Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Düring, Ernst von, tysk Læge (1858- ) - Düringsfeld, Ida von (Pseudonym Thekla), tysk Forf. (1815-76) - dyrisk Magnetisme kaldte Mesmer det hos det dyriske Legeme, som gør det modtageligt for Himmellegemernes Indflydelse - dyrisk Varme. Der dannes Varme i alle levende Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udnævntes til Pasha 1898 og kaldtes 1906 til Kiel,
hvor han blev Prof. i Hud- og Kønssygdomme
og Direktør for den dermatologiske Klinik. Han
er nu Leder af det Lahmanske Institut »Weisser
Hirsch« i Dresden. Han har skrevet en Mængde
Afh., oftest optagne i »Monatshefte f. pr. Derm.«,
bl. a. »Das Denguefieber« (1890), Lichen, Lichen
neuroticum und Pityriasis rubra pilaris (1893),
»Lepra und die Frage ihrer Contagiosität,
Vererbung der Syphilis« (1895), Lepra und
Syringomyelie og Polymorphe Erythemen (1896).
Desuden »Klin. Vorles. über Syphilis« (1895).
J. S. J.
Düringsfeld [’dy.reŋsfælt], Ida von
(Pseudonym Thekla), tysk Forf. (1815-76), har
skrevet talrige, i sin Tid meget læste Romaner,
novellistiske Rejseskildringer (»Aus Dalmatien«)
og lyriske Digte. Ogsaa halvvidenskabelige
Arbejder og Bøger for Ungdommen bærer hendes
Navn. Hun ægtede 1845 Friherre Otto von
Reinsberg og levede herefter dels i Dalmatien,
dels paa Rejser rundt i Europa og paa
Moderens Gods. Hendes Mand tog sig selv af Dage
efter hendes Død.
C. B-s.
dyrisk Magnetisme kaldte Mesmer i sin
Disputats, De influxu planetarum in hominem
(1766), den Ejendommelighed ved det dyriske
Legeme, som gør det modtageligt for
Himmellegemernes Indflydelse og for Vekselvirkning
med dem, der omgiver det, og som lettest
forstaas ved sin Analogi med den mineralske
Magnetisme. Selve denne Indflydelse og
Vekselvirkning tænkte han sig beroende paa et overalt
udbredt Fluidum af uforlignelig Finhed, som
ifølge sin Natur er i Stand til at modtage,
forplante og meddele enhver Bevægelse. Denne
Teori var ingenlunde Mesmer’s egen Idé; H. C.
Agrippa havde allerede 1510 i sit Værk Occulta
Philosophia fremsat den klart og benyttet den
til Forklaring af alle magiske Virkninger. Den
af Paracelsus opstillede Lære om »Magneten«
og den derpaa hvilende Lægebehandling ved
»Sympatimidler« er kun en speciel Anvendelse
af Agrippa’s magiske Teori. Paracelsus’ Lære
udvikledes videre af J. B. van Helmont, fra
hvis Skr Mesmer nærmest har laant sine
væsentligste Sætninger om d. M. Mesmer’s
Optræden fik imidlertid sin Bet. derved, at hans
praktiske Resultater ved Sygebehandlingen
syntes at tale for Teoriernes Rigtighed; ved at
stirre paa Patienterne og ved at stryge dem med
Hænderne - hvorved efter Teorien hans
personlige d. M. skulde overføres paa den Syge -
opnaaede han ofte i meget forskelligartede
Tilfælde et gunstigt Resultat. Mindre heldige blev
den d. M.’s Virkninger, da Mesmer i Paris ikke
mere kunde overkomme at tage alle sine
Patienter enkeltvis under Behandling og derfor
opstillede den saakaldte Baquet, et Kar med
Vand, hvorfra der udgik en Mængde
Jernstænger, som Patienterne tog i Hænderne, hvorefter
Mesmer og hans Assistenter magnetiserede dem
i Flæng. Her forefaldt stadig voldsomme
Nervekriser, der endog kunde have Døden til Følge,
hvilket 1784 foranledigede den fr. Regering til
at skride ind og nedsætte et Par Kommissioner
til at undersøge Bet. af Mesmer’s Teorier og
praktiske Virksomhed. Kommissionerne kom til
det Resultat, at den d. M. slet ikke eksisterede;
at de fleste Virkninger, som var tilskrevne den,
udelukkende beroede paa Indbildninger og
Efterligning; at disse Virkninger mangen Gang kunde
være farlige for Sundheden, og at den
Helbredelseskraft, som Magnetismen undertiden havde
udvist, kun skyldtes Organismens Selvhjælp.
Mesmer’s Virksomhed fandt herved en brat
Afslutning; men hans Tilhængere fortsatte den
magnetiske Behandling med mindre Reklame,
men med en betydelig større videnskabelig
Udnyttelse af de gjorte Iagttagelser. Saaledes
opdagedes i Løbet af de flg. Aar de væsentligste
hypnotiske Fænomener (se Hypnose); men
hermed faldt Troen paa d. M. som Aarsag til
disse Fremtoninger naturligvis ikke. Endnu paa
den 1. internationale Kongres for eksperimental
Psykologi i Paris 1889 blev det efter en lang
Diskussion slaaet fast, at Videnskaben ikke
formaaede at bevise den fuldstændige Identitet af
d. M. og Hypnose. Senere har dog A. Moll i
sit Skr.: »Der Rapport in der Hypnose« (Berlin
1892) godtgjort, at der ikke kan paavises nogen
som helst Forskel mellem den ved Suggestion
ell. Fiksation fremkaldte Hypnose og den
Tilstand, der naas ved magnetiske Strygninger
med Hænderne. Dermed har den d. M. som
videnskabelig Teori udspillet sin Rolle. (Litt.:
Binetet Féré, Le magnetisme animal [Paris
1887]; Conte rendu du congrés internat. du
psychol. physiol. [Paris 1890]; Sprengel,
»Geschichte d. Arzneykunde« [6. Bd, Halle 1828];
Preyer, »Der Hypnotismus« [Leipzig 1890]).
Alfr. L.
dyrisk Varme. Der dannes Varme i alle
levende Dyr. Hos de varmblodede
(homoiotherme) Dyr (Pattedyr og Fugle) dannes stadig
forholdsvis store Varmemængder, og deres
Legemstemperatur holdes omtr. konstant,
uafhængig af Omgivelsernes; hos alle andre Dyr
(poikilotherme) afhænger Legemstemperaturen af
Omgivelsernes Temp., dog er Dyrene altid lidt
(oftest meget lidt) varmere end Omgivelserne.
- Vor nuv. Opfattelse af den dyriske Varmes
Dannelse er baseret paa den fr. Kemiker
Antoine Laurent Lavoisier’s Opdagelser ang.
Stofskifteprocesserne (1770-90). Før Lavoisier’s Tid
mente man, at den dyriske Varme opstod i
Hjertet (»den iboende Varme«). L.’s Opdagelser
viste, at den dyriske Varme dannes ved kemiske
Processer (Iltninger) af samme Art som
Forbrændingsprocessen. Iltningerne foregaar i alle
Dyrenes levende Væv (se i øvrigt under
Stofskifte). - Man kan maale dels Legemets
Temp. (Thermometri), dels den Varmemængde, det
afgiver til Omgivelserne pr Døgn (Kalorimetri)
under forskellige Forhold. - Ved Thermometri
findes, at Menneskets Legemstemperatur under
normale Forhold er 36,4-37,0° (Celsius) om
Morgenen og 36,8-37,5° om Aftenen. Ved mange
Sygdomme er Legemstemperaturen forhøjet
(Feber) indtil 42-44° (Tilstanden er faretruende
ved Temperaturer over 42°). Mange Dyr har
normalt en højere Legemstemperatur end
Mennesket (f. Eks. Koen ca. 39°, Fugle over 40°).
Enkelte varmblodede Dyr tilbringer en Tid af
Aaret i Dvale (Vintersøvn: Murmeldyr,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
