Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Danmark (Almindelig Topografi)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
at de ønskede en samlet Afstemning for
Nordslesvig, men tillige Mulighed for de Distrikter
i Mellemslesvig, der rejste Kravet, til ligeledes
at stemme om, hvorvidt de vilde tilbage til
Danmark. 28. Novbr henvendte den danske
Regering sig til De Forenede Stater, England,
Frankrig og Italien med Forespørgsel om,
hvilken Fremgangsmaade de Allierede ønskede. 10.
Decbr svarede den franske Regering, at man
burde fremsende en officiel Anmodning om
Sagens Forelæggelse for Fredskonferencen, og en
saadan tilstilledes da 12. Decbr de fire Lande.
17. Decbr modtog Regeringen en Adresse fra
Mellemslesvig med mere end 4000
Underskrifter om Afholdelse af Afstemning ogsaa i disse
Egne. Ud fra disse Forudsætninger fik den
danske Gesandt i Paris Bernhoft Instruks om
at tilstræbe en Afgørelse gennem Afstemning for
Nordslesvig (indtil Krusaa og Skelbæk) som en
Helhed, hvis Flertal blev afgørende for hele
Omraadets Skæbne, og for Mellemslesvig
distriktsvis — idet det tilføjedes, at Danmark,
saafremt en Afstemning »mod Forventning«
ikke vilde blive indrømmet af de Allierede,
kunde modtage Nordslesvig uden en saadan og
ogsaa mellemslesvigske Segne med utvivlsomt
dansktalende Flertal, men derimod ikke
Flensborg og nærmeste Omegn, hvis Tilslutning til
Danmark maatte være absolut betinget af en
»udtrykkelig Tilkendegivelse« ved »en fri
Afstemning«. Instruksen billigedes af et af
Rigsdagen nedsat »politisk Udvalg«, Gesandten fik
Magister H. V. Clausen til sagkyndig
Medhjælper, en Delegation af danske Politikere fra
de forskellige Partier og sønderjydske Førere
var i Marts i Paris for at forhandle med den
Kommission paa Fredskonferencen, hvortil
Sagen var henvist.
Imidlertid fremvoksede der i Løbet af
Vinteren 1918—19 paa Trods af den officielle
Grænsepolitik med dens strenge Maadehold i
vide Kredse af det danske Folk Bevægelser i
Retning af videregaaende Krav; særlig
samledes mange om det Synspunkt, at Danmark
havde en Ret til at faa Flensborg sammen
med Nordslesvig, fordi Flensborg 1864 havde
været dansk-sindet, men der ytrede sig ogsaa
en Bevægelse for at faa Grænsen skudt helt
ned til Danevirke. Ad private politiske Veje
lykkedes det at faa disse Tanker gjort
gældende overfor Fredskonferencen. 8. Maj kom
den overraskende Meddelelse til Danmark, at
Konferencen havde vedtaget Afstemning ikke
blot i en 1. Zone (Nordslesvig) og en 2. Zone
(Flensborg og mellemslesvigske Distrikter), men
ogsaa i en 3. Zone med Danevirke som
Sydgrænse og indbefattende Ejdersted; fra den
officielle danske Delegations Side havde man
udtrykkelig bedt om ikke at faa Afstemning
saa langt mod Syd, og med 124 Stemmer mod
30 vedtog Rigsdagen 12. Maj en Udtalelse om,
at den fastholdt den herigennem ytrede
Opfattelse (med særlig Kraft hævdet af de to
Historikere N. Neergaard og P. Munch). Paa
Forslag af Wilson og Lloyd George vedtog
Fredskonferencen at stryge Bestemmelsen om
Afstemning i 3. Zone. 28. Juni 1919
underskreves sammen med Versaillesfreden i dens
Helhed en Traktat angaaende
Afstemningsreglerne i 1. og 2. Zone, men den kunde ligesom
de øvrige Bestemmelser i denne Fred først
træde i Kraft 10. Jan. 1920. Der skulde være
Afstemning i 1. Zone som Helhed, i 2. Zone
med Opgørelse af Resultatet kommunevis,
hvorefter de allierede Hovedmagter vilde trække
en Grænselinie »der hviler paa Resultatet af
Afstemningen, og som tager Hensyn til de
forskellige Steders geografiske og økonomiske
Forhold«. Stemmeret havde alle i den paagældende
Zone fødte eller før 1900 bosatte Personer. 10.
Febr. stemtes der i 1. Zone. Resultatet var
75431 Stemmer for Danmark, 25329 for
Tyskland; 91,45 % af alle stemmeberettigede havde
stemt, og af de stemmende var 74,85 % for
Danmark og 25,15 % for Tyskland. 14. Marts
stemtes der i 2. Zone. 51724 stemte for Tyskland,
12800 for Danmark, i selve Flensborg
henholdsvis 27081 og 8944; for hele Zonen var
det 80 % for Tyskland og 20 % for Danmark.
Grænsespørgsmaalet kom til at gribe stærkt
ind i indre dansk Politik. Baade Danevirke-
og især Flensborgbevægelsen paavirkede
Stemningen blandt de Konservative og ogsaa
indenfor Venstre, hvilket sidste Parti var principielt
enigt med Regeringen i at ønske en national
Grænse, men tilkendegav en stærkere Interesse
for 2. Zone, bl. a. gennem forgæves Støtte til
Kravet om, at Afstemningens Frihed skulde
sikres gennem de tyske Myndigheders og
Troppers Rømning af Landet helt ned til
Danevirke. At Regeringens Stilling ikke var
tilstrækkelig »national«, gav et ikke
virkningsløst Grundlag for Angreb paa den, Angreb, der
dog kun bestyrkede Zahle og hans Kolleger i
Troen paa deres Uundværlighed, naar det
gjaldt om at tilvejebringe en i egentlig
Forstand national Løsning af Grænsespørgsmaalet.
Mere end ved sin Indsats i den sønderjyske
Politik svækkedes Regeringens Stilling ganske
sikkert ved Udviklingen af de sociale Forhold.
En Paavirkning af Samfundsopløsningen i de
krigshærgede Lande fandt Sted ogsaa i
Danmark, Arbejdsløshed og den voldsomme
Prisstigning gav Forudsætninger nok for Uro i
Arbejderklassen og endog for visse
revolutionære Rørelser (saaledes ret alvorlige Optøjer
paa Grønttorvet i Kjøbenhavn straks efter
Krigens Slutning 1918). Arbejderklassen satte i det
hele en pludselig og voldsom Kraft ind paa
Kravene om 8 Timers Arbejdsdag og store
Lønforbedringer, men naaede ikke disse
Resultater uden mange og omfattende Strejker,
hvoraf navnlig Havnestrejken 1919 virkede
skræmmende som Trusel mod Landets Eksport
og Erhvervsliv. Tendenser i Retning af Uro
og Misfornøjelse prægede samtidig de
erhvervsdrivende Klasser, der i stigende Grad ytrede
Ønske om at komme bort fra Krigstidens
Reguleringer.
Allerede i Marts 1919 tegnede det til et
Regeringsskifte. Som Betingelse for et ved de
forhøjede Statsudgifter nødvendiggjort
Regeringsforslag om Statslaan havde Landstinget
krævet Augustloven 1914 ophævet. 1. Marts
indgav Ministeriet Zahle sin Afskedsbegæring,
men Kongen erklærede efter Overvejelser ikke
at ville udnævne en Regering, som ikke var i
Overensstemmelse med Folketingets Flertal, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>