Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 402 Daa,Ludvig Kristensen, norsk Politiker, Publicist og Historiker, (1809-1877) - Daa ell. Daadyr(Cervus dama), se Hjorte. - Daa (bot.), se Galeopsis. - Daab betegner den Handling, hvorved et Menneske optages i det kristne Kirkesamfund
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
7 sv. Skibe ved Elfsborg, hvorfor han forlenedes
med Holbæk Slot.
H.-L.
Daa, Ludvig Kristensen, norsk
Politiker, Publicist og Historiker, f. i Saltdalen
(Nordland) 19. Aug. 1809, d. i Kria 12. Juni 1877.
D. blev Student 1826, underkastede sig 1834
filologisk Embedseksamen og konstitueredes n. A. som Docent i Historie
ved Univ.; men da Embedet Sommeren 1837 skulde besættes,
blev P. A. Munch foretrukket for ham ved Regeringens
Besættelse af Embedet. 1838 foretog han en Rejse til England
og Frankrig for at studere Statsøkonomi, i hvilket Fag der var blevet en
Universitetspost ledig 1836; dette Fag og
Statistik blev dog henlagt til det jur. Fakultet og
overdraget til Schweigaard. Allerede tidlig
havde D., der i Studenternes Lejr gik under
Navnet »Konstitutions-D.«, tildraget sig Opmærksomhed
som en af Lederne for det nationale
Parti bl. Studenterne og som Forf. af den
anonyme Brochure »Syttende Maj og Politiet«
(1830), en politisk Betragtning i Anledning af
Politiretsdommen over Deltagerne i »Torvslaget«
17. Maj 1829. Naar han nu maatte staa tilbage
for Konkurrenter af den modsatte Fraktion,
ansaa han det for givet, at det var politiske
Hensyn, som her havde gjort sig gældende, og
endnu i hans sidste Leveaar fyldte Mindet ham
herom med Bitterhed. Sikkert er det, at den
virkelige ell. formentlige Tilsidesættelse blev af
indgribende Indflydelse paa hans senere Optræden,
og det var nærmest ogsaa denne, der
bevirkede, at han 1839 af Stortinget blev valgt
til Statsrevisor (indtil 1851). Efter at han 1840
var blevet forbigaaet ved Besættelsen af Bestyrerposten
ved Kria Borgerskole, paabegyndte
han Udgivelsen af Bladet »Granskeren«, i hvilket
han med lige saa stor Frimodighed som
Hensynsløshed og Bitterhed udtalte sig om Personer
og Forhold. Sagsanlæg og Processer affødte
da denne hans publicistiske Virksomhed;
mest bekendt er den af det Brud med hans Ven,
Henr. Wergeland, som tidligere vel var fremkaldt,
men herigennem blev ulægeligt. 1842 og
1845 repræsenterede han Akershus Amt paa
Stortinget, hvor han i det sidste Aar valgtes til
Odelstingets Præsident og derhos til den lønnede
Stilling som Arkivar (1845-71). Nogen
virkelig ledende Rolle skulde han dog aldrig opnaa,
da han var for selvstændig til at ville indordne
sig under noget Parti; han karakteriserede
oftere sig selv som »Whig« og havde utvivlsomt
modtaget den stærkeste politiske og sociale
Paavirkning fra England. Han indtraadte 1848 i
Dagbladet »Christianiaposten«’s Redaktion, udgav
ved Siden heraf Ugebladet »Den norske Tilskuer«
(1851-53) og redigerede det førstnævnte
Blad 1853-56. 1854 mødte han igen paa Stortinget,
som 4. Repræsentant for Kria, denne
Gang for sidste Gang. Efter i lang Tid at have
levet udelukkende som Publicist blev D. 1850
ansat som Adjunkt, senere Overlærer, ved Kria
Katedralskole og blev staaende som saadan til
1862, dog stadig afbrudt af Fravær i videnskabelige
Øjemed. Til Fuldendelsen af et etnografisk
Værk fik han saaledes Juni 1855 1 1/2 Aars
Tjenestefrihed og foretog i denne Anledning
ogsaa en kortere Rejse til England og Frankrig.
Frugter af dette hans Otium var »Udsigt over
Etnologien« (1855) og »Om Nationaliteternes
Udvikling« (1869), af hvilken dog kun første Del
udkom, opr. holdt som Forelæsninger i Kbhvn
i Efteraaret 1868. Ogsaa hans Kritik af den
Keyser-Munch’ske Indvandringshypotese (»Have
Germanerne indvandret til Skandinavien fra
Nord ell. Syd?« [1869]) skyldes særlig hans etn.
Studier. Tyngdepunktet i D.’s Lærervirksomhed
ligger i hans Forfatterskab af hist. og geogr.
Lærebøger, af hvilke navnlig hans »Jordbeskrivelse
for den norske Almue« (1-3, 1857-59) og
hans for Skolerne bestemte Lærebøger i Historie
(1864-66) er interessante, baade i Opfattelse
og Fremstilling originale og instruktive Skr.
Efter at D. 1862 var blevet Universitetslærer i
Historie, var det fornemmelig Etnologien, som
blev Genstand for hans selvstændige Forskninger.
Som Bestyrer ell. rettere Grundlægger af
det etn. Mus. indlagde han sig betydelige Fortjenester;
i etn. Øjemed foretog han ogsaa 1867
sammen med sin Kollega, J. A. Friis, en Rejse
til Finmarken, russ. Karelen og Finland. En
værdifuld Skildring fra denne Rejse blev 1870
udgivet af Selskabet til Folkeoplysningens Fremme.
Den vigtigste af hans rent hist. Afh. er den
om »K. Magnus Falsen« (1860), en med hans
beslægtet Aand, og ogsaa denne har snarere
psykologisk og polemisk end rent faglig Værdi.
Under den skandinaviske Bevægelse i 1840’erne
og 1860’erne indtog D. en fremskudt Stilling, og
fl. af hans Indlæg heri hører til de bedste, den
fremkaldte. I sine sidste Leveaar genoptog D.
sin publicistiske Virksomhed ved Udgivelsen af
»Tidstavler«, hvoraf 4 Bd udkom 1872-76. D.’s
Personlighed kan ikke udelukkende bedømmes
af hans Færd som offentlig Mand. Den bidske
Publicist, som frygtedes af alle, var en varmhjertet,
i Virkeligheden nobel Personlighed, en
af de originaleste og bedste Skikkelser i det ny
Norges Historie. Under større Forhold end i
Datidens Norge vilde hans betydelige Begavelse
sikkert være kommet mere til sin Ret. (Litt.:
Herman Jæger, »H. Wergeland og L. Kr.
D.« i »Edda« I, 122-144).
(O. A. Ø.). Edv. B.
 |
| L. K. Daa. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
