Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Derzhavin, Gavrill Romanovitsch, russ. Digter, (1743-1816) - Des, det ved et *b* en halv Tone fordybede d. - Desaguadero, Flod i Sydamerika, Republikken Bolivia, ligger i en Højde af 3800 m o. H. - Desaix de Veygoux, Louis Charles Antoine, fr. General, (1768-1800)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
skrive de saakaldte »Oder fra Tschitalagàj« (et
Bjerg i Nærheden af Saràtov), dels Overs. af 4
af Frederik den Stores Oder, dels Oder af egen
Komposition. Disse udgav han 1777, da han var
vendt tilbage til Petrograd og for sin Deltagelse
i Toget mod Pugatschev var blevet
udnævnt til Kollegieraad, men samtidig, mod sin
Villie, var blevet overflyttet i den civile
Embedskarriere. D.’s første Digte viste intet
originalt, men Overgangen i Civilstillinger øvede
efterhaanden en betydelig Indflydelse paa hans
Digtervirksomhed, idet han kom i Omgang og
Venskab med Datidens yngre, dannede
Lyrikere, Lvov, Kapnist og Chemnitzer, og disses
Indflydelse belærte ham om, at han som Digter
maatte træde Livet og Virkeligheden langt
nærmere. 1779 kom da hans Digtergeni til
Gennembrud, f. Eks. i Oderne »Ved Fyrst
Meschtschèrskij’s Død« og »Ved det purpurbaarne
Barns Fødsel« (i Anledning af Alexander I’s
Fødsel), Digte, der forbavsede Publikum ved
det digteriske Udtryks Kraft og Fyndighed og
ved de usædvanlig velklingende Vers. Oden til
Kejserinden, »Felitsa« (1782), D.’s bedste
Arbejde, skaffede ham en rigelig Belønning og
aabnede ham en glimrende Embedskarriere;
han blev Guvernør i Olònets, senere i Tambòv,
og var omtr. 2 Aar (1791-92) Kejserindens
Stassekretær. 1779-96 (Kejserindens Dødsaar)
havde D. sin Glansperiode som Digter.
Foruden Digte til Kejserindens Pris skrev han
gejstlige Oder, som f. Eks. Oden »Gud« (fuldendt
1784), der gjorde Furore i Udlandet og blev
oversat paa alle mulige Sprog, endogsaa paa
Japanesisk. Han besang alle de virkende
Personer og vigtige Begivenheder under
Katharina’s Regering, saa at man med Rette har kaldt
ham den poetiske Kronikør for Katharina’s
Tidsalder. Som de vigtigste af hans Oder kan
endvidere nævnes: »Til Reschemysl« (til
Potjòmkin’s Pris, 1783), »Ved Krims Annektering«
(1784), »I Efteraaret ved Otschàkovs Belejring«
(1788), »Til Sejrherren« (til Potjòmkin, ved
Efterretning om Otschàkovs Indtagelse, 1789),
»Ved den sv. Fred« (1790), »Ved Izmails
Indtagelse« (1790), »Et Mindesmærke for en Helt«
(i Anledning af Repnin’s Sejr over Tyrkerne
ved Matschin, 1791), »Vandfaldet« (ved
Potjòmkin’s Død, skrevet 1791, men først
offentliggjort 1794), »Stormanden« (til Rumjantsev’s
Pris, 1794), »Ved Warszawas Indtagelse« (1794)
o. a. Som Tidens Skik krævede, fremstillede
D. i disse Oder Lyssiderne hos de besungne
Personer med digterisk Overdrivelse, men i
Modsætning til de tidligere Odedigtere lader han
dog ogsaa Skyggesiderne komme frem, idet han
giver sine Oder en munter, satirisk Tilsætning,
der tillader ham at øve Kritik under en
spøgende Form. - Efter Katharina’s Død spores
der en Dekadence i Digterens Virksomhed. Han
skrev endnu Oder i Anledning af Suvòrov’s
Sejre i Italien og senere i Anledning af Sejrene
1812. Fra 1797 slog han ind paa »Anakreontiske
Digte«, der i deres lette Indhold ikke sjælden
strejfer det kyniske. Under Alexander I
beklædte han sit sidste Embede som
Justitsminister (1802-03), men de liberale Strømninger,
som han bekæmpede, nødte ham til at tage
definitiv Afsked fra Statstjenesten, og fra da af
indtil sin Død levede han hovedsagelig paa sit
Gods, rastløst producerende i en helt ny
Retning, den dramatiske. Den lange Række af
Komedier, Tragedier, Operaer o. l., som blev
Resultatet af denne Virksomhed, er dog under al
Kritik, og ogsaa Sproget var blevet tungt og
ubehjælpsomt. Nogle vigtige »Oplysninger« til
sine Digte forfattede han 1809-10 (første Gang
udgivne 1847), og sine lige saa betydningsfulde
»Memoirer« nedskrev han i Kladde 1811-13
(første Gang udgivne 1859). Den bedste,
kommenterede Udg. af hans samlede Værker med
en udførlig Biografi er besørget af Jak. Grot i
9 Bd (Petrograd 1864-83). Se ogsaa C. W.
Smith, »Russ. Litteraturhistorie« (Kbhvn 1882,
S 347-420).
(K. V.). H. C-e.
Des, det ved et ♭ en halv Tone fordybede d.
D.-Dur, den Dur-Tonart, der har D. til
Grundtone ; har fem ♭, for h, e, a, d og g. D.-Mol,
den Mol-Tonart, der har D. til Grundtone, har
7 ♭ og et ♭♭, enharmonisk lig med Cis-Mol.
S. L.
Desaguadero [ðæsagua’ðdærå], Flod i
Sydamerika, Republikken Bolivia, ligger i en Højde
af 3800 m o. H. og fører Titicaca-Søens Vand
til den sydligere liggende Sø Aullagas. Dens
Længde er 300 km.
M. V.
Desaix [dö’sæ] de Veygoux, Louis
Charles Antoine, fr. General, f. 1768, d.
14. Juni 1800. Kun 15 Aar gl blev han Løjtnant
i Infanteriet og 1791 Adjutant hos Marskal
Broglie. P. Gr. a. udvist Tapperhed ved
Kampen om Weissenburglinien udnævntes han til
Brigadegeneral. Ved Kaiserlautern og Mainz
udmærkede han sig som Fører for Rhin-Hærens
venstre Fløj, og 1796 dækkede han ved
et heltemodigt Forsvar af Brohovedet ved Kehl
Moreau’s Tilbagegang. D. forsvarede Kehl til
Beg. af 1797 og fik ved Overgivelsen af Byen til
Erkehertug Carl fri Afmarche og milit.
Æresbevisning. Han deltog i Napoleon’s Tog til
Ægypten, ledede selvstændigt Felttoget i
Øvre-Ægypten mod Mamelukkernes Fører
Murad-Bei, erobrede Landet til den nubiske Grænse og
administrerede det med usædvanlig Dygtighed.
Araberne gav ham Tilnavnet »den retfærdige
Sultan«. 1800 sluttede han i Kleber’s Navn
Vaabenstilstanden i El Arisch og vendte tilbage til
Frankrig. I Napoleon’s Hær overskred han s.
A. Alperne og sendtes med sin Division til Novi.
Under Slaget ved Marengo vendte D. paa eget
Initiativ tilbage, men Slaget var da allerede
 |
| L. C. A. Desaix. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
