Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Diatomeer (Diatomeæ, Bacillariales, Pyritophyceæ), ell. Kiselalger, er mikroskopiske encellede Planteorganismer - Diatomepelit, d. s. s. Diatomit. - Diatomit (Diatomekisel, Infusoriejord, Bjergmel), en løs, kridt- ell. mellignende, hvid ell. lyst farvet Jordart - Diatomitsten brændes i Tyskland af Diatomit sammenæltet med Korkstumper - diatonisk (gr.) betegner enhver Følge af Toner, tilhørende en bestemt, givet Tonart - Diatretum (gr.: »gennembrudt«) hos Romerne et Glaskar, hvis Vægge var omgivne med et fritliggende Netværk af Glastraade
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nogle Kromatoforer (Fig. 10); til sidst
forsynes disse Mikrosporer med to lige lange
Svingtraade og sværmer ud i Vandet, ved at
Cellen aabnes; men deres senere Skæbne er
endnu ukendt.
Systematik. D. deles som nævnt efter
Skallens Bygning i to store Hovedafdelinger:
1) Pennatæ med to Afdelinger efter
Tilstedeværelse af ell. Mangel paa Raphe:
Raphideæ og Pseudoraphideæ; 2)
Centricæ med to Afdelinger, Discoideæ, hvis
Skal har een Pol (Centrum) og
Biddulphioideæ, hvis Skal har to ell. fl. Poler, der
oftest er udviklede til Bukler, Horn ell.
Børster.
Udbredelse. D. er meget artsrige (alene
i Danmark er fundet mellem 600 og 700 Arter)
og er udbredte over snart sagt hele Jorden, dog
især i kolde og tempererede Egne. De lever
baade i ferskt og salt Vand, dels som
Bundformer, dannende Overtræk paa Bunden, paa
Sten, Plantedele o. s. v., dels fritsvævende som
Plankton. De sidstnævnte har stor Bet. for
baade de ferske og de salte Vandes Økologi, da de
danner Hovedmassen af stofproducerende
Organismer. Det er især de centriske D., der
optræder som Plankton; de vigtigste Slægter er
Chætoceras (Fig. 9), Coscinodiscus (Fig. 10),
Biddulphia og Rhizosolenia (Fig. 2). Bl. de
pennate D. er Navicula (Fig. 1, 5, 8), Nitzschia og
Synedra (Fig. 3) de mest fremtrædende Slægter.
D.’s Stilling i Plantesystemet er meget
isoleret. De kendes fra Kridttiden opefter, og
navnlig i tertiære Lag spiller D.-Aflejringer en
ikke ringe Rolle (Moler, Polerskifer,
Cementsten), men ogsaa i Nutidsdannelser
forekommer de i Mængde, f. Eks. paa Bunden af
ferske Vande og paa Havbunden i antarktiske
Have. D.-Aflejringer har betydelig teknisk
Anvendelse. (Litt.: L. K. Rosenvinge,
»Sporeplanterne« [Kbhvn 1913]; F. Oltmanns,
»Morphologie u. Biologie der Algen« [Jena 1904
-05]; F. Schütt, »Bacillariales« i Engler u.
Prantl, »Natürl. Pflanzenfam.« [1895]; H. van
Heurck, Synops. des Diatomées [Anvers 1880
-81]; E. Østrup, »Danske Diatomeer«
[Kbhvn 1910]).
C. H. O.
Diatomepelit, d. s. s. Diatomit.
Diatomit (Diatomekisel,
Infusoriejord, Bjergmel), en løs, kridt- ell.
mellignende, hvid ell. lyst farvet Jordart, der,
saaledes som Ehrenberg først viste, bestaar af
sammenhobede Skaller af Kiselalger
(Diatomeer). D. optræder som Lag i Jordskorpen,
der kan have en ret anselig Tykkelse og en
Udstrækning af fl. Kvadratkilometer, den kan
være aflejret baade i salt og i fersk Vand. Den
kemiske Sammensætning er Kiselsyreanhydrid
(70-97 %) og Vand; andre Stoffer kan være
indblandede i smaa Mængder. Som
Nutidsdannelse finder man D. især i mange Moser (ogsaa
i Danmark) og mange Steder paa Havbunden.
Betydelige Aflejringer kendes ogsaa fra ældre
geol. Perioder, især Tertiærperioden. Kendtest
er Aflejringen ved Oberlohe ved Sydranden
af Lüneburg-Heden i Hannover; Aflejringens
Tykkelse er her paa sine Steder henimod 10 m.
De største kendte Aflejringer findes i
Nordamerika, hvor man enkelte Steder har fundet
dem med en Tykkelse paa over 100 m. - Af
selv samme Materiale som den løse D. bestaar
den noget mere sammenhængende
Polerskifer (Trippelse); den er oftest ganske
tyndt skifret, lader sig med Lethed trykke til
Pulver og indsuger Vand med Begærlighed.
Dens Dannelsesmaade og Optræden i Naturen
svarer ganske til D.’s. Kendte Forekomster er
Trippelberg i Nærheden af Bilin i Böhmen,
Seifhennersdorf og Warnsdorf i Lausitz,
Tripolis (herfra Navnet Trippelse) o. m. a. St. -
I Danmark findes en betydelig Aflejring af
lgn. Art, det saakaldte Moler, som
forekommer paa Mors og tilgrænsende Landsdele og i
nyere Tid har faaet en Del Anvendelse til
Mursten. En anden ret vigtig Diatoméaflejring er
den saakaldte Mo ved Kollerup ved Langaa; i
ret ubetydelig Mængde findes Trippelse ogsaa
paa Trellenæs ved Vejle Fjord. Den løse
Diatomékisel (særlig den fra Oberlohe) anvendes
som Tilblanding ved Dynamitfabrikationen;
Trippelse og Polerskifer anvendes som
Pudsemiddel.
(N. V. U.). O. B. B.
Diatomitsten brændes i Tyskland af Diatomit
sammenæltet med Korkstumper. De er meget
porøse og let bearbejdelige, isolerer udmærket
mod Varme og taaler Rødglødhede, men har
ringe Styrke. De bruges til Varmeisolering og
faas dels i Murstensformat, dels som
Cylindersegmenter til Rørbeklædning.
E. Su.
diatonisk (gr.) betegner i den moderne Musik,
i Modsætning til kromatisk og
enharmonisk, enhver Følge af Toner, tilhørende en
bestemt, givet Tonart, uden Indblanding af
skalafremmede ɔ: ved tilfældige Fortegn
altererede Toner. Samtlige Dur- og Molskalaer,
der er byggede med C-dur og A-mol-Skalaen
som Norm, er altsaa diatoniske.
S. L.
Diatretum (gr.: »gennembrudt«) kaldtes hos
Romerne et Glaskar, hvis Vægge var omgivne
med et fritliggende Netværk af Glastraade,
udslebne af den samme Masse som Karret selv.
Da Slibningsprocessen var meget vanskelig og
krævede overordentlig lang Tid, var saadanne
 |
Glaskar i Antiquarium i München. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
