Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Childebert I-II, frankiske Konger af Merovingernes Slægt - Childerik I-III, frankiske Konger af Merovingernes Slægt - Childers, Hugh, eng. Statsmand, (1827-1896) - Childers, Bobert Cesar, eng. Pâli-Forsker, (1838-1876) - Childrenit, et Mineral (2FeO.Al203.P2O5.4H2O - Chile, Bepublik paa Vestkysten af Sydamerika
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ogsaa om at dræbe deres afdøde Broder
Chlodomer’s Børn og dele deres Lande. Selv døde C.
558 og arvedes af Chlotar. — C. II, en Søn af
Sigebert af Austrasien og Brunehilde, blev efter
Faderens Mord 575 udraabt til Konge. Kort
efter blev han adopteret af Kong Guntram af
Burgund, og 587 sluttede begge Arveforliget i
Andelot, hvorefter den længstlevende skulde arve
den andens Lande; da Guntram døde 593, fik
C. ogsaa Burgund. Han døde 596 og fulgtes paa
Tronen af to umyndige Sønner under
Formynderskab af deres Bedstemoder Brunhilde.
Kr. E.
Childerik [kil-] I—III, frankiske Konger af
Merovingernes Slægt. C. I siges at være en Søn
af Merovech, Konge over de saliske Franker, og
fulgte denne i Herredømmet, men blev efter
Sagnet fordrevet af Frankerne, fordi han
forførte deres Døtre. Siden kaldtes han dog tilbage
og døde 481. Hans Grav ved Tournai blev
fundet 1653 (jfr Cochet, Le tombeau de
Childéric [Paris 1859]). — C. II, en Søn af
Chlodovech II, var siden 660 Konge i Austrasien og
bemægtigede sig, indkaldt af de med
Majordomus Ebroin misfornøjede Stormænd, baade
Neustrien og Burgund, men blev selv dræbt 673. —
C. III blev 743 sat paa Tronen af Karl Martel
og var den sidste Skyggekonge af Merovingernes
Æt. Da Pippin den Lille antog Kongenavn, blev
C. med afraget Haar sendt i Kloster i St Omer
og døde her 754.
Kr. E.
Childers [↱t∫i£dəz], Hugh, eng. Statsmand,
f. 28. Juni 1827, d. 29. Jan. 1896. C. drog 1850
til Australien, hvor han allerede 1852 blev
Medlem af Kolonien Victorias Regering og 1856
valgtes til dens første lovgivende Forsamling. Han
vendte 1857 tilbage til England som Koloniens
Agent over for Regeringen og valgtes 1860 til
Underhuset, hvor han siden stadig havde Sæde
indtil 1892. 1864 blev han Admiralitetslord og
1865 Skatkammersekretær i det liberale
Ministerium indtil dettes Afgang Juli 1866. Men da
Gladstone Decbr 1868 skulde danne sit første
Ministerium, blev C. Marineminister indtil Marts
1871; han gennemførte vigtige Reformer i
Flaadens Ordning og var især ivrig for at indføre
Sparsommelighed i dens Forvaltning. Aug.
1872—Septbr 1873 havde C. paa ny Sæde i
Ministeriet som Kansler for Hertugdømmet Lancaster
(ɔ: Minister uden Portefeuille); overtog Maj
1880 i Gladstone’s andet Ministerium Posten
som Krigsminister og Decbr 1882 som
Skatkammerkansler indtil Ministeriets Afgang Juni
1885. Endelig var han Jan.—Juni 1886
Indenrigsminister og viste i alle disse Stillinger stor
Arbejdsdygtighed og Reformlyst. C.’s Life and
papers udgaves 1901.
E. E.
Childers [↱t∫i£dəz], Robert Cesar, eng.
Pāli-Forsker, f. 1838, d. 28. Juli 1876. Han fik
1860 Ansættelse i Adm. paa Ceylon, vendte 1864
af Sundhedshensyn tilbage til England, blev
1872 Underbibliotekar ved India Office Library
og 1873 den første Prof. i Pāli og buddhistisk
Litt. ved University College i London.
Hovedværk: Dictionary of the Pāli Language (1875),
som grundlagde en ny Epoke i Pāli-Studiet.
Desuden Udgaver af Pāli-Tekster med
Oversættelser og Undersøgelser om Singhalesisk i
Jour. Roy. As. Soc.
(S. S.). D. A.
Childrenit [t∫il-], et Mineral
(2FeO.Al2O3.P2O5.4H2O; i St f. noget af Jernet indgaar dog
altid Mangan). C. optræder i rombiske
Krystaller, hvis Farve kan variere mellem gullighvid
og mørkebrun; Haardheden er næsten lige saa
stor som Apatittens. Det vigtigste Findested er
Tavistock i Devonshire.
(N. V. U.). O. B. B.
Chile [↱t∫ilæ], Republik paa Vestkysten af
Sydamerika, strækker sig som en smal
Kyststrimmel mellem det stille Ocean og Cordillererne
fra Fastlandets Sydspids til 17° 17′ s. Br. og
har et Areal af 757366 km2 med (1910) 3415060
Indb. Den sydlige Del af C.’s Vestkyst er stærkt
indskaaren af lange, smalle Fjorde og ledsaget
af et Virvar af Klippeøer. Længst mod S. hører
til C. den vestlige Del af Ildlandet og begge
Kyster af Magallanes Strædet mellem
Fastlandet med Halvøerne Brunswick og Ponsonby paa
den ene Side, Ildlandet, Clarence Øen og Santa
Ines Øen paa den anden. N. f. Mundingen af
Magallanes Strædet følger langs Kysten talrige
Øer, af hvilke de vigtigste er Archipiélago de la
Reina Adelaide, Isla Hannover, Isla Madre de
Dios, Isla Wellington Grande, Isla de la
Campaña, hvorefter følger den store Bugt Golfo de
las Peñas, hvorefter Fastlandet træder helt ud
til Oceankysten i Halvøen Taytao, som ender i
Cabo Tres Montes og mod N. efterfølges af
Chonos Øerne og Guaitecas Øerne. Disse sidste
skilles fra den store Ø Chiloé ved Golfo de
Corcovado, medens Golfo de Ancud mod Ø. og
Canal de Chacao mod N. skiller Chiloé fra
Fastlandet. Øerne dannes af Cordillerernes
vestlige Kæde, som i Slutningen af Pliocæntiden
sænkede sig, saaledes at Længdedalen mellem
denne og den flg. Kæde og en Del af
Tværdalene kom til at ligge under Havets Niveau.
Paa Fastlandet hæver sig Cordillerernes
Hovedkæde, af hvis Toppe dog kun faa overskrider
3000 m. Som den højeste Top angives San
Valentin (4058 m). Ø. f. Hovedkæden følger lavere
Kæder, ved hvis Fod der ligger en Del lange
Søer, som skyldes Gletschererosion i Istiden. En
Del af den regnrige Vestkysts Floder har
eroderet sig tilbage saa langt, at de afvander Søer
Ø. f. Cordilleren, medens andre af Søerne har
Afløb mod Ø. Landgrænsen følger paa nogle
Strækninger Vandskellet. N. f. Canal de Chacao
ligger Længdedalen mellem Cordillerernes
vestlige Kæde og Hovedkæden over Havets Niveau.
Den vestlige Kæde, Kystcordilleren, er i
Midt-C. temmelig lav, V. f. Santiago naar Altos de
Caligua en Højde af 2230 m. Længdedalen er
en bred, bølgeformet Landstrækning, som
danner C.’s vigtigste Landbrugsdistrikter.
Landgrænsen følger her Hovedcordillerens Vandskel,
som bærer vældige Bjergtoppe, hvoriblandt
Sydamerikas højeste Bjerg Aconcagua (7035 m). S.
f. 39° s. Br. ledsages Foden af Hovedcordilleren
af en Del store Søer, som skyldes Erosion af
Istidens Gletschere. N. f. Santiago indsnævres
Længdedalen stærkt, Kystcordilleren er ikke
saa skarpt adskilt fra Hovedcordilleren som
længere mod S., men kan dog stadig følges som
et lavere Bjergland ved Foden af de høje
Bjerge. N. f. 27° s. Br. træder Kystcordilleren og
Længdedalen atter tydelig frem.
Kystcordilleren bærer enkelte Toppe paa over 2000 m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
