Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Capitolinus mons (lat., nu Campidoglio), en af Rom's Høje, NV. f. Forum Romanum - Capitolium. Efter Rom's Eksempel havde i fl. Stæder inden for det rom. Rige Byernes Borg og Hovedtempel Navnet C. - capitolo (ital.), et mindre Digt i Terziner, af satirisk ell. burlesk Indhold - Capitonidæ, se Skægfugle. - capitula, capitularia, se Kapitularier. - capitulum, se Domkapitel. - Capmany y Montpalau, Antonio, sp. Forf., (1742-1813) - capo (ital.), Hoved, Begyndelse, Forbjerg; Chef - Capo Boëo, se Boëo. - Capodimonte, berømt ital. Porcelænsfabrik, anlagt 1736 af Karl III af Neapel - Capo-d'Istria, By i Østerrig paa Halvøen Istrien, 15 km SV. f. Triest - Capodistrias, Johannes Antonius, Grev, gr. Statsmand, (1776-1831)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra Forum førte en Kørevej, clivus Capitolinus,
derop; til de andre Sider faldt den brat af;
Skrænten mod S. kaldtes den tarpejiske Klippe. Paa
den sydvestlige Top laa i Oldtiden Rom’s
Hovedtempel, hvis Fundamenter i nyere Tid er
blevet fundne i Palazzo Caffarelli’s Have. Det
var efter Traditionen bygget paa Tarquinius
Priscus’ Tid, men brændte 83 f. Kr. og blev
paany indviet 69. Det brændte senere igen baade
69 og 80 e. Kr., men blev genopbygget af Titus
og Domitiantis, hvorefter det stod til Oldtidens
Slutn. Det laa paa en aaben Plads (area), havde
en stor Forhal og inden for den tre Celler for
de tre Hovedguddomme, Jupiter, Juno og
Minerva. — Paa den nordøstlige Top fandtes
Rom’s Borg (arx) med et Tempel for Juno
Moneta, hvor Statens Mønt var; nu ligger her
Kirken Araceli. I Sænkningen mellem Højene (inter
duos lucos) laa det efter Sagnet af Romulus
grundede Asyl og desuden Statsarkivet
(Tabularium) ud imod Forum. I vore Dage er
Adgangen til C. m. fra NV., hvor en Trappe fører
op til Piazza del Campidoglio, der ligger i
Sænkningen mellem de to Høje. Den er
omgivet af tre Paladser; midt for ligger
Senatorernes Palads, bygget paa Ruinerne af
Tabularium, til højre Konservatorernes Palads, til
Venstre det capitolinske Museum. Midt paa
Pladsen er opstillet en antik Rytterstatue af
Kejser Marcus Aurelius. Anordningen af
Pladsen og Paladsernes Façader skyldes
Michelangelo.
H. H. R.
Capitolium (lat., af caput, Hoved). Efter
Rom’s Eksempel (se Capitolinus mons)
havde i fl. Stæder inden for det rom. Rige, f.
Eks. i Capua, og Beneventum, Byernes Borg og
Hovedtempel Navnet C. Det s. N. har i nyere
Tid Amerikanerne givet det Palads i
Washington, hvor de forenede Staters Kongres samles.
H. H. R.
capitolo (ital.), et mindre Digt i Terziner, af
satirisk ell. burlesk Indhold. Navnet, der
stammer fra de enkelte Afsnit af Petrarca’s Trionfi,
var især i Brug i 16. Aarh.; F. Berni og hans
Efterfølgere har skrevet mange c., ligeledes
Pietro Aretino.
(E. G.). E. M-r.
Capitonidæ, se Skægfugle.
capitula, capitularia, se Kapitularier.
capitulum, se Domkapitel.
Capmany y Montpalau
[kap↱manj-i-måntpa↱lau], Antonio, sp. Forf., f. i Barcelona
24. Novbr 1742, d. i Cadiz 14. Novbr 1813. Fra
1762—70 var han Militær og gjorde Felttoget mod
Portugal med; derefter ansattes han som
Inspektør ved de katalanske Kolonier, som
Reformvennen Olavide havde grundet i Sierra
Morena. Men 1788 opgav C. denne Stilling, da
Olavide var blevet fængslet, og han levede nu
20 Aar i Madrid for sine Studier, fra 1790 som
det hist. Akademis Sekretær. Da
Franskmændene drog ind i Hovedstaden 1808, forlod C.
denne og virkede i de flg. Aar ivrig for den
nationale Sag mod Landets fremmede
Undertrykkere; han var Cortesdeputeret fra 1812. C.’s
Værker udmærker sig ved et ypperligt Sprog.
Det mest bekendte er Teatro histórico-critico
de la elocuencia castellana, med mange Prøver
af sp. Prosaforfattere (1786—94, 5 Bd). Desuden
Memorias historicas sobre la marina . . . . . .
de Barcelona (1779—92, 4 Bd i Kvart).
E. G.
capo (ital.), Hoved, Begyndelse, Forbjerg;
Chef; da c. (forkortet d. c.) i Musikken: fra
Beg., forfra; give et Musiknummer d. c. ɔ: spille
det om igen.
Capo Boëo, se Boéo.
Capodimonte, berømt ital. Porcelænsfabrik,
anlagt 1736 af Karl III af Neapel. Han var
Fabrikken en lige saa kyndig som aarvaagen
Protektor, hvorfor Fabrikkens Produkter fra hans
Tid, nu lige saa sjældne som kostbare,
udmærker sig ved stor Skønhed og fin Udførelse.
Mærket fra den Tid er en heraldisk Lillie.
Senere under Ferdinand IV forfaldt Fabrikken,
skønt der udførtes enkelte fremragende
Arbejder. Mærket fra denne Periode er enten et N
ell. et RF. (Rex Ferdinandus) begge med
Krone. Efter 1821 ophører Fabrikken. Der er
ogsaa paa C. udført en Del Fajancer.
Arn. K.
Capo-d’Istria [-↱d-istria], By i Østerrig paa
Halvøen Istrien, 15 km SV. f. Triest, malerisk
beliggende paa en ved Dæmning med
Fastlandet forbundet Klippeø i Bugten ved Triest, har
(1910) 11765 Indb., mest Italienere. De gl.
Bygninger (Katedralen, Raadhuset m. m.) er
venetianske. C. var kendt af Romerne under Navnet
Aegida, der i 6. Aarh. ændredes til Justinopolis;
sit nuv. Navn fik Byen, da den under
Patriarkerne af Aquileia blev Hovedstad i Istrien.
Venetianerne erobrede den 1279, Østerrigerne
1797. Der drives Saltindvinding, Fiskeri og
Handel med Vin og Olie.
G. Ht.
Capodistrias [-↱ðistrias], Johannes
Antonius, Grev, gr. Statsmand, f. 11. Febr 1776
paa Korfu, d. 9. Oktbr 1831, af en gl slovensk
Slægt fra Byen Capo-d’Istria, som i 14. Aarh.
var udvandret til Korfu og 1689 blev ophøjet i
Grevestand. Han studerede Lægevidenskab i
Padova (Korfu stod jo den Gang under
Venezia’s Herredømme) og indtraadte 1800 i
Statstjenesten paa de ioniske Øer; medvirkede til
deres ny Forfatning som en selvstændig
Republik 1803 og var derefter Minister, indtil Øerne
1807 kom under Frankrig. 1809 drog han til
Rusland, ansattes i Udenrigsministeriet og
brugtes 1812 ved Fredsunderhandlingerne med
Tyrkiet; fulgte 1813 med den russ. Hær til
Tyskland og tog væsentlig Del i Underhandlingerne
1814—15. Han overtalte saaledes Schweiz til
Frafald fra Napoleon I og var med at ordne
dets ny Forfatning; havde Sæde paa
Wien-Kongressen og fik de ioniske Øer oprettede til en
særlig Stat, samt var med at slutte Freden i
Paris 1815. Han vandt Kejser Alexander I’s
Yndest og Tillid og blev 1816 Udenrigsminister
sammen med Grev Nesselrode; deltog som
saadan i Kongresserne i Troppau og Laibach
1820—21. Han tabte dog aldrig sit Folks Interesser
af Syne. Allerede 1812 var han med at stifte
»Musavennernes Selskab« (»Filomusernes Hetæri«)
og blev dets Formand; søgte at fremme
Grækenlands aandelige Genfødelse ved Oprettelsen
af Skoler, Udgivelse af Skr o. l., men advarede
indtrængende mod en Opstand. Da Frihedskrigen
1821 udbrød, haabede han dog ved sin
Indflydelse paa Alexander I at opnaa dennes
Understøttelse; men han kunde ikke overvinde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
