Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diamant (hertil 1 Tavle) (af gr., ubetvingelig), den værdifuldeste Ædelsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
rationelt drives Udvindingen i Sydafrika, efter
at her de opr. mange smaa Kompagnier er
blevne sammensluttede til faa meget store. Den
blue ground brydes systematisk ved
underjordisk Bjergværksdrift og findeles, vadskes og
sigtes maskinmæssig. Trods den gennemførte
Brug af Maskiner beskæftiges ved hver enkelt
af de større Gruber mange Tusinde Arbejdere.
- Hovedstabelpladser for D. er Rio Janeiro og
Bahia i Brasilien, Port Elizabeth i Sydafrika.
Storhandelen med D. har væsentlig sit Sæde i
London. Den aarlig vundne Diamantmængde
varierer stærkt, og med den Priserne. En Tid
lang var Produktionen i Brasilien meget
betydelig, omtr. 300000 Karat aarlig; men siden 1850
er den gaaet meget tilbage. I Sydafrika vindes
f. T. aarlig ikke mindre end henved 4 Mill.
Karat, hvoraf næsten 1 Mill. Karat i tysk
Sydvestafrika.
Slibning. Til Anvendelse som Smykkesten
maa D. tildannes og slibes paa passende
Maade, da kun derved dens Ild og Farvespil
kommer til fuld Gyldighed. Den heldigste og i
Nutiden mest anvendte Slibeform er
Brillantformen (en regelmæssig Brillant er den paa
hosstaaende Tavle afbildede »Regenten« [2 og 11]).
Tidligere brugtes meget Rosenstenformen. Til
den første Tildannelse af den naturlige
Diamantkrystal benytter man sig af dens Spaltelighed;
Slibningen kan kun ske med Diamantpulver,
den udføres paa roterende Skiver og kræver
megen Tid. Diamantslibning udføres nu næsten
alene i Amsterdam, hvor der i 56 Sliberier
beskæftiges 5600 Arbejdere (for en stor Del Jøder).
Desuden findes der i Amsterdam 2500 Mæglere,
Handlende og Kommissionærer, som lever af
Diamanthandel. - Ved Tildannelse af D. til
Brillantform tabes meget Materiale, Vægten
reduceres ofte til mindre end Halvdelen.
Anvendelser og Pris. D.’s vigtigste
Anvendelse er som Smykkesten; Værdien retter
sig da efter Størrelsen, Farven og Slibemaaden.
Højest skattes de rent farveløse D. ell.
saadanne, som udmærker sig ved intensive og
smukke Farver, ogsaa næsten farveløse D. med
en svag blaalig Nuance vurderes højt, hvorimod
en svag gullig Farve, som hyppig forekommer,
forringer Værdien. Den kostbareste Slibemaade
er Brillantformen, og denne er desto dyrere,
jo fere Facetter D. faar. For en smukt sleben
Brillant paa 1 Karat har Prisen i de senere
Aartier varieret, omkr. 200 à 300 Kr. Før
Kap-Diamanternes Opdagelse regnede man, at
Prisen steg med Kvadratet paa Vægten; nu er
større D. forholdsvis billigere. Dette gælder
dog ikke for meget store D. (over 25 Karat)
ell. saadanne med særlig smukke Farver; for
dem gælder kun Liebhaverpriser. D. anvendes
langtfra alene som Smykkesten; p. Gr. a. sin
store Haardhed spiller den en vigtig Rolle ved
mange tekn. Arbejder. Saaledes anvendes den
til Glasskæring (»Glarmesterdiamant«); hertil
indfattes den saaledes, at en naturlig
Krystalkant vender udad som skærende Æg; endvidere
til Graverhig ikke alene i meget haarde Sten,
men ogsaa i blødere Materiale, naar der skal
indgraveres meget fin Skrift e. l.; til Boring af
Huller i Agat, Porcelæn o. a.; endelig har D.
i den nyere Tid fundet en meget betydelig
Anvendelse ved Boring i Klipper (se Boring). I
sidstnævnte Øjemed anvendes gerne (ikke
udelukkende) den sorte D. (Carbonado), som
kommer fra La Chapada i Bahia. Prisen paa uslebne
D. ved Indkøb i større Partier har siden
1850-erne varieret mellem 15 og 125 Kr. pr. Karat;
1891 angaves den for Kapdiamanter til
gennemsnitlig 26 Kr. 80 Øre.
Historie. I Biblen omtales D. under
Navnet Schamir hos flere af Profeterne; hos
Grækerne og Romerne var den kendt under Navnet
Adamas. Endskønt man i Oldtiden ikke forstod
at slibe den, var den dog højt skattet og
regnedes allerede paa Plinius’ Tid for det
kostbareste af alle jordiske Stoffer. Om dens
Oprindelse og Egenskaber herskede længe en
Mængde fantastiske Forestillinger. Den bares
jævnlig som Amulet, jævnlig blot som
Smykkesten; Krystallernes Udseende blev kun for saa
vidt forbedret, som man efter Evne polerede de
naturlige Krystalflader (saakaldte Spidssten).
At D. lader sig slibe ved Hjælp af
Diamantpulver, blev bekendt i Midten af 15. Aarh.;
Opfindelsen skal efter Sigende skyldes Ludwig van
Berquen i Brügge, som i hvert Fald var den
første, hvem det lykkedes ved Tilslibning med
regelmæssige Facetter at faa D.’s straalende
Farvespil rigtig frem (1456). I den første Tid
derefter slebes D. i Tavleform med en Rk.
Facetter foroven; omtr. 1520 opfandtes
Rosetteformen og omtr. 1660 Brillantformen. Efter at
man havde begyndt at slibe D., tiltog dens
Anvendelse som Smykkesten især ved Hofferne i
enorm Grad.
At D. bestaar af rent Kulstof, opdagedes 1773
af Lavoisier. Allerede tidligere havde man dog
vidst, at D. kunde tilintetgøres ved stærk
Glødning.
Store D. Den hosstaaende Tavle viser nogle
af de berømteste store D. I Historien har vel
ingen været mere omtalt end »Kohinoor«
(»Lysbjerget«). Den omtales allerede i ind. Sagn, og
fra Beg. af 14. Aarh. kan dens Historie følges
med Sikkerhed, idet den spillede en Rolle i
talrige Stridigheder mellem forsk. ind. og
afghanske Herskere. 1850 gjordes den til Bytte af de
eng. Tropper og bragtes til Dronning Victoria.
Den havde dengang Form som Afb. 8, men
blev 1852 slebet om til Brillant (Afb. 10). Den
skal efter ikke fuldkommen sikre Efterretninger
opr. have været langt større (hen imod 800
Karat) og først ved Ituslagning have faaet
Udseendet Afb. 8. Den som Nr. 1 afbildede D.
(»Stormogulen«) antages at have eksisteret i
Indien; efter nogles Formodning skal »Kohinoor«
være et Brudstykke af den. Af de øvrige
afbildede D. tilhøre den som regelmæssig Brillant
slebne »Regenten« (Afb. 2 og 11) den fr.
Kronskat, »Toskaneren« (3 og 5) den østerr., »Sancy«
(6) den russ.; »Sydstjernen« (4 og 12;
Privatejendom) er den største i Brasilien fundne D.
Efterligninger (Simili-D.) gøres i
Reglen af Blyglas, som har ret kraftig Glans og
Farvespil, men kun ringe Haardhed. Kunstig
Farvning har fra gl Tid af jævnlig været
anvendt paa gullige D.; de dyppes i blaa
Vædsker, saaledes at en yderst ringe Mængde Farve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
