Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Carnot, Hippolyte, fr. Statsmand, (1801-1888) - Carnot, Lazare Nicolas Marguerite, fr. Ingeniør og Bevolutionsmand, (1753-1823)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rochefort, der begge var endnu mere uforsonlige
Modstandere. 1871—75 havde C. Sæde i
Nationalforsamlingen, men tog kun liden Del i
Forhandlingerne; 1875 valgtes han til livsvarig
Senator. C. har udg. Gregoire’s Memoirer (2 Bd,
1837), Barère’s (4 Bd, 1842—43) og sin Faders
(2 Bd, 1861—64, ny Udg. 1893) samt et Skrift
om »L. Hoche« (1874).
E. E.
Carnot [kar↱no], Lazare Nicolas
Marguerite, fr. Ingeniør og Revolutionsmand, f.
13. Maj 1753 i Nolai i Bourgogne, d. 2. Aug.
1823 i Magdeburg, var Søn af en Advokat. Opr.
bestemt til den
gejstlige Stand
kastede han
sig over
Matematikken og
de militære
Videnskaber,
blev
Ingeniørløjtnant og
Kaptajn og
vakte snart
Opmærksomhed ved
originale Arbejder
om
Befæstningskunst og
dristig Kritik
af
Ingeniørkorpset. En
Tid var han
fængslet ved lettre de cachet. 1791 blev C.
af Departementet Pas-de-Calais valgt til
Medlem af den lovgivende Forsamling, 1792 til
Medlem af Konventet. Her helligede han sig
navnlig de milit. Sager, tog ikke hyppig Ordet,
da han kun var en maadelig Taler, men
arbejdede ufortrøden i de Udvalg og Sendefærd,
hvoraf han var Medlem. Han stemte for Ludvig
XVI’s Henrettelse. Marts 1793 foreslog han
Udsendelse af Kommissærer fra Konventet til
Hærene og sendtes selv til Nordarmeen, hvor han
kun ved et Tilfælde slap for at dele Skæbne
med Camus, Beurnonville o. a,, som af
Dumouriez blev fængslede og udleverede til
Østerrigerne. Efter Dumouriez’ Flugt over til Fjenden
berejste C. en stor Del af Frankrigs
Nordgrænse og lod Grænsefæstningerne lige fra Lille til
Kanalen betydelig forstærke. 14. Aug. fik han
Sæde i Velfærdskomiteen, hvor han med en
kort Afbrydelse ledede Hærvæsenet indtil Marts
1795, en meget kritisk Tid. Ihærdig, indesluttet
og alvorlig, som han var, indelukkede han sig
her i sit Dept, arbejdede utrættelig i sine
Bureauer ell. paa Tilsynsrejser, nøjet med
tarveligt Underhold og sin Kaptajnsrang. C. indlagde
sig udødelige Fortjenester af Frankrig; han
skabte 14 Armeer, som paa Landets forsk.
Grænser holdt Fjenden Stangen, forsynede dem med
Officerer, Ambulancer og Intendanturvæsen,
sørgede for Klæder, Vaaben og Forplejning til dem
alle, genoprettede Disciplinen, armerede og
forstærkede Fæstninger og udarbejdede
Felttogsplaner. Hauchard’s Sejr ved Hondschoote skal
for en Del være hans Værk, og da Jourdan
sejrede ved Wattignies, var C. selv til Stede paa
Valpladsen. Under Reaktionen efter 9.
Thermidor frafaldt C. ikke sine strenge republikanske
Principper og forsvarede modigt forhadte
Kolleger som Barère, men han tog Afstand fra
Rædselsperiodens Gerninger ved at erklære, at
hans store Arbejde helt havde optaget ham, saa
at det endog var ham umuligt at læse, hvad
han underskrev — en Paastand, den
beundrende Eftertid gerne har villet godkende, men som
langtfra helt holder Stik. 29. Maj 1795
forlangtes det i Konventet, at C. skulde sættes under
Anklage; men Anklagen blev til intet, da et
Medlem af Forsamlingen udbrød: »Sætte
Sejrens Organisator under Anklage!!«. Siden den
Tid har Tilnavnet »Sejrens Organisator« været
knyttet til C.’s Navn. Da Direktoriet
indstiftedes, blev C. 1795 Medlem af dette, men blev
snart uenig med Barras, blev bagtalt, udskreget
for hemmelig Royalist og efter 4. Septbr 1797
dømt til Deportation til Cayenne. Han flygtede
til Tyskland og udgav der et
Retfærdiggørelsesskrift, som ikke uvæsentlig bidrog til fl. af hans
fordums Kollegers Fald (18. Juni 1799). Efter
Statskuppet 18. Brumaire blev C. kaldt tilbage,
og Apr. 1800 gjorde Bonaparte ham til
Krigsminister; men da C. som redelig Republikaner
ikke kunde billige Førstekonsulens ærgerrige
Planer, afleverede han sin Portefeuille og trak
sig tilbage til Privatlivet. 27. Marts 1802
modtog han dog en Plads i Tribunatet. Her
optraadte han mod det gryende Kejserdømme;
han stemte mod Oprettelsen af Æreslegionen,
mod Konsulatet paa Livstid, endelig ogsaa mod
Kejserdømmet. Efter Tribunalets Ophævelse
levede han som Privatmand, sysselsat med
Arbejder over matematiske Emner,
Ingeniørvidenskab og Befæstningskunst. Da Frankrig 1814
truedes med Invasion af de Allierede, meldte
den gl. Republikaner sig hos Kejseren for at
bidrage sit til at forsvare Fædrelandet; Napoleon
modtog ham med aabne Arme og betroede ham
at forsvare det stærke Antwerpen, som C. da
ogsaa holdt til Paris’ Kapitulation. I de 100
Dage udnævnte Napoleon ham til Greve og Pair
af Frankrig og betroede ham
Indenrigsministeriet. Som Minister stræbte han at hindre
Fremkomsten af Additionalakten til Forfatningen,
men uden Held. Efter Slaget ved Waterloo
og Napoleon’s anden Tronfrasigelse blev C.
Medlem af den provisoriske Regering; men da
Ludvig XVIII efter den anden Restauration
udelukkede ham som »Kongemorder« fra
Amnestien af 1815, maatte C. forlade Frankrig. Han
gik til Polen og derfra til Magdeburg, hvor
han døde. 1882 blev der i hans Fødeby rejst et
Monument til hans Ære. 1889 blev hans Støv
overført fra Magdeburg til Paris og 4. Aug. s.
A. stedet til Hvile i Pantheon. — C. var en
frugtbar Skribent, navnlig paa det matematiske
og krigsvidenskabelige Omraade. Af hans
Værker maa nævnes: Essai sur les machines en
général (1784), Œuvres mathématiques (1796),
Réflexions sur la métaphysique du calcul
infinitésimal (1797, 4. Opl. 1860), Géométrie de
position (1803), De la défense des places fortes
(1810; Hovedværk), Mémoire sur la fortification
primitive (1823); fl. af disse Værker er
oversatte paa Tysk og andre fremmede Sprog.
Ogsaa som Digter optraadte C., men med mindre
 |
| L. N. M. Carnot. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
