Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind III: Benzolderivater—Brides / 406 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Comments? |

Print (PDF) - On this page / på denna sida - Blessure, se blessere. - Bletonisme (gr.), Føling af Kilder *c: den Evne at kunne mærke underjordiske Kilder ell. Vandaarer - bleu (fr.), blaa, benyttes i en Del Sammensætninger som Betegnelse for forsk. blaa Farver - Bleyle, Karl, tysk Komponist, (1880- ) - bliaud, middelalderligt Klædningsstykke, hvoraf Blusen er opstaaet - Blicher, Steen Steensen, dansk Digter, (1782-1848)

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Blessure [da. -’sy.r_ə, f r. blæ’sy.r], se
blessere.

Bletonisme (gr.), Føling af Kilder ɔ: den
Evne, som visse Personer har til at kunne
mærke underjordiske Kilder ell. Vandaarer og
angive det Sted, hvor man skal grave for at
finde Vand. Bletonisten, Kildesøgeren, benytter
sig sædvanlig af en lille Stok (virgula,
Ønskekvist, s. d.), der alt efter sin Form og den
Maade, hvorpaa den holdes, angiver Vandets
Tilstedeværelse ved en Rotation ell. Bøjning.
Denne Kunst blev først nærmere kendt 1630,
da en Baron de Beau-Soleil lærte den i
Böhmen og derfra bragte den til Frankrig. Endnu
i vore Dage findes der baade i Nordeuropa og
Amerika Kildesøgere, som med stort Held
»udviser Brønde«; de benytter som oftest en
tvedelt Y-formet Pile- ell. Hasselkvist, der holdes
vandret i Hænderne og ved sin Bøjning
angiver Stedet. Den navnkundigste »Kildesøger«
i Norge i nyere Tid var den saakaldte
»Vis-Knut« (s. d.). (Litt: Chevreul, De la
baguette divinatoire [Paris 1854]; A. Helland,
»Om Ønskekvisten« i norsk »Dagbladet« 1883,
Nr 151, 153 og 155; Barrett, On the socalled
Divining Rod: Proceedings of the society for
psychical Research, Bd 13 & 15 [London 1898
og 1901]).
Alfr. L.

bleu [blø] (fr.), blaa, benyttes i en Del
Sammensætninger som Betegnelse for forsk, blaa
Farver. Saaledes b. de France og b. Raymond,
Berlinerblaat paa Silke; b. à l’alcool, b. extra,
de Lyon, de nuit, de Paris, lumière, purifié,
direct, soluble, Fællesbetegnelser for en Del
blaa Rosanilinfarvestoffer; b. Coupier, Indulin;
b. fluorescent, Resorcinblaat,
Hexabrom-Diazoresorcin-Ammonium; b. de Pateaux,
b. Madras, Metylenblaat; b. mourant, matblaa; b. foncé,
dybblaa.
K. M.

Bleyle [bla^il_ə], Karl, tysk Komponist, f.
7. Maj 1880 i Feldkirch, studerede opr. Violinspil
under Singer i Stuttgart, men en Armlidelse
tvang ham til at opgive Studiet, og han
helligede sig til Komposition, hvori Thuille i
München blev hans Lærer. B., der lever i
München, har ladet opføre en Symfoni, nogle
Værker for Kor og Orkester – til Dels til
Nietzscheske-Tekster - samt Orkesterfantasien
»Flagellantenzug«, der navnlig har vakt
Opmærksomhed for hans Navn.
W. B.

bliaud [bl_io], middelalderligt
Klædningsstykke, hvoraf Blusen er opstaaet. Ordet
betegner i 12. og 13. Aarh. en lang Overkjortel,
der bares baade af Mænd og Kvinder af
Overklassen og maaske stammer fra Orienten.
I Slægt hermed er isl. blæja, et kortere
Overklæde (se Dragt).
J. O.

Blicher, Steen Steensen, dansk Digter,
f. i Vium Præstegaard 11. Oktbr 1782, d. i
Spentrup Præstegaard 26. Marts 1848. Hans
fædrene Slægt havde gennem fl. Led været
jyske Præster og var opr. udgaaet fra den
jyske Bondestand; en vendsysselsk Bondekarl,
Ove Horsens, kom i Lære hos en Købmand B.
i Aalborg, hvis Datter han fik til Ægte mod at
antage Navnet B. Hans Moder, Christine
Marie, f. Curtz, en tungsindig Natur, der endte i
Vanvid, var en Søsterdatter af Etatsraad Steen

St. St. Blicher

de Steensen til Avnsbjerg, efter hvem Digteren
blev opkaldt. Faderen, Niels B., var en ret
ejendommelig Mand; han syslede teoretisk med
Landvæsenet, fremmede Dyrkningen af
Kartofler og Handelsplanter, holdt Aftenskole
for den konfirmerede Ungdom, skrev Digte og
var endelig en ivrig Jæger – lutter Træk,
som man igen møder hos Sønnen. Det var »paa
Skellet mellem Heden og Marken«, at B. voksede
op. Inde i den lave, trange Præstegaard maatte
han under Faderens Vejledning slide i de gl.
Sprog; det gik tungt; thi han havde i sin
Barndom et daarligt Nemme og var fra Fødslen
af svagelig. Han følte sig mere hjemme ude i
den fri Natur; mangen en Gang har han staaet
oppe paa den højtliggende Kirkegaard, »naar
Solen skred ned i NV. bag Lyshøj, og hørt
paa Rørdrummens Sang nede i Bastrup Sø«.
Ofte opholdt han sig paa Avnsbjerg hos Steen
de Steensen; men i den barnløse, stive
Herregaardsfamilie følte han sig ufri, som han var
indespærret i et Fængsel. 1795 blev Faderen
forflyttet til Randlev. Her gjorde B. en
Oplevelse, som han selv tillægger stor Bet.; han
blev nemlig i 14 Aars Alderen forelsket i en
16aarig nygift Frue, der »kyssede, klappede,
tog ham i Favn, baade under fire og fl. Øjne
saa længe, at Spøgen gerne kunde være blevet
til Alvor, hvis ikke Manden lykkeligvis havde
faaet Ansættelse i en fjern Provins«. Han tror
selv, at denne »ikke Sanse-, men Sjælerus var
hans Indvielse til Digter«. Kort efter denne
Begivenhed sagde han, 14½ Aar gl, Farvel til
sit Friluftsliv for i Randers Latinskole at
forberedes til Student. Han var ved sin Indtrædelse
i Skolen langt tilbage; men den jyske,
sejge Energi i hans Natur hjalp ham igennem
Vanskelighederne; »ved ufortrøden Selvanstrengelse«
fik han Artium med Udmærkelse og
blev indskrevet som akademisk Borger 12.
Novbr 1799; ikke fuldt 17 Aar gl, 4. Apr. 1800,
tog han Philosophicum og Aaret efter (12. Maj)
Philologicum, begge med meget smukt Udfald.
Han skulde nu efter sin Faders Ønske tage fat
paa Teologien; men en uforsigtig Svømmetur i
den paafølgende Sommer paadrog ham en
meget alvorlig Brystsvaghed og Nervesvækkelse.
Lægerne opgav ham, og saa tog han Kuren
i sine egne Hænder. Novbr 1801 forlod han
Kbhvn for at overtage en Huslærerplads hos
Holger Foss paa Gaarden Holgershaab i den
nordlige Del af Falster. Her fik han sit
Helbred igen, idet han, i St f. at holde streng

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>