Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Bygningskunst (hertil Tavlerne »Bygningskunst« I-XII), Arkitektur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
smaa, raa Sten ell. af ubrændt Ler, men selv i
Mure af hugne Sten er der Levn af
Trækonstruktioner, idet der er indlagt Træstammer,
og de runde Søjler har været af Træ, hvilende
paa simple Stenbaser; af forkullede Rester og
af Billeder ses, at man har vendt den tykke
Ende af Træet opad, saa at Skaftet blev
sværest foroven, hvor Søjlerne endte med et
Profilkapitæl. De indre Vægge var klædte med
Alabast ell. pudsede og malede. Lgn. Karaktertræk
og Udsmykning som de kretiske Slotte viser de
mykenæiske Fyrsteboliger i Tiryns, Mykenæ og
Troja, men de har dog ogsaa deres
Ejendommeligheder. Efter Bygningernes mere spredte
Plan (firkantede Søjlegaarde, til hvis ene Side
der slutter sig Sale) kan formodes, at de i
Modsætning til Ægyptens og Kretas flade Tage
har haft Saddeltage, og de er udprægede
Forsvarsborge, anlagte paa Klippeknuder og
befæstede med kyklopiske Mure af raa Natursten
ell. retvinklede Kvadre. Berømt er Løveporten
i Mykenæ med dens Aflastningsrelief, mellem
hvis to Løver man ser en ægæisk Søjle med
Bjælkeværk af runde Stammer. Endelig
forekommer her Tilløb til Hvælvinger, idet
Borgmurenes Gange og Forraadskamre har
hvælvlignende Lofter af udkragende Sten, og mellem
Gravene forekommer de bekendte Kuppelgrave,
som »Atreus Skatkammer« i Mykenæ (indre
Diameter godt 14 1/2 m), hvis Kupler ligeledes
er byggede med vandret liggende Sten, af hvilke
de øvre krager ud over de nedre. (Litt.:
Perrot & Chipiez, Histoire de l’art VI [1894];
W. Dörpfeld, »Troja und Ilion« [1902]; Noach,
»Homerische Paläste«. Om Kreta
Udgravningsberetninger af Evans især i Annual of British
school at Athen VI ff., Palace of Knossos. Jfr
»Schliemann’s Udgravninger« [1891]; O.
Montelius i »Nordisk Tidsskr.« [1905]).
Hellenerne (Grækerne). Hvilket ell.
hvilke Folkeslag der har baaret den ægæiske
Kultur, sikkert er det, at Hellenerne i deres
Heltesagn, og ikke mindst i Homer’s Iliade,
bevarede Minder om Forgængernes Bedrifter. Og
selv om mange af den kretisk-mykenæiske
Kunsts Resultater glemtes i de urolige Tider
omkr. Aar 1000 f. Kr., selv om f. Eks. Spiren
til Hvælvingsbygningen ikke fandt Jordbund i
den gr. Arkitektur, sikkert er det, at de
ægæiske Paladser danner et Forspil for Grækernes
B. Dens Værker kendes kun som Ruiner, og
for saa vidt har den delt Skæbne med de
orientalske Oldtidsfolks arkitektoniske
Frembringelser; men de helleniske Bygninger staar os dog
langt nærmere; trods alle Europas vekslende
Stilarter har Traditionen fra Hellas aldrig
været helt brudt; Renaissancen og Nyklassicismen
er vendt tilbage til Antikkens Søjleordener som
til Arkitekturens Kilde. Derfor har man ogsaa
i 19. Aarh., da Studiet af den gr. B. blomstrede
op, villet se den beundrede klassiske Arkitektur
som et fuldendt, harmonisk Hele, fra første Færd
færdigt og skønt; men de senere Aartiers mere
indtrængende arkæol. Studier har belært os om,
at Virkeligheden er her som ellers, at de højeste
og fineste Kunstformer udvikler sig gennem en
Række forberedende Stadier og stedse
forandrer sig.
Grækernes Storhed er i første Række den at
have udformet Bygningernes Ydre til et
harmonisk Hele ved at skille bærende og baarne
Led og ved at sammensmelte de ældre
Træmotiver i en kunstnerisk gennemarbejdet
Stenarkitektur, hvor hvert Led faar en Form, som
er et prægnant Udtryk for dets Funktion. At
de kom til at lægge Hovedvægten paa det Ydre,
hænger sammen med, at den gr. B.’s
Hovedopgave var Gudernes Tempel. Ligesom i
Ægypten tænktes Templet som Gudens Bolig, en lille
Cella (Naos), hvor Menigheden ikke krævede
Plads; den kunde flokkes om Offeraltret i
Forgaarden. Men netop i sin Egenskab af
Gudebolig fik Templet naturlig Form som
Mandssalen (Megaron) i Fyrsteborgene, et rektangulært
Rum, der modtog sit Lys fra en stor Gavldør,
foran hvilken fremspringende Sidemure (Anter)
med Søjler mellem sig bar Forhallens Tag. Den
usammensatte Form passede for Templets
Behov; straks fra Indgangen kunde Gudebilledet
ses, og det simple Antetempel er utvivlsomt
den gr. B.’s Grundtype, som imidlertid varieres
og udvides paa fl. Maader. Forhallen (Pronaos)
gentages gerne som Opisthodomos ved
Baggavlen, der dog aldrig gennembrydes af nogen Dør.
Anterne kan fjernes ell. erstattes med
Hjørnesøjler (Prostylostemplet, ell., naar Søjler findes
under begge Gavle, Amfiprostylos). Allerede
de ældste bevarede Templer byder talrige
Eksempler paa, at hele Cellen med dens Anter
omgives af en ydre Søjlerække paa alle Sider
(Peripterios), og i særlige Pragtbygninger kan
disse Søjlerækker fordobles (Dipteros) og
Cellen deles ved indre Søjler i tre Skibe
(Hypaithraltempler), ligesom helt afvigende Typer kan
forekomme. Fælles for alle bevarede Templer
er flade, bjælkeagtige Lofter og lave Saddeltage,
der over hver Smalside danner et trekantet
Gavlfelt (Tympanon); det er vistnok en
uholdbar Hypotese, at de ældste Templer har haft
helt vandret Tagafdækning. Maaske kan selve
Peripteraltypens Opkomst være betinget af rent
praktiske Forhold paa samme Maade som
Antetypen med dens Forhal; man kan f. Eks. have
ønsket at beskytte svagere Mure med et langt
fremspringende Tagskæg, som maatte bæres af
Støtter. Men utvivlsomt er Søjleomgangene
betingede af Grækernes Sans for Søjlens
Skønhed, der særligt skulde tjene til Gudernes Ære;
medens det gr. Privathus aldrig viser ydre
Søjler, er de fra en tekn. Nødvendighed
udviklede til at blive Templets vigtigste Pryd.
Hvilken af de nævnte Planer det end fulgte,
er det typiske gr. Tempel en Kvaderbygning,
hvis enkelte Sten er omhyggeligt tilpassede i
vandrette Skifter og samlede uden Kalk ell.
andet Bindemiddel, men jævnligt forankrede ved
Jernkramper. Oftest brugtes Kalksten, der
overpudsedes, senere Marmor. De ældste Søjler kan
være monolitte, men i Reglen er Søjlerne
samlede af en Række enkelte Stentromler. Hvad
Opstalten angaar, betinges dens to Hovedtyper
af to forsk. »Søjleordener«, den doriske og den
ioniske, hvis Navne bruges af Vitruv og er
tagne efter de gr. Folkestammer, hos hvem de
to Typer særligt hører hjemme. De ældste
fuldtudviklede doriske Templer, fra Beg. af 6. Aarh.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
