- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XXV: Werth—Øyslebø /
895

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Østerrig (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

sig, proklamerede Bosniens og Herzegovinas
Anneksion samtidig med, at Fyrst Ferdinand af
Bulgarien erklærede sig for uafhængig Tsar
(Oktbr 1908). Som Vederlag rømmede Ø.
Novibazar. Forvandlingen af Okkupationen af
Bosnien og Herzegovina til en Anneksion var et
egenmægtigt Brud paa en international Traktat
(Berlin-Traktaten), idet den fandt Sted uden
Samraad med de andre Magter og først
bagefter meddeltes disse som en fuldbyrdet
Kendsgerning. Tyrkiet protesterede ved en følelig
Boykotning af østerrigske Varer, hvad der
tvang Ø. til at udbetale en større
Erstatningssum for tyrkiske Statsdomæner i Bosnien og
Herzegovina. Rusland vilde have Vestmagterne
med til en Konference om Sagen, hvad
Aehrenthal dog vidste at forpurre, og Serbien og
Montenegro ansaa deres Stilling for politisk og
økonomisk truet, naar Stormagten ved
Indlemmelsen af det af Serbere beboede Bosnien
skød sig ind imellem dem. I Tillid til det
panslavistisksindede Ruslands Støtte blev disse
Landes Holdning meget udæskende; men med
Tyskland ved sin Side fik virkelig Aehrenthal
omsider den fuldbragte Daad anerkendt af
Magterne. Aehrenthal blev som Anerkendelse
for den heldigt gennemførte Udvidelse af
Rigets Grænser ophøjet i Grevestanden. Den store
Indflydelse, Ø. hermed havde faaet paa
Balkanhalvøen, vakte som anført den yderste Uvillie
hos det serbiske Folk, og da Serbiens
Landomraade og Anseelse betydelig forøgedes ved
Balkankrigene 1912—13, kunde det med
Rusland i Ryggen, optræde langt kraftigere end
hidtil mod Ø. I Bosnien, hvor den serbiske
Befolkning saa hen til en Forening med
Stammefrænderne, og hvor Landdagens Flertal var
serbisk, var der fra nu af stadig Uro, og
betydelige Troppemasser maatte til for at holde Ro
og værne Grænserne mod Serbien. Under
saadanne Forhold blev den østerrigske Tronfølger
under et Besøg i Bosniens Hovedstad Sarajevo
myrdet den 28. Juni 1914. Da den østerrigske
Regering mente, at serbiske Embedsmænd var
medskyldige, stillede Ø. Serbien et Ultimatum,
som den serbiske Regering hverken vilde eller
kunde efterkomme i alle Punkter, og i Tillid til
Rusland nægtede den at gaa ind paa Kravene
i deres fulde Omfang. Dette blev Anledningen
til Verdenskrigen (s. d., S. 770).

Trods Loyalitetserklæringer fra de slaviske
Folkeslag turde Sturgkh ikke indkalde
Rigsraadet, der ikke havde været samlet siden
Marts, af Frygt for, at dets Forhandlinger
skulde føre til Rigets Sprængning. Han kunde
saaledes uden Kontrol gennemføre et haardt
og hensynsløst Politi- og Militærstyre, der i
Forening med en stærk Agitation fra Fjendens
Side førte til Masserømninger fra de
tschekkiske Regimenter, Oprettelse af tschekkiske
Troppestyrker i de fjendtlige Hære og mod
Regeringen aabenlyst fjendtlige Handlinger fra
tschekkiske Embedsmænds Side. Over for de
neutrale Naboer var Stillingen vanskelig.
Italien havde erklæret sig neutral;
Tripelalliancen krævede jo ikke andet af det. Men dets
Holdning viste, at Neutralitetens Vedvaren
maatte købes med Landafstaaelser fra Ø.’s Side,
og da Udenrigsminister Berchtold ikke vilde
rette sig efter Tysklands Raad i den Retning,
gik han af (Jan. 1915). De Landafstaaelser,
hans Efterfølger, Baron Burian, tilbød, slog
imidlertid ikke til, og Italien erklærede Krig
Maj 1915. Paa lignende Maade forholdt det sig
med Rumænien over for Ungarn, hvis faste
Modstand mod Afstaaelser førte til Rumæniens
Deltagelse i Krigen paa de allierede
Vestmagters Side (Aug. 1916). Disse Nederlag for
Rigets Politik i Forbindelse med fortsat
Haardhed i det indre Styre medførte, at Minister
Stürgkh blev skudt af Venstresocialisten Fr.
Adler (21. Oktbr). Maanedsdagen derefter (21.
Novbr. 1916) døde den gamle Kejser, og hans
Brodersøns Søn besteg Tronen under Navnet
Karl I (1916—18). I disse Maaneder lededes
Ministeriet af Körber, der paabegyndte
Foranstaltningerne mod
Ernæringsvanskelighederne.

Den ny Kejser, der var stærkt paavirket af
sin Ægtefælle, den ententevenlige bourbonske
Prinsesse Zita, var ivrig for at fremme de
Fredsbestræbelser, som allerede havde taget
deres Begyndelse før hans Tronbestigelse. Burian
havde søgt at formaa Tyskland til sammen
med Ø. at stille konkrete Fredsforslag; men
det førte kun til en almindelig Erklæring af 12.
Decbr om Centralmagternes Fredsvillighed. Den
bøhmiske Adelsmand, Grev Czernin, der nu
blev Udenrigsminister, arbejdede for en Fred,
hvorved Ø. kunde bestaa som Stormagt, selv
om det maatte gaa med til Afstaaelser, men søgte
forgæves at faa det af Militærkredsene
beherskede Tyskland med til samme Politik. De
allieredes Svar paa Fredstilbudet af Decbr 1916 var
imidlertid saa afvisende, at Ø. om end
modvilligt gik med til den uindskrænkede
Undervandsbaadskrig. Ogsaa indadtil fik de allieredes Svar
Betydning. Der var bl. a. blevet krævet
Anerkendelse af de undertrykte Folkeslags
Selvbestemmelsesret. Alle de slaviske Folkegrupper
afviste denne Indblanding i de indre
Anliggender, og paa Grundlag af disse Tilkendegivelser
sammenkaldte Førsteminister
Clam-Martinitz Rigsraadet (31. Maj 1917).
Folkegruppernes Selvstændighedstrang var imidlertid til
Trods for ovennævnte Erklæringer vokset
under den ulykkelige Krig. Ministeriet afløstes af
Ministeriet Seidler, der satte sig som Maal
at bygge Riget op paa Grundlag af hver
Nations Selvstændighed som Stat. Men det var
for sent. Fra Begyndelsen af 1918 gik
Bestræbelserne hos hver enkelt Nation ud paa
fuldstændig Løsrivelse fra Riget. Allerede 12.
Januar erklærede de tschekkiske Deputerede paa
et Møde i Prag, at deres fremtidige Stilling
skulde afgøres paa den kommende
Fredskonference, altsaa som internationalt Anliggende,
hvad der førte til et Krav (22. Jan.) fra
Tyskerne i Böhmen om en særlig tysk Provins
i Böhmen. Den 9. Februar sluttede
Centralmagterne Fred med den ny ukraineske Stat.
Det af Østerrigerne fra Rusland erobrede
Cholm-Omraade blev tildelt Ukraine, hvorover
Polakkerne, til hvis Stat Omraadet tidligere
havde hørt, følte sig krænket; de afholdt sig
fra Deltagelse i Rigsraadsarbejdet og truede

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:04:12 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/25/0913.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free