Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dur (af lat. durus »haard«), det af vore Tonekøn, i hvilket Tonearten paa 3. Trin har den store Terts (jfr Mol) - durabel (lat.), varig, holdbar; Durabilitet, Varighed, Holdbarhed, Soliditet. - Duraluminium, se Aluminium-Legeringer. - dura mater (lat.), den ydre, fastere Hinde, der omgiver Hjerne og Rygmarv. - Durán, Augustin, sp. Litteraturforsker, (1789-1862) - Duran, Carolus, egl. Charles Emile Auguste D., fr. Maler, (1838- ) - Duranametal, se Aluminium-Legeringer. - Durance, en 350 km lang Flod i det sydøstlige Frankrig, Biflod til Rhone - Durand, i Reglen kaldet Vilhelm Durándus fra St.-Pourcain, fr. Skolastiker, ( -1334) - Durand, Alice, født Henry, fr. Romanforfatterinde, kendt under Pseudonymet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tonarter fik Overvægten (i 17. Aarh.), fik D.
den nu brugelige Bet.
S. L.
durabel (lat.), varig, holdbar; Durabilitet,
Varighed, Holdbarhed, Soliditet.
Duraluminium, se
Aluminium-Legeringer.
dura mater (lat.), den ydre, fastere Hinde,
der omgiver Hjerne og Rygmarv.
S. B.
Durán [ðu’ran], Augustin, sp.
Litteraturforsker, f. 14. Oktbr 1789 i Madrid, d. 1. Decbr
1862 smst. 1836-40 var han Overbibliotekar
ved Nationalbiblioteket i Madrid og atter i
samme Stilling fra 1843. Hans Beskæftigelse med det
ældre Nationaldrama indgav ham den
Overbevisning, at den nærmest foregaaende Periode
med dens Efterligning af fr. Klassicisme maatte
betragtes som en Dekadencetid, og at den
sunkne dram. Digtning blot kunde rejses igen, naar
man holdt sig til de gl. nationale Mønstre. Disse
Anskuelser udtalte D. 1828 i det
opsigtsvækkende Skrift Discurso sobre el influjo de la criitica
moderna en la Decadencia del antiguo teatro
español, hvori han løftede Romantikkens
Banner i dens gl. Fædreland og gav Stødet til den
Genfødelse af dettes Digtekunst, der snart
betegnedes ved Navnene Angel de Saavedra
(Hertugen af Rivas), Espronceda, Garcia Gutierrez,
J. E. Hartzenbusch, J. Zorrilla o. fl. En Række
betydelige Udgiverarbejder har imidlertid især
skænket D. Navnkundighed, nemlig først og
fremmest den store Samling af gl sp. Folkepoesi,
der først saa Lyset i 5 Bd 1828-32 med Titlen
Colección de romances castellanos anteriores al
siglo XVIII, men dernæst i meget udvidet og
forbedret Skikkelse som 10. og 16. Bd af
Biblioteca de autores españoles, under Benævnelsen
Romancero general (2 store Kvartbd, 1849-50);
endvidere en Udg. af Ramón de la Cruz’
»Sainetes« (2 Bd, 1843) og en Samling ældre sp.
Dramaer (Talia española, 3 Bd, 1834). D.
udmærker sig som banebrydende Forsker mere
ved store og ny Synspunkter end ved udadlelig
Korrekthed i det enkelte, saa at en senere
Kritik vel nok vil underkende en Del af hans
Domme; men hans store Fortjenester maa dog i det
hele anses som ubestridelige, og særlig er hans
Romancero general den første videnskabelige
Udg. af Landets rige Skat af lyrisk-episke
Folkesange.
E. G.
Duran [dy’rã], Carolus-, egl. Charles
Émile Auguste D., fr. Maler, f. 4. Juli 1838
i Lille. Han studerede i Paris paa Acad. Suisse
og perfektionerede sin maleriske Teknik ved
Kopieren af Louvres Skatte. Indflydelsen fra de
gl. Mestre Rubens, Veronese etc. og (efter
hans senere Spaniens-Rejse) især Velasquez
spores ogsaa ofte stærkt i hans Kunst. I Rom,
hvortil han kom 1861 som Pensionær fra sin
Fødeby, malede han bl. a. med malerisk
Bravour, naturalistisk Evne og det rette Blik for
Uhygge-Effekten: »Den Myrdede i Kampagnen«
(Salon 1866; Mus. i Lille). I Paris gjorde han
mange Studier af den nøgne Menneske- (Kvinde-)
skikkelse og dyrkede med Mesterskab
Portrætkunsten, det Fag, han fornemmelig har indlagt
sig Berømmelse ved. Hans Portrætter, særlig
mange af Damer og Børn (»Damen med
Handsken« [1869, Luxembourg-Mus.], Portrætterne af
hans Børn, saaledes »L’enfant bleu«, »Damen
med Hunden« [1870, Mus. i Lille], Portræt af
É. de Girardin, Doré, Grevinde Vandal [1879]
etc. etc.), udmærker sig ved dygtig, energisk
Opfattelse, er livfulde, yderst flot malede, rige
paa Effekt ved Modellernes Stilling og
Kostumernes og Draperiernes Farvepragt, men ejer
mindre de hjertevindende Egenskaber, der er
byggede paa fine, dybtgaaende fysiognomiske
Studier. Samme Mangel træder med forøget Styrke
frem i hans Historie- og Genremalerier, som
han igen dyrkede fra Midten af 1870’erne;
»Fristelsen«, »Kristi Gravlæggelse« (1882),
»Andromeda« (1887) m. v.; endvidere for en Sal i
Louvre Loftsmaleriet »Maria af Medici’s
Apoteose« (1878). Han har ogsaa modeleret
Portrætbuster. D.’s Kunst skabte med sin Naturalisme,
sin eminente maleriske Kunnen sin Mester et
Verdensry, hvis Glans nyere Tiders
Kunstopfattelse dog stærkt har svækket. I Kbhvn’s
Glyptotek »Portræt af en lille Pige« (1870). Hans
Hustru Pauline Marie D., f. Groizette, har
malet gode Pasteller. (Litt.: A. Alexandre,
C.-D. [Paris 1902]).
A. Hk.
Duranametal, se
Aluminium-Legeringer.
Durance [dy’rã.s], en 350 km lang Flod i
det sydøstlige Frankrig, Biflod til Rhône,
udspringer i en Højde af 2500 m ved
Mont-Genèvre i de cottiske Alper og løber mod SV.
gennem Dept Hautes-Alpes og Basses-Alpes,
derpaa mod V., idet den danner Grænsen
mellem Dept Vaucluse og Bouches-du-Rhône, indtil
den 5 km ndf. Avignon udmunder i Rhône, 13
m o. H. Dens Opland er 15051 km2. P. Gr. a.
sit rivende Løb og de store Grusmasser, den
fører med sig, er den ikke sejlbar, og kun paa
korte Strækninger kan den bruges til at flaade
Tømmer; hyppig svulmer den op og
foraarsager Oversvømmelser. I D.’s nedre Løb
forsyner den mange Vandingskanaler. Af dens
mange Bifloder nævnes i højre Bred Buech og
Coulon, i venstre Bléonne, Asse og Verdon.
G. Ht.
Durand [dy’rã], i Reglen kaldet Vilhelm
Durándus fra St.-Pourçain, fr.
Skolastiker, d. 10. Septbr 1334, var Dominikaner og
teol. Lærer i Paris, senere i Avignon, blev 1318
Biskop i Annecy og 1326 i Meaux. Som
Skolastiker gik D. sine egne Veje, hyldede til en vis
Grad Nominalismen, satte Kløft mellem Tro og
Viden, hvorved Teologien nærmest blev en
udformet Tro af overvejende praktisk Bet., vilde
i Verdensløbet kun se en middelbar Indgriben
af Gud, frakendte Sakramenterne en iboende
Kraft og tog Afstand fra den gængse
Transsubstantiationsteori. Støttet af den franske Konge
optraadte han skarpt mod Pave Johannes XXII’s
Lære om, at de afdøde Sjæle først skulde se
Gud efter Legemets Opstandelse. D.’s Teologi
bekæmpedes ikke mindst af hans Ordensfæller,
der harmedes over hans Brud med den
thomistiske Lære; men hans Klarhed og Ærlighed
giver ham en Hædersplads bl. Middelalderens
Teologer; med Rette kaldtes han Doctor
resolutissimus.
H. O.
Durand [dy’rã], Alice, født Henry, fr.
Romanforfatterinde, kendt under Pseudonymet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
