- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
892

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

men der var langt herfra til Fuldførelsen. De
ungarske Lande protesterede og undlod helt at
vælge Medlemmer til Rigsraadet, der saaledes
kun kom til at bestaa af Repræsentanter for de
østerrigske Lande og indskrænkedes til at
omfatte disses Lovgivning. Partistriden i dette
Rigsraad blev imidlertid saa hidsig mellem
Føderalismens og Centralisationens Tilhængere,
mellem klerikale og liberale, Slaver og Tyskere,
Herrehus og Underhus, at kun yderst faa
praktiske Resultater fremgik af den ny Ordning —
nævnes kan en frisindet Presselov og en
taalelig Kommunallov. Udenrigspolitikken
mislykkedes helt, Regeringens Holdning til den polske
Opstand bragte den Ruslands Uvillie, Afvisning
af Napoleon III’s forskellige Raad til Ordning
af det umedgørlige Venetiens Stilling fjernede
den fra Frankrig, og Forhaabningerne om, at
Preussens upopulære Politik skulde bane Vej
for Ø. som ledende Magt i et samlet tysk Rige
slog fejl ved det Fyrstemøde, som Kejseren
sammenkaldte i Frankfurt 1863. Følgen heraf
var vel en Tilnærmelse til Preussen, men kun
en kortvarig; for efter at Danmark ved Krigen
1864 og Freden i Wien var blevet tvunget til
at afstaa Slesvig, Holsten og Lauenburg til de
to Magter i Forening, blev disse uenige om
Byttet, og Striden om Førerskabet i Tyskland
(se Preussen S. 541) blussede da op igen.

Samtidig hermed havde Opløsningen indadtil
gaaet sin Gang. Efter Krigen 64 var
Rigsraadsoppositionen navnlig mod Regeringens nye
Finansplaner blevet saa voldsom, at Kejseren og
Hoffet som Modvægt herimod søgte Udsoning
med Ungarn. Kejserens Rejse til Ungarn i den
Anledning førte til Ministeriets Fald, og det ny
Ministerium (Belcredi) satte midlertidig
Februar-Forfatningen af 1861 ud af Kraft, til
Forhandlingerne med Ungarn var afsluttet. Midt
under disse indre Vanskeligheder kom det i
Juni 1866 som Følge af de nysomtalte Forhold
i Tyskland til en Krig med Preussen og dets
Forbundsfælle Italien. Kampen mod Preussen
var en Række af Nederlag, af hvilke Slaget
ved Sadova (3. Juli) var det afgørende; over
Italienerne sejredes der vel baade til Lands
ved Custozza (24. Juni, 7-Aarsdagen for Slaget
ved Solferino) og til Søs ved Lissa (20. Juli),
men dermed ændredes ikke Krigens Udgang.
23. Aug. sluttedes Freden i Prag med Preussen
og 3. Oktbr, i Wien med Italien. Ø. maatte
baade afstaa Venetien og give Afkald paa sin
ældgamle Forbindelse med Tyskland. Disse
Nederlag gjorde de paabegyndte Forhandlinger
mellem Rigsdelene endnu mere paatrængende.
I Febr. 1867 fik den ny Førsteminister Beust et
Forlig i Stand med Ungarernes Førere. Deák
og Andrassy, hvorefter Ungarns Selvstændighed
godkendtes, og Monarkiets Tvedeling
gennemførtes. Samtidig sattes Ø.’s Forfatning paa ny i
Kraft, og efter at i Aarets Løb de nærmere
Aftaler var truffet om Fællessagernes Afgørelse,
indskrænkedes Februarforfatningen ved Love af
21 Decbr til Ø. alene, men samtidig fik baade
Rigsraadet og Landdagene udvidet Myndighed,
og de almindelige Borgerrettigheder udvidedes
og sikredes. Fællessagerne for »Det
østerrig-ungarske Rige« var Krigsvæsenet og
Udenrigsstyret, ledede hvert af sin Fællesminister.
Lovgivningsmagten for Fællessagerne var hos
Delegationer fra de to Staters lovgivende
Forsamlinger. De til Fællesanliggenderne fornødne
Penge udrededes af hver Stat i et ved
Overenskomst mellem de lovgivende Forsamlinger
fastsat Forhold (i de første Tiaar fastsattes
Ungarns Andel til 30 %).

Et nyt Ministerium (»Borgerministeriet«), der
Januar 1868 dannedes under Fyrst Carlos
Auersperg, styrede den østerrigske Stat i
tyskliberal Retning, og dermed oprandt et Tidsrum,
hvori Ø. ikke blot nød almindelig Fremgang i
aandelig og materiel Henseende, men ogsaa fik
gennemført en Række indgribende Reformer:
Skolen frigjordes for Afhængighed af det
katolske Præsteskab, Ægteskabslovgivningen
henlagdes igen under Staten, og de afvigende
Trossamfunds Stilling ordnedes, alle under stærke
Indsigelser fra det katolske Præsteskab.
Endvidere vedtoges almindelig Værnepligt og 3
Aars Tjenestetid, og Edsvorneretter indførtes
for politiske Forseelser og Presseforseelser.
Stærkere end heraf prægedes dog disse og de
følgende Aars Politik af de nationale
Modsætninger. Den Overvægt, Tyskerne havde i
Rigsraadet, forbitrede Slaverne, og Tschekkerne gik
saa vidt i deres Opposition, at de undlod at
møde i Rigsraadet og krævede samme Stilling
for Böhmen som for Ungarn. Flere
Ministerskifter foranledigedes herved, indtil det
lykkedes Ministeriet Adolf Auersperg (1871—79) at
vinde Polakkerne, saa det tschekkiske Mindretal
blev betydningsløst over for de forenede Tyskere
og Polakker, et Forhold der yderligere
styrkedes ved en ny Valglov af Marts 1873, som optog
umiddelbare Valg og derved gjorde Underhuset
uafhængigt af Landdagenes Sammensætning og
samtidig forøgede Medlemstallet og derved
ogsaa Tyskernes kunstige Flertal.

I Sommeren 1870 havde Ø. som Svar paa
Dogmet om Pavens Ufejlbarhed ophævet
Konkordatet af 1855 og derved uddybet Kløften
mellem det katolske Præsteskab og det tyske,
liberale Parti. 1874 lykkedes det at faa
gennemført et Par Love, hvorved Statsmagten
opnaaede noget Tilsyn med Præsternes
Uddannelse og med Kirkemidlernes Anvendelse; men
skønt begge Rigsraadets Huse 1876 enedes om
en tredie, der indførte et Statstilsyn med
Klostrene, modtog den ikke kejserlig Stadfæstelse.
Aaret 1870 havde ogsaa væsentlig paavirket Ø.’s
Stilling udadtil. Beust’s Plan at tilvejebringe
et Forbund med Frankrig og Italien, for
derved at sætte en Stopper for Udvidelsen af
Preussens Magt i Tyskland, faldt bort, fordi
Frankrig fremkaldte Krigen alt for tidlig og
uden fornøden Forberedelse. Ø. holdt sig
derfor tilbage i streng Neutralitet og fandt sig
rolig i det tyske Riges Oprettelse. Efter
Krigen nærmede Tyskland og Ø. sig Hinanden, i
1871 afløstes Udenrigsminister Beust, der var
imod denne Politik, af Bismarck’s Ven,
Ungareren Andrassy, og begge Magter stod i nært
Forhold til Tysklands mangeaarige Ven,
Rusland. Under Krigen mellem Rusland og
Tyrkiet var der iblandt Magyarerne en ret
udbredt Stemning for at hjælpe Tyrkerne.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0910.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free