Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Cocain-Methyl-Benzoylecgonin, C17H21N04, er et Alkaloid, som forekommer i Cocablade - Cocainisme, se Cocain. - Cocanada, se Kakinada. - Cocaplanten, se Erythroxylon. - Cocceji, Samuel von, preuss. Statsmand (1679-1755) - Coccejus, Johannes, holl. Teolog (1603-69) - Coccidiose, Sygdom fremkaldt af Coccidier (en Gruppe af Sporozoer) - Coccidium, se Sporozoer. - Coccidæ, se Skoldlus. - Coccinellidæ, se Mariehøns. - Coccius, Ernst Adolf, tysk Læge (1825-90)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tids Brug af C. altid Fare for, at Patienten
kan blive »forfalden« til C. (Cocaïnisme),
der er lige saa nerveødelæggende som
Morfinisme. Som Modgift mod Forgiftning ved
overdreven Brug af C. er anbefalet Indaanding af
3-4 Draaber Amylnitrit. C. formaar til en vis
Tid at undertrykke saavel Søvn som Hunger og
Tørst, ligesom man efter Nydelsen af C. kan
udholde stor legemlig Anstrengelse. Herpaa
beror den allerede af Humboldt omtalte
Anvendelse af Cocabladene hos Sydamerikas
Bjergboere.
(A. B.). E. K.
Cocainisme, se Cocain.
Cocanada [koukə’na.da], se Kakinada.
Cocaplanten, se Erythroxylon.
Cocceji [ko’t∫e.ji], Samuel von, preuss.
Statsmand (1679-1755). 1702 blev C. Professor
i Frankfurt a. d. O. og udfoldede som saadan en
livlig litterær Virksomhed (Jus civile
controversum [I 1713, II 1718] og Novum systema
jurisprudentiæ naturalis et romanæ [1740]), men sin
historiske Bet. skylder han sin vældige
Virksomhed som Justitsreformator og Lovgiver. 1738
udnævntes C. til ministre chef de justice, 1747
til Storkansler; udrustet med en kæmpemæssig
Arbejdskraft og Virkelyst, en sand »Herkules«,
som Carlyle kalder ham, jernfast, hensynsløs og
sejgt udholdende, baaret oppe af Frederik den
Store’s ubetingede Tillid og Støtte, tog C. fat
paa Reorganisationen af Preussens Justitsvæsen.
Den ny Procesordning, »Projekt des Codicis
Fridericiani Marchici«, af 1748 er C.’s Værk.
Derimod lykkedes det ikke C. at gennemføre
den planlagte Kodifikation af Civillovgivningen
(»Projekt des Corpus Juris Fridericiani«), store
Dele deraf, Person-, Obligations- og Tingsret,
var færdige, da C. ramtes af Døden. Men Arven
efter C. løftedes af ham jævnbyrdige Mænd som
Carmer og Suarez. (Litt.: Adolf
Trendelenburg, »Friedrich der Grosse und sein
Grosskanzler S. v. C.« [Berlin 1863]; Max
Springer, »Die Coccejische Justizreform«
[München og Leipzig 1914]).
Fz. D.
Coccejus [kå’kæjös], Johannes, holl.
Teolog (1603-69), Prof. i Franeker og senere i
Leyden. Hans Virksomhed har haft stor Bet.
for den reformerte Kirke, idet han paa en Tid,
da en stiv Ortodoksi sad i Højsædet, vendte sig
fra dens ufrugtbare Distinktioner til selve den
hellige Skr. og deraf øste sin ejendommelige,
saakaldte »Føderalteologi« eller Pagtsteologi. C.
fornyede Bibelstudiet og fremhævede
Aabenbaringshistoriens Bet. i Teologien, idet han i den
hellige Historie fandt Guds Frelsesgerninger i
Pagtens Form. Guds Pagt findes hos det første
Menneske som en Gerningspagt, idet Adam har
en medskabt Lov, som lærer ham Guds Villie.
Denne Lovs Gerninger skal han gøre. Ved
Syndefaldet bryder Adam Pagten, men Gud
forbereder nu en ny Pagt, Naadepagten, i Kraft
af hvilken Gud skænker Frelsen, hvis Mennesket
har Tro. Naadepagten naar sin
Fuldkommengørelse i Kristus. De Ortodokse, hvis Fører var
Gisbert Voët, rejste en heftig Modstand mod C.,
ikke mindst fordi han ogsaa lærte, at Budet
om en særlig Hviledag var bortfaldet for den
Kristne. C.’s Tilhængere, Coccejanerne,
fik ikke ringe Bet. ved deres bibelsk-pietistiske
Forkyndelse og Teologi.
A. Th. J.
Coccidiose [kåksi-], Sygdom fremkaldt af
Coccidier (en Gruppe af Sporozoer). Coccidier
forekommer hos saa at sige alle Klasser af
Hvirveldyr og endvidere hos Bløddyr og Insekter, hvor
de snylter i Celler ell. i Cellernes Kerner. De
fuldfører der den største Del af deres
Udvikling og frembringer derved sygelige Processer.
Med Forkærlighed snylter de i Epithelceller i
Tarmen og de til denne hørende store
Kirtelorganer (Lever, Bugspytkirtel), men ogsaa
Nyrer og Kønsorganer er ofte angrebne.
Coccidierne formerer sig dels ved simpel Deling
(Schizogoni), dels ved Forening af kønnede
Former. Dette Generationsskifte følges som Regel
med Værtsskifte. Under Coccidiernes Vækst i
Cellerne dannes irriterende Stoffer, der fører
til en Forstørrelse af Cellen med efterfølgende
Afdøen og Henfald.
Bl. Pattedyr angribes navnlig Kaniner, bl.
hvilke Coccidier kan foraarsage ødelæggende
Epidemier. Ogsaa Fugle og Kvæg og i sjældne
Tilfælde Mennesker kan angribes, navnlig i
Tarm og Lever.
Kanincoccidiosen kan, hvor den
optræder epidemisk i en Bestand, angribe saa at
sige ethvert Dyr straks fra Fødslen. Smitten
sker gennem Føden, der inficeres fra allerede
syge Dyrs Afføring, Hos unge Dyr forløber
Sygdommen i Reglen akut: Feber, Diarrhoe,
Afmagring, der ofte ender dødeligt. Der findes
da i Leveren større ell. mindre graa- ell.
gullighvide Knuder, og Pletter af lgn. Farve ses paa
Tarmen, navnlig Blindtarmen. Knuderne
bestaar af henfaldne Epitelceller, hvortil slutter
sig svulstlignende Nydannelse af de omliggende
Epitelceller. I Cellerne ses ofte de ovale
Oocyster (et af Coccidiens Udviklingsstadier). Hos
Kvæget fremkalder Coccidier den saakaldte
røde Diarrhoe (særlig iagttaget i Schweiz), der
dog oftest helbredes. Hos Fugle, særlig
Fasaner forekommer en C., der dræber mange
unge Dyr under Billedet af en svær
Tarmbetændelse med blodig Diarrhoe, samt Degeneration
af Lever og Nyrer. Hos Mennesker er af
og til fundet smaa svulstlignende Knuder og
Blærer i Lever og Tarm, frembragt af Coccidier.
Dette hører dog til Sjældenhederne og synes
aldrig at foraarsage alvorlig Sygdom.
O. T.
Coccidium [kåk’si’-], se Sporozoer.
Coccidæ [kåk’si.dæ], se Skjoldlus.
Coccinellidæ [’kåksi-], se Mariehøns.
Coccius [’kåkius], Ernst Adolf, tysk
Læge (1825-90), Dr. med. 1848 og rejste
derefter til Prag og Paris for at studere
Øjensygdomme. Hjælpelæge ved Leipzigs Øjenklinik
1849-57, Docent 1850, Prof. extraord. 1858, ord.
1868, samtidig Forstander for nævnte Klinik.
Han berigede Øjenlægevidenskaben paa det
fysiologiske Omraade (»Ueber die Anwendung des
Augenspiegels nebst Angabe eines neuen
Instrumentes«, 1853 [det plane Øjespejl]; »Der
Mechanismus der Accomodation«, 1868;
»Ophthalmometrie und Spannungsmessung am
kranken Auge«, 1872: »Ueber die Diagnose des
Sehpurpurs im Leben«, 1877) og paa det
patologiske, hvor hans Undersøgelser over Glaukom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
