Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Despenaperros (Puerto de D.), berømt og tidligere berygtet Bjergpas i Sierra Morena i Spanien - Despenser, eng. Adelsslægt, af hvis Medlemmer enkelte indtager en vis Plads i Englands Historie i Middelalderen - Desperados (spansk desesperados »fortvivlede«) - desperat (lat.), fortvivlet, haabløs, opbragt; Desperation, Fortvivlelse - Despériers, Bonaventure, fr. Forf., (o.1500-1544) - Despoblado, en ufrugtbar Højslette Ø. f. Atacama paa Grænsen mellem Bolivia og Argentina - Despoina (gr.), »Herskerinde«, var i Oldtiden Tilnavn til fl. af de gr. Gudinder - desponsatus (lat.), trolovet (om Manden; om Kvinden desponsata); desponsatio, Trolovelse - Desportes, Francois, fr. Dyr- og Stillelivsmaler, (1661-1743) - Desportes, Philippe, fransk Digter (1546-1606)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Despenser [dis’pensə], eng. Adelsslægt, af
hvis Medlemmer enkelte indtager en vis Plads
i Englands Historie i Middelalderen.
Hugh le D. (d. 1265) var bl. de Baroner,
som 1258 fik gennemført de saakaldte
Oxfordprovisioner rettede mod Henrik III’s
Fremmedstyre. 1260 valgte Baronerne ham til
Justitiarius, og 1263 blev Kongen tvunget til at
overdrage ham Tower i London. Ved
Borgerkrigens Udbrud stod han paa Simon af Montfort’s
Side og kæmpede sammen med ham i Slaget
ved Lewes (1264). Han var Medlem af Simons
Parlament og faldt sammen med ham ved
Evesham (1265). (Litt.: Ch. Bémont,
Simon de Montfort [Paris 1884]; The political
History of England, III [London 1905]).
Hugh le D. (1262-1326), foreg.’s Søn,
deltog i Edvard I’s Kampe i Wales, Frankrig og
Skotland og anvendtes ogsaa til diplomatiske
Sendelser f. Eks. (1297) til Pave Clement V;
1295 var han valgt til Medlem af Parlamentet.
Under Edvard II blev han dennes
Hovedraadgiver efter Gaveston’s Død (1312) og havde
sammen med sin Søn, der 1313 blev Kongens
Kammerherre, en Tid helt Magten over Kongen.
Baronerne og Jarlen af Lancaster hadede dem,
især p. Gr. a. deres vældige Rigdom og den
yngre D.’s Voldsomhed, Stolthed og
Rovgriskhed, og 1321 blev Edvard II nødt til at lade dem
landsforvise. Snart fik Kongen dem dog kaldt
tilbage, og efter Lancaster’s Død (1322) var
de i Virkeligheden Landets Regenter, som
hvilke de søgte at regere maadeholdent og
konstitutionelt. 1326 vendte imidlertid Edvard’s
Dronning, Isabella, tilbage med sin Hær; den ældre
D. blev fanget og hængt 27. Oktbr 1326, den
yngre D. blev fanget tillige med Kongen og
hængt 24. Novbr s. A. (Litt.: W. Stubss,
The early Plantagenets [London 1876]; The
Political History of England, III [London 1905]).
Den yngre D.’s Sønnesøn, Henry D. (c.
1341-1405), blev Biskop i Norwick 1370 efter
som ung at have udmærket sig som Kriger. Paa
Pave Urban VI’s Opfordring gjorde han 1382
et Korstog til Flandern mod Tilhængerne af
Modpaven Clemens VII. Efter nogen Fremgang
blev han fuldstændig slaaet af de Franske, og
da han derefter vendte tilbage til England, blev
han sat under Anklage af Parlamentet og
frataget sine Godser. Senere kom han atter til
Ære og Indflydelse og bekæmpede Lollarderne
og deres Fører John Wicliff. (Litt.: The
Political History of England, IV [London 1910]).
L. K.
Desperados (spansk desesperados
[ðæsæspæ’raðås]) (»fortvivlede«) kaldes stundom
Medlemmerne af et yderliggaaende politisk Parti,
der stiller sig uden for Lovene.
desperat (lat.), fortvivlet, haabløs, opbragt;
Desperation, Fortvivlelse.
Despériers [dæpe’rie], Bonaventure,
fr. Forf., f. omtr. 1500, d. 1544. Om hans
Ungdomsliv vides næsten intet. I en Alder af nogle
og tredive Aar blev han Kammertjener og derefter
Sekretær hos Marguerite d’Angoulême,
Dronningen af Navarra, Frants I’s højtbegavede
Søster. Omtr. 1540 synes han at være faldet i
Unaade hos sin Beskytterinde; han levede da
nogle Aar i Fattigdom og dræbte sig til sidst i
Fortvivlelse. D. var en Mand med mange
Kundskaber, særlig i sproglig Retning; han har
hjulpet med ved en Bibeloversættelse og selv overs.
fl. af Klassikerne; desuden har han skrevet
Digte, Satirer og Smaafortællinger. Hans Digte
er højst ubetydelige; hans øvrige Arbejder, der
alle er i Prosa, udmærker sig derimod ved et
elegant Sprog, en klar og livlig Stil og en skarp
Iagttagelsesevne. Hans Satire, der kaldes
Cymbolum mundi, er skrevet i Lukian’s Manér. Den
er ikke altid nem at forstaa, men Tendensen
er øjensynlig fuldstændig fritænkerisk. D.
satiriserer ikke blot over Hedenskab og
Protestantisme, men ogsaa over Katolicismen og al
Religion i Alm.; Bogen vakte stor Forargelse, da
den fremkom, og blev straks brændt af
Bøddelen. Hans Smaafortællinger, Nouvelles
récréations et joyeux devis, der først udkom efter
hans Død (1558), indtager en fremragende Plads
i Renaissancens conte-Litteratur. Indholdet er
yderst afvekslende, Børneeventyr (»Æselskind«),
orientalske Noveller (»Konen med Æggene«),
Anekdoter om Samtidige, Satirer over Munke,
Kvinder, Læger, Bønder o. s. v. Lafontaine har
kendt og benyttet denne Samling.
Kr. N.
Despoblado [ðæspå’blaðå], en ufrugtbar
Højslette Ø. f. Atacama paa Grænsen mellem de
sydamerikanske Republikker Bolivia og
Argentina. Højsletten, der ligger 3000 m o. H., er
kun bevokset med tørt Græs og lavt Krat.
M. V.
Despoina [-spå^i-] (gr.), »Herskerinde«, var
i Oldtiden Tilnavn til fl. af de gr. Gudinder.
Særlig dyrkedes under Navnet D. i Arkadien
en Gudinde, der ansaas for en Datter af
Demeter og Poseidon. D.’s berømteste Helligdom,
laa ved Lykosura. Kultusbillederne i
Tempelcellen var Arbejder af den messeniske
Billedhugger Damofon.
C. B.
desponsatus (lat.), trolovet (om Manden; om
Kvinden desponsata); desponsatio, Trolovelse;
Desponsatio B. V. M., Jomfru Mariæ
Trolovelsesfest (23. Jan.).
A. B. D.
Desportes [dæ’pårt], François, fr. Dyr-
og Stillelivsmaler, f. 1661 i Champigneulles,
d. 1743 i Paris. D. uddannede sig som
Dyrmaler i Paris under Nicasius og efter Naturen.
Da han efter et Ophold i Warszawa, hvor han
bl. a. malede Johan III Sobieski, vendte
tilbage til Paris, aabnede der sig en rig
Virksomhed for ham. Yndet af Ludvig XIV og senere af
Ludvig XV forsynede han de kgl. Slotte med
Jagt- og Dyrbilleder, gav Udkast til Gobeliner
m. v.; 1699 blev han Medlem af Akademiet. 27
af hans fint udførte Arbejder ses i Louvre,
andre i Sthlm’s Mus. (her bl. a. et, hvorpaa
Boucher har malet den landskabelige Baggrund),
Helsingfors m. v.
A. Hk.
Desportes [dæ’pårt], Philippe, fransk
Digter (1546-1606). Som Sekretær hos
Biskoppen af Le Puy fik han i en ung Alder Lejlighed
til at rejse til Italien, hvis Digtekunst gjorde
et stærkt Indtryk paa hans modtagelige Sind.
Efter sin Hjemkomst fik han Adgang til Hoffet,
og han kom i stor Gunst hos Henrik III, hvis
Kærlighedseventyr han besang i Sonetter og
Elegier efter ital. Forbilleder (Les amours de
Diane, Les amours divers, o. s. v.). Kongen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
