Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Brasilien (Republica dos estados unidos do Brazil), Republik i det østlige Sydamerika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Sá at fordrive Franskmændene. Under
Krigen med Hollænderne erobrede disse, 1624,
Bahia, som de dog allerede næste Aar maatte
forlade. 1630 erobrede de derimod Olinda og
Pernambuco. Sidstnævnte By blomstrede
hurtig op og blev Hovedstad i en holl. Koloni, som
strakte sig fra Rio Real til Maranhão. 1654
kom dog atter hele Landet i Portugals
Besiddelse.
I 17. og 18. Aarh. trængte Kolonisationen frem
i Landets Indre. Paulisterne var
Foregangsmændene. De gennemstrejfede Landet indtil
Perus Grænser for at søge Guldminer og for at
fange Indianere, som de førte til Kysten for
at sælge dem som Slaver til Sukkerplantagerne.
De grundede Kolonier dels mod S. i Rio Grande
do Sul, dels i det Indre i Matto Grosso, Minas
Geraes og Goyaz. Der maatte snart komme
Strid mellem Paulisterne, der fangede ell.
udryddede Indianerne, og Jesuiterne, der for at
hæve deres Kultur samlede dem i Kolonier
(Missiones) og oplærte dem til Agerbrug. 1630
maatte Jesuiterne p. Gr. a. Paulisternes Angreb
forlade deres Kolonier ved Paranás mellemste
Løb og Ø. f. Rio Uruguay og forlægge dem til
de nuv. Missiones i Argentina. Ogsaa mod N.
i Maranhão og Pará bredte der sig en Bevægelse
mod Jesuiterne, og da disse i de flg. Aars
Grænsestridigheder med Spanien tog aabenlyst Parti
mod Portugal og søgte at danne en selvstændig
Indianerstat under deres Ledelse i det Indre
af Sydamerika, forviste Pombal (1759)
Jesuiterne. Aaret i Forvejen var Indianerslaveriet
blevet forbudt, men dermed var Forfølgelserne
mod dem ikke ophørt. 1743 var Porto Alegre
blevet grundlagt og 1747 Rio Grande do Sul.
1680 grundlagdes Kolonien Sacramento i det
nuv. Uruguay. Derved blussede Striden med
Spanien atter op og endte først 1777 ved en
Traktat, ifølge hvilken Spanien beholdt Uruguay,
medens Portugal anerkendtes som Herre over
Rio Grande do Sul og Santa Catherina. 1762
var Rio de Janeiro blevet B.’s Hovedstad. Mod
Slutn. af 18. Aarh. begyndte Nationalfølelsen
og Uafhængighedstrangen at vaagne hos de
dannede Klasser i B. 1789 opdagedes i Villa Rica
i Minas Geraes en Sammensværgelse, i Spidsen
for hvilken der stod fl. betydelige Digtere af
Minas-Skolen, som havde grundlagt den
brasilianske Litt. Faa Aar senere (1807) erobredes
Portugal af Franskmændene, og Prinsregenten
João VI forlagde Residensen til Rio Janeiro,
og skønt Franskmændene allerede 1808 fordreves
af Englænderne, blev Kongehuset i B. 1815
ophøjedes B. til et Kongerige, ligestillet med
Portugal. Da Kongen 1816 drog til Portugal,
efterlod han sin Søn, Dom Pedro, som Regent
i B. De portug. Cortes søgte nu atter at trykke B.
ned til Stillingen som en afhængig Koloni, men
mødte her den heftigste Modstand hos
Brasilianerne. Nationalfølelsen i B. fandt Støtte hos
Dom Pedro, og da Folkestemningen ikke
længere vilde tillade et Unionsforhold med
Portugal, lod han sig, 1822, udraabe til Kejser
af B.
Pedro I var kun Kejser til 1831, da han
nedlagde Regeringen til Fordel for sin seksaarige
Søn, Pedro II, som stilledes under
Formynderskab af José Bonifacio d’Andrade. Grunden
hertil var Folkets Misstemning, navnlig over
Forløbet af Stridighederne ang. Uruguay.
Allerede 1816 var Uruguay blevet besat af B. og
1821 indlemmet i B. som den cisplatinske Prov.,
men efter et af Argentina støttet Oprør
sluttedes ved Englands Mægling en Fred, hvorved
baade B. og Argentina opgav deres Krav paa
Uruguay, som herefter blev en selvstændig
Republik. Formynderskabet for Pedro II varede
til 1840. Denne Kejsers Regering var fredelig
og rig paa Fremskridt for Landet. En enkelt
Krig førtes med Paraguay (1865—72), hvor
Præsident Lopez’ egenmægtige Optræden
foranledigede B., Argentina og Uruguay til at slutte
en Alliance, men hvor dog B. udførte næsten
alle Krigsforetagenderne. Ved Freden fik B. en
lille Landudvidelse, men Krigen havde mægtig
bidraget til at styrke Nationalitetsfølelsen.
Indadtil fremmedes Erhvervene, og Indvandringen
tog til. Den vigtigste Begivenhed var dog
Ordningen af Slavespørgsmaalet. 1818 udgjorde
Negerslaverne Halvdelen af B.’s Befolkning.
Efter 1845 var imidlertid England begyndt at
forfølge alle Skibe, som medførte Slaver fra
Afrika. Selv Skibe, som toges paa brasiliansk
Søterritorium, fik deres Sag behandlet ved eng.
Domstole. Brasilianerne følte sig herved
saarede i deres Nationalstolthed, og de Forsøg,
der allerede var gjort for at standse
Slaveindførslen, sygnede hen. Denne steg stadig og
beløb sig til sidst til 50—60000 aarlig. 1850
forbød B. al Indførsel af Slaver og haandhævede
Loven saa kraftigt, at Indsmugling af Slaver
kan regnes for at være fuldstændig ophørt omkr.
1856. Det næste Skridt var Loven af 1872,
hvorefter alle Børn af Slavinder, fødte efter dette
Aar, skulde være fri. 1884 ophævedes Slaveriet
fuldstændig i Provinserne Amazonas og Ceará,
og næste Aar frigaves alle Slaver over 60 Aar
i de andre Provinser. Ganske vist skete dette
ikke uden Modstand fra de store Godsejeres
Side, særlig i Provinserne Rio de Janeiro og
Minas Geraes, men desuagtet vedtog begge
Kamre, 1888, næsten enstemmig, øjeblikkelig at
frigive alle Slaver uden Erstatning til deres
Ejere. Man regner, at der endnu var
600000—700000 Slaver i B. Denne sociale Omvæltning
havde ingen skadelige Følger for Landet, da
den var sket gradvis. Slaverne blev i Reglen
som fri Arbejdere paa Godserne. Siden
Slaveriets Ophævelse har der dog stadig fundet en
Udvandring af Negre Sted fra Højlandet mod
de hede Kystegne. Talrigst er Negrene i
Staterne Rio de Janeiro, Espirito Santo og Bahia.
Halvandet Aar efter udbrød et Oprør, som
endte med, at den alm. agtede Kejser afsattes
og landsforvistes, og Republikken indførtes. Det
begyndte med et Militæroprør mod Ministeriet,
men udviklede sig i faa Timer til en Revolution
mod Kejserdømmet, og Føreren for
Oppositionens Landtropper, Deodoro Fonseca, udraabtes
til provisorisk Præsident. Dom Pedro forlod sit
Land uden at ville gøre noget Forsøg paa ved
Borgerkrig at hævde sin Trone. Den dybere
Aarsag til Revolutionen laa ikke i Misfornøjelse
med Kejseren, men i, at hans Svigersøn og
Tronarving, Greven af Eu, var meget upopulær
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
