Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Domkirke (hermed l Tavle) kaldes Hovedkirken ell. Katedralkirken (ecclesia major, cathedralis) i et Bispedømme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Omtr. samtidig med Skt Laurentius i Lund er
D. (Vor Frue) i Viborg, der er grundlagt
c. 1130 og i sin opr. Form fuldendt c. 1170.
I Hovedtrækkene er de to Kirkers Plananlæg
meget beslægtede, ligesom Apsiderne viser store
Ligheder, men skønt der i Viborg er rejst to
Smaataarne ved Korets Østhjørner, har den
dog alle Dage virket strengere og alvorligere
end Lund. Den er vort Lands anseligste
Granitkvaderkirke og vistnok den største Bygning
af dette haarde og vanskelige Materiale, der
har bidraget til at gøre dens Detailler enkle og
strenge og kun i meget ringe Maalestok er
blandet med Al og Fraadsten. Desværre har
Granittens eneste alvorlige Fjende, Ilden, to
Gange hærget Bygningen, først 1501 og senere 1726,
og skønt Kirken hver Gang blev genrejst, var
Tilstanden saaledes, at man til Slut ansaa en
næsten fuldstændig Ombygning for nødvendig.
Ved denne, der foregik 1863-76, forsvandt alle
senere Tilbygninger, som f. Eks. Skt Kjeld’s
Kapel; af det gl. staar kun Krypten urørt, og
Bygningen er blevet en korrekt, men noget
kedelig Kopi, hvis Interiører først i de seneste
Aar har vundet nyt kunstnerisk Liv ved
Joachim Skovgaard’s Malerier.
Af samme Slægt som Lund og Viborg er
endvidere Vor Frue i Ribe, hvis ældste
romanske Del maaske er paabegyndt før 1134 (ell. i
al Fald før 1150) og fik sit endelige Præg efter
en Brand 1176. Apsidens Udsmykning minder
en Del om de to Søsterkirkers, men
ejendommeligt er, at Krypt og et egl. Kor mangler, og
at Korsskæringen er overhvælvet af en opr.
Kuppel. Ejendommeligt er ogsaa Materialet,
Tufsten fra Andernach ved Rhinen, der maa
være bragt til Ribe ad Søvejen, iblandet med
Detailler af Weser-Sandsten, Granit og Al;
berømte er Skulpturerne over den saakaldte
Korhoveddør. Men sit mest iøjnefaldende Særpræg
har Ribe D. vundet gennem Ombygninger
senere i Middelalderen. Skibets Hvælvinger er
indbyggede efter en Brand 1242; det store
Nordtaarn, der slutter sig til venstre Forhal (ell.
Vestkoret, hvor den stedlige Martyrbisp,
Liufdag’s Helgenskrin havde Plads), maa være
paabegyndt c. 1250, delvis nedstyrtet 1283 og
derefter atter genrejst med et højt Spir, der c.
1600 afløstes af det nuv., flade Taarntag; de
to ydre Sideskibe, der ligesom
»Stormklokketaarnet« er af røde Munkesten, tilføjedes c.
1440. Efter Reparationer 1737-38 og c. 1790, da
det opr. romanske Sydtaarn (Marie-Taarnet)
blev raseret, og efter en mere stilkorrekt
Restaurering 1843-45 er der 1882-1904 under
Ledelse af Prof. Amberg foretaget en
Hovedistandsættelse, hvorved Bygningens Bestaaen
sikredes og Marie-Taarnet genopførtes, medens
man i øvrigt, især takket være Helms’
Virksomhed, efter langvarige Diskussioner bibeholdt
de ydre Sideskibe.
Ogsaa D. i Børglum og Slesvig er paabegyndte
ved Midten af 12. Aarh., men de skiller sig fra
de nys nævnte ved overvejende at være
opførte af brændte Sten. Kirken ved
Præmonstratenserklostret i Børglum, der stiftedes c.
1130 og straks blev Bispesæde for det Stift,
der efter Reformationen fik sin Hovedkirke i
Aalborg, er vistnok paabegyndt som en
Granitkvaderbygning, men endnu i romansk Tid
(omkring Aar 1200) fuldført af Munkesten, opr. med
5 Apsiskapeller, et saare ejendommeligt
Koranlæg, der dog forlængst er nedbrudt, ligesom
Kirken er blevet stærkt ombygget i den
seneste kat. Tid, og Børglums Arkitekturhistorie
kan endnu ikke siges at være fuldt udredet.
Noget sikrere belyst er den hist. Udvikling af
Skt Peter i Slesvig, der opr. har været
anlagt som en Brudstenskirke af Tuf og Granit,
beslægtet med Ribe og uden Krypt. Men af
denne ældste Bygning staar kun sparsomme
Rester, især i Korsskæringspartiet, deriblandt det
kendte Relief over søndre Korsarms
»Petersdør«, og allerede i senromansk Tid har man
fortsat Byggeriet med Munkesten, skalmuret
Væggene og indbygget Hvælv. C. 1275 blev det
romanske Kor fuldstændig fortrængt af det
endnu staaende got., der er treskibet med tresidet
Apsis, og senere foretoges der ogsaa store
Ændringer af den øvrige Kirke, især Sideskibene,
der forhøjedes og udstyredes med Sidekapeller
mellem svære, indre Murpiller (c. 1450-1501).
Paa Skibets Nordside staar endvidere bevaret
en got. Processionsomgang (Ambitus). Først
ved en moderne Istandsættelse 1888-94 har
Kirken faaet Taarn, og dette er blevet alt for
dominerende og alt for moderne.
Skt Klemens i Aarhus, hvis Bygning er
paabegyndt c. 1200 af Biskop Peder Vagnsen,
Absalon’s Frænde, er med Undtagelse af enkelte
Granitdetailler helt og holdent bygget af
brændte Munkesten, men det opr., sentromanske
Anlæg, der vistnok fra første Færd har været
bestemt til Overhvælving, er ogsaa her undergaaet
mange Ændringer allerede under den mere
end hundredaarige Byggeperiode og senere. Af
Koret, der noget mindede om Børglums, staar
kun de yderste Sidekapeller, Skibet er stærkt
forhøjet, Hvælvene ændrede, og to gl.
Vesttaarne er saa godt som fuldstændigt forsvundne.
Ogsaa Skt Klemens har først faaet sit Særpræg
ved sine sentgotiske Partier, navnlig ved
Højkoret, der c. 1400 er omformet til en Kirkehal
med Sideskibe af samme Højde som Midtskibet,
med store lyse Vinduer og to slanke, runde
Trappetaarne. Det anselige Vesttaarn er først
fuldendt af Biskop Jens Iversen Lange (d. 1482),
og dets Spir er fl. Gange fornyet, sidst ved
Bygningens Hovedistandsættelse c. 1870-80.
Ved den sentgotiske Korbygning er Aarhus
blevet den længste danske D., 93 m, medens
Roskilde er 83, Ribe 66 og Viborg 69 1/2 m lang.
Ogsaa Hellig Trefoldigheds og Skt Lucius Kirke
i Roskilde er en Murstensbygning, men den
tilhører i mere udpræget Grad end Aarhus
Overgangsperioden mellem romansk og got. Stil
cg er, om ikke i sine Enkeltheder, saa dog i
sit System næsten helt got. En ældre Stenkirke
af Kildekalk blev anlagt allerede af Bisp
Vilhelm, Svend Estridsen’s Samtidige, men den
kendes kun af Fundamenter under Gulvet i den
nuv. Bygning, der blev begyndt c. 1200 af Biskop
Peder Sunesen. Koret, som tilhører den første
Byggeperiode, er i hele sit Anlæg paavirket af
samtidig nordfransk Arkitektur (især Tournai)
og virker ejendommeligt baade udvendig, hvor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
