- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
893

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Regeringen havde derimod, endnu før Krigen
udbrød, truffet en hemmelig Aftale med den
russiske om at besætte Bosnien og Herzegovina,
naar Krigen var til Ende. Dette billigedes
ogsaa af de andre Stormagter paa
Berlin-Kongressen 1878 og sattes straks efter i Værk, ja,
Ø. besatte endogsaa Aaret efter Sandschaket
Novibasar, der var af saavel politisk som
økonomisk Betydning for Ø.’s Indflydelse paa
Balkanhalvøen. Dermed skød Ø. sig ind imellem
Montenegro og Serbien, til stor Forbitrelse for
disse Staters serbiske Befolkning, hvis
Holdning over for Ø. under Indflydelse af
Panslavismen (s. d.) blev mere og mere fjendsk.
Ruslands og Ø.’s Rivaliseren paa Balkanhalvøen
havde efter Berlin-Kongressen som saa ofte før
fjernet dem fra hinanden, og da ogsaa
Tysklands gamle Venskab med Rusland fra samme
Tidspunkt var kølnet, indgik Tyskland og Ø.
1879 et Forbund, der 1882 blev tiltraadt af
Italien. Den derved dannede »Tripelalliance«
var et Forsvarsforbund, ifølge hvis
Bestemmelser en allieret, der angribes af to udenfor
staaende Stormagter, skal have Hjælp af de
andre allierede, hvorimod disse kun er
forpligtet til velvillig Neutralitet, hvis den tredie
tvinges til at erklære Krig som Følge af en
udenfor staaende Stormagts Trusler (Traktatens §§
3 og 4).

I Febr 1879 foregik et Ministerskifte i Ø., idet
Fyrst Auersperg afgik, nærmest fordi det tyske
liberale Parti misbilligede Bosniens
Tilknytning, og et halvt Aar senere indtraadte et
virkeligt politisk Skifte, idet Grev Taaffe, der
allerede 1867 havde medvirket til Ordningen af
Forholdet til Ungarn og 1870 havde deltaget i
Forsøget paa at faa Udsoning med Slaverne, nu
fik det Hverv at gentage Forsøget. Ministeriet
Taaffe (1879—93) støttede sig efterhaanden
mere og mere til de klerikale og Slaverne. Den
Sag, der nu traadte i Forgrunden hos disse
sidste, var Kravet om Sprogenes
Ligeberettigelse. Særlig for Böhmen gennemførtes en
Række Love i denne Retning — for
Skolelovenes Vedkommende med klerikalt Præg — og
Tyskernes heftige Modstand hjalp ikke,
Tschekkerne var Flertal i Böhmens Landdag, og det
blev nu Skik, at der i Ministeriet ved Siden
af Fagministrene optoges en særlig Minister for
det polske og det tschekkiske Folk. Ny Valg
til Underhuset 1885 forstærkede det
ministerielle Flertal, og ved gentagne Udnævnelser til
Herrehuset fik Ministeriet ogsaa Overvægten
her. 1886 foreslog Tyskerne en administrativ
Deling af Landet efter Sproggrænsen, saaledes
at der i den tyske Del kun skulde være tysk
Forvaltningssprog og ligeledes i den
tschekkiske Del kun tschekkisk; en tilsvarende Ordning
skulde træffes med Hensyn til Domstolene. Men
Tschekkerne, som holdt fast ved Landets
Enhed og ved begge Landssprogs Ligestilling over
hele Landet, vilde ikke gaa ind derpaa, og
Tyskerne besluttede sig da 1888 til at udtræde
af Landdagen, skønt de tidligere stærkt havde
dadlet Tschekkerne, naar de gjorde noget
lignende Skridt. Da Taaffe tilsidst havde bragt
en Art Forlig i Stand mellem de maadeholdne
paa begge Sider, viste det sig, at de mere
yderliggaaende Ungtschekker var i Stand til
at hindre Roen, og da det kom til
Haandgribeligheder i Prag, erklæredes denne By og Omegn
i Belejringstilstand. — Over for Ungarn
lykkedes det Ministeriet at faa denne Rigsdels Bidrag
til Fællesudgifterne forhøjet til 32 %.

1882 var gennemført en Udvidelse af
Valgretten, hvad der havde medført en begyndende
social Lovgivning; men da Taaffe 1893 vilde
have en ny Valgretsudvidelse gennemført,
svigtede de konservative ham, og han maatte gaa
af. Under et følgende Ministerium, Badeni,
kom dog en ny Valglov, hvorefter der gaves
almindelig Valgret til 72 nyoprettede
Mandater, medens Census stadig gjaldt til de
hidtidige Mandater. Ved det derefter følgende
Valg (Marts 1897) kom Socialdemokraterne
første Gang ind i Rigsraadet; Tyskernes Parti
opløstes i 8 Smaagrupper, Slavernes og de
klerikales Medlemsantal forøgedes stærkt. Badeni’s
Hovedopgave var at faa en ny Overenskomst
med Ungarn angaaende dets Bidrag til
Fællesudgifterne, og for at faa et Flertal tilvejebragt
hertil søgte han at vinde de mandstærke
Ungtschekker ved nye Sproganordninger for
Böhmen og Mähren. Men da det heri bl. a.
bestemtes, at enhver i disse Lande herefter ansat
Embedsmand skulde være det tschekkiske Sprog
mægtig, vakte det blandt Tyskerne et saadant
Raseri, ledsaget af voldsomme Skandalescener
i Rigsraadet, at Badeni Novbr. 1897 maatte
gaa af uden at have faaet gennemført nogen
Overenskomst med Ungarn. Gautsch, som
fulgte efter ham, tog hans Anordninger tilbage
og udstedte andre i Stedet, men de vandt ikke
mere Bifald og blev ligeledes tilbagekaldte 1899.
Under den senere Minister Körber
(Jan. 1900—Decbr 1904) gjordes ny frugtesløse Forsøg
paa at opnaa en Udsoning mellem Tyskere og
Tschekker, og der fremsattes ogsaa Forslag til
ny Sproglove med en Deling af Böhmen i 5
tschekkiske, 3 tyske og 2 blandede Retskredse;
men det var ikke muligt at føre dem igennem
i Rigsraadet. Tschekkerne fordrede fuld
Ligestilling for begge Sprogene over hele Böhmen.
Vel lykkedes det Körber at faa et 1901 valgt
nyt Rigsraad til at vedtage Forslag af
almennyttig Art (Jernbane- og Kanalanlæg), men den
opslidende Partikamp med Obstruktion snart
fra den ene Side, snart fra den anden lammede
efterhaanden alt frugtbart Arbejde, saa ikke
engang Budgetterne kunde vedtages, men
maatte ligesom Ungarns Andel i Fællesudgifterne
fastsættes ved Nødlove, udstedte af Regeringen
ifølge Forfatningens § 14. Kampen førtes ikke
blot mellem Tyskere og Slaver, ogsaa over for
Jøder, Italienere og Ungarer var Striden
staaende. Blandt Antisemitterne fremhævede nogle
særlig det nationale Modsætningsforhold til
Jøderne og fandt Tilslutning i den altyske
Gruppe, der ønskede det tyske Ø.’s Forening med
Tyskland; hos andre var Bevægelsen mere
religiøst farvet, og de kom i høj Grad til at præge
det kristelig-sociale Parti, der under den
evnerige wienske Borgmester Luegers Ledelse fik
meget stor Indflydelse. Over for Italienerne
havde Ministeriet Körber indrettet italienske
Retsforelæsninger ved Universitetet i Innsbruck;

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0911.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free