Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - bona officia (lat.), egl. »gode Tjenester«, bruges i Folkeretten om venskabelige Raad og Henstillinger - bon a pace (lat.) i (god) Fred, i god Ro, ubekymret. - Bonaparte (ital. Buonaparte), gammelt ital. Adelsnavn - Carlo B., (1746-1785) - 1) Joseph B., (1768-1844)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
tillader det, vil søge en ell. fl. venskabelige
Magters b. o. ell. Mægling, og de har derhos
erklæret det for nyttigt og ønskeligt, at
udenforstaaende Magter i paakommende Tilfælde af
egen Drift tilbyder deres Mellemkomst, hvilket
Tilbud de stridende Parter aldrig skal have
Ret til at opfatte som en uvenskabelig
Handling. (Litt.: Stier-Somlo, »Handbuch des
Völkerrechts« III, 3. Abteil., S. 11—23).
P. J. J.
bona pace (lat.) i (god) Fred, i god Ro,
ubekymret.
Bonaparte (ital. Buonaparte), gammelt
ital. Adelsnavn. I Middelalderen bares det af
Slægter i Firenze, Treviso, Bologna, San
Miniato og i fl. Byer i Lombardiet; de spillede
en Rolle baade i civile og militære Stillinger
uden dog at faa fremragende hist. Bet. De har
næppe haft fælles Ophav. Gabriele B. fra
Sarzana (af Firenze-Slægten) bosatte sig midt i
16. Aarh. i Ajaccio, hvor hans Ætmænd snart
efter nævnes bl. Stadens Ældste, og hvor
allerede tidlig en Gade bar B.’s Navn. Fra
Gabriele nedstammede Luciano B.,
Ærkediakon i Ajaccio, og dennes Broder,
Napoleone B.; disses Brodersøn var nedennævnte
Carlo B., Kejser Napoleon I’s Fader.
Carlo B., f. i Ajaccio 29. Marts 1746, d. i
Montpellier 24. Febr 1785, studerede
Lovkyndighed i Pisa og blev Advokat. Han var en
begavet, ærgerrig Mand, der med urolig
Foretagsomhed stræbte at arbejde Familien op fra
dens beskedne provinsielle Kaar. Han støttede
Paoli i hans Kamp mod Franskmændene, til
hvem Genueserne havde overladt Korsika, men
da Paoli’s Parti bukkede under, erklærede B.
sig for de ny Magthavere og blev 1772 udnævnt
til kgl. Raad og Regeringsassessor i Provinsen
Ajaccio. Som Medlem af den Adelsdeputation,
der 1778 fra Korsika gik til Hoffet i Versailles,
kom B. til Frankrig, ledsaget af sine to ældste
Sønner: Joseph blev sat i det gejstlige Seminar
i Autun, Napoleon i Militærskolen i Brienne.
Atter 1784 gik B. til Frankrig, denne Gang
ledsaget af sin tredie Søn, Lucien, og sin Datter
Maria Anna (ɔ: Elisa), hvilken sidste kom i
Opdragelsesanstalten St Cyr. B. havde Marts
1764 ægtet Maria Letizia de’
Ramolini, af en lombardisk Adelsslægt, der var
indvandret c. 1500, f. i Ajaccio 24. Aug. 1749, d.
2. Febr 1836, en Dame af stor Skønhed og
endnu større Forstand, Karakterstyrke og
Energi; de fik 12 Børn, hvoraf 8 blev voksne.
Da hendes Fødeø 1793 for en Stund kom i
Englændernes Vold, forlod Mme Letizia med sine
Børn Korsika og bosatte sig i Marseille, hvor
hun og Døtrene levede i trange Kaar, dels af
Understøttelse som fordrevne Patrioter, dels af
Syarbejde. Efter Statskuppet 18. Brumaire
opslog hun sin Bolig i Paris, hvor hun 1804, da
hendes næstældste Søn kronedes til de
Franskes Kejser, fik Titlen Madame Mère og en
straalende Hofstat. Desuagtet var Letizia
bestandig fordringsløs og sparsom og synes endog
midt under Kejserdømmets Herlighed stedse at
have haft en Anelse om, at det ikke vilde være
af lang Varighed. Efter Napoleon’s Fald trak
hun sig tilbage til Rom tillige med sin
Stifbroder, Kardinal Fesch.
B.’s og Letizia’s Børn og disses
Efterkommere kaldes efter den største og navnkundigste
af dem alle Napoleoniderne. Da
Napoleon blev Kejser, fik ved Senatsresolutionen af
26. Novbr 1804 hans to Brødre Joseph og Louis,
og deres Ætmænd og ligeledes 24. Septbr 1806
den tredie Broder, Jérôme, Successionsret til
den fr. Trone. Da den ældste Broder, Joseph,
kun havde Døtre, blev det saaledes Louis
B.’s Sønner, der var de eventuelle
Tronarvinger, og det var da ogsaa Louis’ tredie Søn, som
senere hen i Tiden for en Stund genoprettede
Kejsertronen (Napoleon III, s. d.). Ved
kejserligt Dekret af 24. Decbr 1852 erklæredes
Jérôme’s Sønner af andet Ægteskab for
eventuelle Tronarvinger.
Carlo B.’s og Letizia’s Børn:
1) Joseph B., f. i Corte 7. Jan. 1768, d. i
Firenze 28. Juli 1844. Efter at have forladt
Seminariet i Autun studerede han Lovkyndighed
i Pisa og nedsatte sig 1788 i Bastia som
Advokat. Han
sluttede sig en
Tid lang til
Paoli’s Parti;
men 1793
forlod han med
sin Moder og
sine Søskende
Korsika og
begav sig til
Frankrig.
Efter at Toulon
var taget
tilbage af de
Franske, blev
han
Krigskommissær i
Marseille og
giftede sig
snart efter.
1796 ledsagede
han sin Broder, Napoleon, paa Felttoget i Italien,
og da Englænderne maatte rømme Korsika,
overtog han Forvaltningen af denne Ø. Alt som
Napoleon’s Stjerne steg, steg ogsaa J.’s. Den
yngre Broder saa hen til ham som sin
Barndoms Kammerat og Fortrolige og vurderede
hans Evner højt; men bag J.’s jævne,
elskværdige Væsen laa stor Selvbevidsthed og
Ærgerrighed, og som Slægtens Hoved var han ikke
til Sinds at bøje sig for den yngres naturlige
Overlegenhed; han forfulgte tidlig selvstændige
Maal og stod i Forbindelse med Kredse, der
var Broderen fjendske. 1797 blev han den fr.
Republiks Gesandt i Parma og Aug. s. A. i
Rom. Efter Duphot’s Mord forlod han Rom og
vendte tilbage til Frankrig, hvor han fik Sæde
i de 500’s Raad. Efter Napoleon’s Tilbagekomst
fra Ægypten arbejdede J. paa at vinde Siéyes
o. a. Indflydelsesrige for en
Forfatningsforandring i den af Broderen ønskede Retning og fik
efter Statskuppet 18. Brumaire Plads i den
lovgivende Forsamling. 1800 deltog han i
Afslutningen af Venskabs- og Handelstraktaten
mellem Frankrig og de forenede nordamerikanske
Fristater, underhandlede dernæst for Frankrig
i Lunéville og undertegnede som fr. Sendemand
 |
| J. Bonaparte. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
