- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
527

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 3) Abel Aubert, fr. Admiral og Politiker, (1793-1864) - 4) Abel Nicolas Georges Henri Bergasse, fr. Viceadmiral, (1822-1890) - Duphot, Leonard, fr. General, (1770-1797) - Dupin, - 1) André, jævnlig kaldt den ældre D., fr. Advokat og Politiker, (1783-1865)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Forsamling. 1846 forfremmedes han til
Viceadmiral. Faa Aar efter, som Deputeret, var det
D.-T., som foreslog og gennemførte Frankrigs
Anneksion af Marquesas-Øerne, hvor en
Deportationsanstalt oprettedes. 1855 blev han Medlem
af Videnskabernes Akademi.
C. W.-S.

4) Abel Nicolas Georges Henri
Bergasse
, fr. Viceadmiral, foreg.’s Nevø, f.
22. Marts 1822, d. 14. Maj 1890, blev Officer
1851 og deltog og saaredes i Krim-Felttoget. 1859
optraadte han i Adriaterhavet i Napoleon’s
Felttog mod Østerrig, 1860-62 gjorde han sig
bemærket ved sine hydrografiske Undersøgelser
ved de algierske Kyster og var derefter Chef
for en Fregat i de østasiatiske Farvande. 1870
var han Chef for en Afdeling Kanonbaade, der
opererede paa Rhinen, men blev saaret og
indesluttet i Strassburg. Efter Krigen blev han
Admiralitetsraad og (1877) Kabinetchef i
Marineministeriet, Aaret efter Øverstkommanderende
for Styrken i det stille Hav, 1883 Viceadmiral
og Marinepræfekt først i Cherbourg, senere i
Toulon, 1888 Chef for Øvelseseksadren i
Middelhavet; i denne Stilling døde han pludselig.
D.-T. har givet væsentlige Bidrag til
Udviklingen og Organisationen af det franske
Torpedovæsen.
C. W.-S.

Duphot [dy’fo], Léonard, fr. General, f. i
Lyon 1770, dræbt i Rom 27. Decbr 1797, var
ved Revolutionens Udbrud Underofficer, men
avancerede hurtig. Han ledsagede 1797 Josef
Napoleon paa dennes Gesandtskabsrejse til Rom.
Josef’s Ankomst til denne By gav Anledning til
republikanske Rørelser, det kom til et
Sammenstød mellem en Bande rom. Republikanere og
de pavelige Tropper, under hvilket D. blev
gennemboret af Kugler og Bajonetstød. Dette gav
Anledning til, at Berthier Febr 1798 indtog Rom
og proklamerede den rom. Republik.

Dupin [dy’pæ], 1) André, jævnlig kaldt
den ældre D., fr. Advokat og Politiker, f. 1.
Febr 1783, d. 10. Novbr 1865. Han blev
allerede 1800 indskrevet som Advokat og var 1802
den første Dr. jur. under Univ.’s ny Ordning.
Han søgte 1810 forgæves en Professorpost i
Paris og holdt sig for Fremtiden til sin
Sagførervirksomhed, i hvilken han opnaaede det
største Ry, især efter 1815. Ved Siden heraf
spillede han en betydelig politisk Rolle. I de 100
Dage 1815 var han Medlem af
Repræsentantkamret, hørte til Oppositionen og stillede efter
Slaget ved Waterloo Forslag om at indsætte en
foreløbig Regering uden Hensyn til Napoleon
II. Snart efter hævdede han i et Flyveskrift fuld
Frihed for Sagføreren i hans Forsvar for
politiske Forbrydelser, medens man fra reaktionær
Side vilde gøre gældende, at han derved gjorde
sig til Medskyldig. Han var under
Restaurationen Forsvarer i en Mængde vigtige politiske
Sager, saaledes for Ney o. a. napoleonske
Generaler, for de Engelskmænd, som havde hjulpet
Lavalette paa Flugt, senere for Béranger (1821)
og for Journal des Débats i den navnkundige
Retssag 1829. Han var i hele dette Tidsrum
Liberalismens ypperste Sagfører og vandt
derved megen Folkeyndest. Han afslog 1819
Tilbudet om at blive Generalsekretær i
Justitsministeriet, men knyttede sig nøje til Hertugen af
Orléans (senere Kong Ludvig Filip) og blev 1817
hans Retskonsulent. 1827 valgtes D. til
Deputeretkamret som Oppositionsmand og tog 1830
vigtig Del i Forhandlingerne om Mistillidsadressen
imod Ministeriet Polignac. Da Juliordonnanserne
udstedtes, erklærede han ligefrem over for
Journalisterne, at de var ulovlige, men vilde dog
ikke underskrive Indsigelsen og nøjedes med at
deltage i de Deputeredes mere varsomme Skridt.
Men da Opstanden havde sejret, var han ivrig
for at formaa Ludvig Filip til at overtage
Regentskabet og var med at affatte hans Opraab
til Folket (31. Juli), hvori det lovedes, at
»Forfatningen skulde blive en Sandhed«. Han blev
ogsaa Ordfører ved Forfatningens Gennemsyn
og fremskyndede efter bedste Evne denne Sags
Behandling. Han udvirkede, at Kongens Titel
blev »Ludvig Filip, Franskmændenes Konge« i
St f. »Filip VII, Konge af Frankrig og Navarra«,
og gjorde ligefrem gældende, at han var valgt
ikke »fordi«, men »endskønt« han var en
Bourbon, idet han hævdede Folkets Suverænitet. I
et Skrift om Julirevolutionen (1832) forsvarede
han med Styrke dens Lovlighed. D. blev
Minister uden Portefeuille i Kongens første
Ministerium, Aug. 1830, dog kun i 3 Maaneder, og
tillige Generalprokurør ved Kassationsretten.
1832-39 var han Deputeretkamrets Formand
og styrede med stor Myndighed; hævdede
kraftig Kamrets Rettigheder over for Regeringen
og Talerstolens Frihed, men vakte efterhaanden
megen Uvillie imod sig ved den ubarmhjertige
Spot og de lidet høflige Vittigheder, han tillod
sig over for Talerne. Han var en trofast Støtte
for Julikongedømmet, men gjorde fl. Gange
Modstand imod Kongens stærke personlige
Indgriben i Statsstyrelsen og Indskrænkningerne i den
politiske Frihed. Febr 1848 søgte han forgæves
at faa Greven af Paris godkendt som Konge
efter hans Farfader. Det forbavsede derimod,
at han ikke tog Afsked efter Kongedømmets
Fald, men straks udtalte, at Retten for
Fremtiden vilde blive plejet i det fr. Folks Navn.
Han valgtes til Nationalforsamlingen og tog
vigtig Del i Forfatningens Udarbejdelse; var 1849-
51 igen Formand med sin vante Dygtighed, men
vilde ikke deltage i noget Modstandsforsøg imod
Statskuppet 2. Decbr 1851, fordi han regnede
saadant for frugtesløst. Dog tog han Afsked Jan.
1852, da Regeringen inddrog den orléanske
Families Godser. Men i Længden kunde han ikke
finde sig i at være udelukket fra sin vante
Virksomhed og overtog Novbr 1857 paa ny Embedet,
samt lod sig udnævne til Senator, idet han
gjorde gældende, at han altid havde tilhørt
Frankrig, men aldrig noget Parti. I Senatet optraadte
han skarpt imod den stærke Tilvækst af
Klostrene og forsvarede med Varme den gallikanske
Kirkes Friheder, hvad han allerede havde gjort
ved sin Haandbog i Kirkeretten (1824, 5. Udg.
1860) og i en Polemik med Montalembert 1854.
En af hans sidste Taler var rettet imod
Kvindernes Overdaadighed og Pyntesyge og gjorde
Opsigt ved sit voldsomme Sprog. Som Taler
udmærkede D. sig ved sin Klarhed og sin sunde
Sans, men viste ved Siden heraf stor
Nøgternhed i sit Tankesæt og en udpræget
Forkærlighed for det nyttige; han lod sig aldrig rive

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0553.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free