Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dronte (Didus ineptus L.) kaldtes af de holl. Søfarende, der 1598 kom til Mauritius, en stor vingeløs Fugl - Droogenbroeck, Jan van, flamsk Digter (under Pseudonymet Jan Ferguut), (1835- ) - Droplaugarsona saga, en lille isl. Familiesaga om Enken Droplog's Sønner. - Dropper kaldes en Hønsehund, der er Krydsning mellem Pointer og Sætter. - Drops (Draaber), en Slags Bonbons, som indeholder syrlige Frugtsafter; særlig bekendte er »Lemon-Drops«. - Drosera, se Soldug. - Droseraceæ, se Soldugfamilien. - Droske er opr. Navnet paa et russ. aabent Køretøj (droshki) med lave Hjul for 2 Personer foruden Kusken - Drossel, Drosselfugle (Turdidæ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Slægtning af D., om hvilken man dog kun ved
meget lidt.
Derimod fandtes paa den tredie større Ø i
Gruppen, Rodriguez, en beslægtet Fugl,
Pezophaps solitarius Strickl., i Ydre dog stærkt
adskilt fra D.; af de fr. Kolonister kaldtes den
Solitæren, hvilket Navn er gaaet over i de
fleste Sprog. Den var en anselig Fugl, henved
1 m høj, af Vægt til op imod 25 kg. Ganske i
Modsætning til D. havde den en statelig
Legemsbygning, en lang Hals, ret høje Ben, og et
forholdsvis kort, ved Roden meget tykt Næb.
Fjerene var bløde, graabrune, de korte Vinger,
der ikke kunde bruges til Flugt, forsynede med
en Benkugle, som Hannerne brugte under deres
heftige Kampe i Parringstiden. Fuglene levede
parvis, uden at slutte sig til andre af deres Art
(hvoraf Navnet). Reden, der kun indeholdt eet
Æg, dannedes af en stor Dynge Palmeblade.
Hvad vi ved om Solitæren, skyldes Leguat,
som 1691-93 boede paa Rodriguez og har
beskrevet sine Oplevelser paa Øen, deriblandt
givet en indgaaende og sikkert paalidelig
Skildring af Solitærens Liv. Kun i faa Aartier holdt
den forsvarsløse Fugl sig paa Øen, og Leguat’s
Beretning om den betvivledes senere stærkt.
Senere er der imidlertid i Jordhuler fundet
Knogler af Fuglen i Tusindvis og nogle hele
Skeletter, og alt, hvad man saaledes har fundet,
har fuldt ud bekræftet Leguat’s Beskrivelse. Det
eneste Billede af Solitæren, tegnet af en Mand,
der selv havde set den, er Leguat’s
hosstaaende Tegning, der dog sikkert giver en
daarlig Forestilling om Fuglen. (Litt.: J. Th.
Reinhardt, »Nøjere Oplysninger om det i
Kbhvn fundne Drontehoved« [»Naturhist.
Tidsskr.«, Kbhvn 1842]; H. E. Strickland og A.
G. Melville, The Dodo and its Kindred
[London 1848]; R. Owen, Memoir on the Dodo
[London 1866]; E. Newton og I. W. Clark,
On the Osteology of the Solitaire (Pezophaps
solitarius Gm.) [Philos. Transact, London 1879]).
O. H.
Droogenbroeck [’dro.gəbru.k], Jan van,
flamsk Digter (under Pseudonymet Jan
Ferguut), f. 18. Jan. 1835 i St Amands. Allerede
som ganske ung kom han under Paavirkning af
Digteren Jan Beers og sluttede sig med
Begejstring til den flamske Sprogrejsning. Hans
Digtning, der holder sig inden for den rene Lyriks
Grænser, udmærker sig særlig ved metrisk
Kunstfærdighed, navnlig har han paa flamsk
Grund indført forsk. orientalske Verseformer.
Ogsaa Studier over Metrik skyldes ham; men
sin største Popularitet har han opnaaet som
Børnedigter. Af hans Værker kan nævnes:
»Makamen en Ghaselen« (1866, 2. Opl. 1887),
»Rhytmus en Rijm« (1883), Studier over Versekunst,
»Algeemen Overzicht der in het Nederlandsch
mogelijke versmaten« (1874), »De toepassing van
het Grieksche en Latijnsche Metrum op de
Nederlandsche Poëzij« (præmiekronet 1876).
Desuden en Samling Børnedigte under Titlen:
»Dit zijn Zonnestralen« (1873, 6. Opl. 1884).
A. I.
Droplaugarsona saga, en lille isl.
Familiesaga om Enken Droplög’s Sønner. Dens Indhold
(hovedsagelig personlige Fejder og Manddrab)
foregaar omkr. Aar 1000 paa det nordøstlige
Island og er for saa vidt vigtigt, som der ellers
haves kun faa og smaa Sagaer fra den
nordøstlige Del af Island. Udg. af K. Gislason (1847);
overs. i F. W. Horn’s »Billeder af Livet paa
Island«, I (1871).
F. J.
Dropper kaldes en Hønsehund, der er
Krydsning mellem Pointer og Sætter.
C. P. L.
Drops [dråps] (Draaber), en Slags Bonbons,
som indeholder syrlige Frugtsafter; særlig
bekendte er »Lemon-Drops«.
K. M.
Drosera, se Soldug.
Droseraceæ, se Soldugfamilien.
Droske [’dråsjə] er opr. Navnet paa et russ.
aabent Køretøj (droshki) med lave Hjul og
bestemt for 2 Personer foruden Kusken. Da
Hyrekørslen paa kortere Strækninger i Byer
begyndte, havde Vognene hertil i Beg. Form som de
russ. Køretøjer, og Navnet D. vandt alm.
Indpas. Smlg. Fiacre.
(C. G. B.). O. P.
Drossel, Drosselfugle. Af forsk.
Systematikere opfattes Begrebet Drosler i videre
Forstand højst forsk.; nogle opstiller en
Familie Drosselfuglene (Turdidæ), hvortil
hører, foruden de egl. Drosler, Nattergal,
Rødhals, Digesmutte, Vandstær og adskillige andre
Slægter, medens andre regner disse saavel som
Droslerne som ligestillede Grupper under
Sangernes (Sylviidæ) store Familie. Til Droslerne i
snævrere Forstand hører henved 200 Arter,
udbredte over hele Kloden fraregnet de koldeste
Egne. Et Særkende er, at Hornklædningen paa
Løbets Forside bestaar af en udelt Plade.
Farven er yderst forsk., enkelte er ensfarvede,
andre brogede, men fælles for dem alle er, at
Ungerne i den første Dragt er uanselige og
plettede. Deres Levevis er højst forsk., nogle
lever i Træerne, andre mere paa Jorden.
Gennemgaaende er det gode Sangere. Som Typen
for alle Drosler kan regnes Sangdroslen
(Drossel, Graadrossel, norsk: Maaltrost)
(Turdus musicus L.) (Afb. Tavle »Sangfugle«, 4), lidt
mindre end en Stær, paa Oversiden olivenbrun,
paa Undersiden gullig paa Brystet, ellers hvid
med mørkere, trekantede Pletter, der er
sparsomme paa Struben og paa Bugen. Fjerene paa
Vingernes Underside er svagt rødgule, Sving- og
Styrefjer graabrune. Undernæbbet er gulligt ved
Roden, Resten af Næbbet brungraat som
Fødderne. Ungerne i første Dragt har paa
Oversiden lyse Længdepletter. Sangdroslen bebor en
stor Del af Europa og Sibirien, findes i Norge i
stort Tal op til Polarkredsen. I Danmark er den
overalt en hyppig Fugl. Naaleskove er vel dens
Yndlingssteder, men den findes ogsaa i
Løvskove, i større Haver og Parker. Allerede i
første Halvdel af Marts kommer den sydfra, og
er Vejret nogenlunde godt, hører man straks
ved Ankomsten dens Sang, der med Rette
regnes for en af de bedste i de nordlige Lande.
Som de fleste af dens Slægtninge synger den
fuldest og kraftigst i det tidlige Morgengry og i
Skumringen, altid siddende paa et højt Punkt,
en Gren i et Løvtræ ell. i Toppen af en Gran.
Sangen har en ejendommelig Karakter, idet
den ikke bestaar af enkelte stadig
tilbagevendende Strofer, men af talrige Toner og Led,
som Fuglen kæder til hinanden med digterisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
