- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
301

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Domkapitel (capitulum) kaldes i den rom.-kat. Kirke det ordnede Samlag af Præster ved en Katedralkirke - Domkirke (hermed l Tavle) kaldes Hovedkirken ell. Katedralkirken (ecclesia major, cathedralis) i et Bispedømme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Præmonstratenserhe var nemlig en Slags regelbundne
Kanniker. Mere paafaldende er det at se et
Benediktinerkloster træde i D.’s Sted; dette var
Tilfældet i Odense. Ligesom D. blev rige
Institutioner, havde de »verdslige«
Kanniker meget store Præbender. Derfor blev slige
Embeder meget attraaede og tilfaldt ofte Adelens
Sønner. Paa saadanne Kanniker passede
Betegnelsen Domherrer ell. Korherrer
særdeles godt. De førte sig ofte som store Herrer,
forsømte deres Embedsgerning
(»Residenspligten«) ell. lod Vikarer besørge Forretningerne.
Ved hvert D. indrettedes en Domskole, der
styredes af Kapitlet og var en Læreanstalt for
vordende Præster. Hele D. stod under
Biskoppen, men havde sine egne Embedsmænd. De
overordnede af disse kaldtes »Prælater«, deres
Hverv betegnedes som »Værdigheder«
(dignitates). Øverst stod i Reglen enten
Domprovsten (præpositus) eller
Archidiakonen. Undertiden fandtes ved et D. kun een
af disse Værdigheder, undertiden begge, og
Rangfølgen var da ikke alle Vegne ens, oftest
var Domprovsten dog den øverste. Dekanen
havde Tilsyn med Tugten, Kantoren
forestod Gudstjenesten og oplærte Kannikerne i
Kirkesang, Skolemesteren (scholasticus)
forestod Domskolen. Endnu var der Kustoder,
Sakristaner, Notarer, Kældermestre o. fl. a.
lavere Embedsmænd. Det samlede Tal af
Kanniker ved et D. kunde være meget forsk.; i
Danmark synes det ikke at have overskredet 36.
D.’s Bet. i Middelalderen var overordentlig stor:
Gudstjenesten ved Bispekirkerne fik langt
større Rigdom og Pragt, og uden D. havde man
ikke rejst saa store og smukt udstyrede
Domkirker; D. fik endvidere Ret til Bispevalg og
blev Bispens indflydelsesrige Raad i alle Sager,
ja tilegnede sig endog en Del i Stiftets
Forvaltning og indskrænkede ofte Bispens Magt ret
følelig; ved sine Domskoler blev D. fremdeles
Hjemsteder for Studierne og en fast Borg for
Videnskaben under dennes vanskeligste Kaar;
endelig havde D. ogsaa Bet. som Midtpunkter i
store Godskomplekser. Nutildags har de kat. D.
mere udelukkende kirkelig-religiøs Karakter, og
flere af de gamle Kapitelembeder, som
Archidiakonens, er ophævede. De faa D., som
bevaredes paa protestantisk Grund, er oftest kun
Formuer, hvis Renter bruges som Belønning for
særlig fortjente Mænd. (Litt.: Hinschius,
»Kirchenrecht«, II; Schneider, »Die
Entwickelung der bischöflichen Domkapitel bis zum
14ten Jahrh.« [Mainz 1882]; Helveg, »De
danske D.« [Kbhvn 1855]).
H. O.

Domkirke (hermed 1 Tavle) kaldes
Hovedkirken ell. Katedralkirken (ecclesia major,
cathedralis
) i et Bispedømme, den mest
fremragende af Kirkebygningerne, den, til hvilken
en Biskop ell. Ærkebiskop er knyttet som
øverste Gejstlig, hvor hans Sæde staar, og
hvor Domkapitlet samles. Navnet stammer fra
det latinske domus (underforstaaet domini),
Herrens Hus, paa Middelalderens Latin doma.
Ogsaa Kollegiatkirker, som havde et Kapitel
med en Provst og en Decanus, kunde kaldes
D., f. Eks. i Goslar, Erfurt og Halle; i Syd- og
Vest-Tyskland er Münster (monasterium) en
sideordnet Benævnelse.

Da mange D. i Sydeuropa har Kuppel over
Korsskæringen ell. helt er formede som
Kuppelbygninger, bruges det fr. Ord Dôme, der er af
ganske samme Oprindelse som vort D., til at
betegne en Kuppel ell. Kuppelbygning.

D. er den middelalderlige Bygningskunsts
største og vigtigste Værker; de er
gennemgaaende de ypperste Eksempler paa den romanske
og got. Stils Kirkesystemer, og da deres
mægtige og rige gejstlige Bygherrer kunde tage
Tidens dygtigste Bygmestre i deres Tjeneste, blev
D. jævnlig et Forbillede for Stiftets mindre
Kirker. Hvor meget de bet. i Arkitekturens
Historie, vil være klart ved at nævne blot nogle
af de allerberømteste D. I Italien: rom.
Basilikaer, Palermo, Pisa, Firenze, Milano. I
Spanien: Burgos, Sevilla. I Frankrig: Rheims,
Amiens, Notre-Dame i Paris. I England:
Canterbury, York. I Nederlandene: Antwerpen,
Bryssel, Utrecht. I Tyskland: Speier, Worms,
Mainz, Köln, Strassburg. I Østerrig: Prag. I
Sverige: Upsala, Linköping, Skara (om Lund, se
nedenfor).

D. var efter Middelalderens Forhold saa store
Bygværker, at de saare sjældent fuldendtes i en
enkelt Byggeperiode, men i Reglen stod Aartier,
ja Aarh. under Arbejde. Hertil kom senere
Reparationer og Moderniseringer og endelig i
Løbet af 19. Aarh. gennemgribende
Rekonstruktioner. Hvor indviklet en D.’s Arkitekturhistorie
i Reglen har formet sig, kan en kort
Gennemgang af de gl. danske og norske D. tjene til
at vise.

Inden for Danmarks gl. Grænser fandtes 8
D., nemlig foruden Ærkebispekirken i Lund
Bispekirkerne i Roskilde, Odense, Børglum,
Viborg, Aarhus, Ribe og Slesvig. Ældst er
Lundkirken, viet Vor Frue og Skt Laurentius, en
romansk Sandstensbygning, der maaske er
paabegyndt under Knud den Hellige, men hvis
bevisligt ældste Del, Krypten under Koret, med
den bekendte Finsøjle, dog ikke blev fuldført før
1123, medens Korpartiet efter fl. Ændringer
blev indviet 1145. Samtidig er sikkert
Korsarmene byggede, og noget senere er Skibet, der
opr. var anlagt som en Pille-Basilika med fladt
Loft, ændret saaledes, at det fik Hvælv. Til Slut,
formodentlig under Ærkebiskop Absalon omtr.
1200, er der til det opr. taarnløse Skib føjet to
Vesttaarne. Som Bygmester kan nævnes først
Donatus, derefter Regnerus og sidst Aage, og
Kirjken er paavirket baade af nord-italiensk og
tysk-rhinsk Kunst; de fleste af de dekorative
Sandstensskulpturer, hvormed den er smykket
rigere end nogen anden gl dansk Kirke, er i
udpræget lombardisk Stil. Apsiden hører til det
smukkeste og fineste, som middelalderlig dansk
Arkitektur har frembragt. Senere foretoges
Ombygninger, bl. a. c. 1520 af Nederlænderen
Adam van Düren, og i 18. Aarh. I 19. Aarh.
paabegyndtes en Restaurering af Brunius, og
ved en gennemgribende Ombygning under
Ledelsen af Arkitekt H. Zettervall omskabtes
Kirken paa ny i romansk Form, men rigtignok
ikke uden at tabe meget af sin hist. Værdi.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 19:51:08 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/6/0317.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free