulter med Lethed
over en Maaned. Som alle de andre Ø. har
den været Genstand for hensynsløs Jagt, der
har nedsat deres Antal meget betydelig, men
kraftige Fredningsbestemmelser har dog sat en
Bom for denne Vandalisme. De dræbte Dyr
bruges navnlig til Udkogning af Tran, Skindet
til Limkogning. Almindeligst kendt fra
zoologiske Haver er den nærstaaende, men mindre
Kaliforniske Søløve (O. californiana),
der lever sydligere langs Kaliforniens Kyster;
det er et særdeles intelligent Dyr, der med
Lethed kan dresseres til at udføre forbausende
Kunststykker. En sydligere Form er den
Patagoniske Søløve (O. byronia), der
bliver indtil 3 m lang; den gamle Han har ned
ad Halsen en lang Manke, der savnes hos
Hunnen.
Blandt Søbjørnene kan særlig nævnes
Arctocephalus ursinus, der lever i det nordlige
Stillehav. Hannen naar højst en Længde af
2—2,5 m og en Vægt paa c. 250 kg, medens
de paafaldende smaa Hunners Maal næppe er
synderlig mere end det halve heraf, og
Vægten kun 50—60 kg. Hovedet paafaldende kort,
med stærkt hvælvet Pande og store, klare Øjne.
Hannens Hals monstrøs tyk og svær og holdes
opret, naar Dyret ligger paa Kysten.
Knurhaarene bliver højst 16 cm lange; dens
kostbare, bløde, uldne Pels er mørkebrun eller
brunsort, paa Hoved, Hals og Forkrop med
hvide Haarspidser paa de spredte Dækhaar.
En af de mest kendte Ynglepladser er
Pribylofføerne ved Alaska, hvor denne Art samler
sig i umaadelige Skarer, der 1872 kunde
optælles til at omfatte 4700000 Dyr. Hannerne
viser sig gerne først paa deres tilvante
Ynglested, derefter følger de smaa Hunner senere;
de gamle Hanner samler sig ofte indtil 40—45
Hunner; de føder kun 1, meget sjældent 2,
Unger ad Gangen; disse er dækket af tætte
Uldhaar, og kan først gaa i Vandet, naar de
er 4—6 Uger gamle. Desværre maatte deres
Skinds Kostbarhed
medføre, at de blev Genstand
for en overdreven
Forfølgelse, der udartede til
modbydeligt Myrderi; saaledes
dræbtes aarlig 50—100000
paa Øerne, mest unge
Hanner, medens utallige
dræbtes i aaben Sø. Efter 1890
kunde kun dræbes 30000,
derefter 7500 og senere
15000 aarlig, hvis
Bestanden under det etablerede
Statstilsyn skulde kunne
holde sig. Jagten paa de
meget tillidsfulde Dyr er
meget let, idet de paa Land
lader sig drive sammen i
Flokke, som derefter
drives til Slagtepladserne,
hvor Dyret dræbes ved et
Kølleslag over Snuden; 3—4
Mand kan med Lethed
drive 3—4000 Søbjørne, hvorhen
de finder det
formaalstjenligt, idet de blot maa vogte
sig for, at Dyrene bliver for
overhedede og udmattede,
hvorved Skindet lider Skade. Efter Slagtningen
afdrages Skindene og saltes, hvorpaa de sendes
til Garverierne, navnlig til England; her
fjernes Dækhaarene, saaledes at det fine,
fløjelsagtige Pelsværk, der benævnes »Seal«,
fremkommer; det farves for at faa en smuk,
ensartet Farve. Til de sydligere levende Arter
hører den Sydafrikanske Søbjørn
(A. pusillus), der lever i det sydligste
Atlanterhav, ved Kerguelen og New Zealand. Den
Sydamerikanske Søbjørn (A.
australis) jages nu navnlig paa Lobosøerne V. f.
Peru, hvorfra aarlig c. 20000 Skind kommer
paa Markedet.
R. Hg.
 |
| Søbjørne. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
