Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dyrlæge, Benævnelse paa den, der beskæftiger sig med at helbrede syge Dyr
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Skoler kun havde varet 1-2 Aar; men
Ændringen bidrog ved fl. Anstalter ogsaa, dels til at
Undervisningen blev mere teoretisk end heldigt
var, dels til at Skolerne blev
Undervisningsanstalter ikke alene for vordende D., men ogsaa
for Læger, Smede, Landmænd, Beridere,
Schæfere o. s. v.; dette var især Tilfældet i Wien
og Dresden. Denne Udvikling, der skete
samtidig med, at Dyrlægekunsten mere og mere
nærmede sig til at blive en selvstændig
Videnskab, nødvendiggjorde ny Ændringer. Disse, som
indførtes ved fl. Skoler omkr. 1850, bestod
navnlig i, at der blev lagt forøget Vægt paa
Fordannelsen og paa de naturvidenskabelige Fag.
Hvor man paa den anden Side indsaa, at der
var lagt for megen Vægt paa det teoretiske, gik
man over til at fordre en særlig Prøve i praktisk
Dyrlægekundskab, inden man autoriserede de
fra Anstalten udgaaende D. Dette var f. Eks.
Tilfældet i Danmark 1854 og i Bayern
1858. I det hele taget er i Tidens Løb
Eksamensbestemmelserne ændrede og Fordringerne
stadig forøgede. M. H. t. Dyrlægeskolernes
Stilling skal det endnu kun anføres, at medens
nogle var og vedblev at være ganske
selvstændige Anstalter for Uddannelse af D., var andre
- saaledes især fl. Skoler i Tyskland,
Italien og Schweiz - opr. bundne til Univ.’s
med. Fakulteter. Heri er der dog senere sket
Forandring; f. T. (1916) staar Skolerne i Giessen,
München, Dresden, Zürich og Bern i
Forbindelse med Univ., og paa disse Steder kan den
veterinære Doktorgrad erhverves. En
Særstilling indtager derimod den danske
Veterinærskole, idet der til denne Anstalt er knyttet
en Landbrugsskole (se i øvrigt
Landbohøjskolen). Det Opsving, Veterinærvidenskaben
tog efter Skolernes Oprettelse, var i Beg. kun
ringe, uagtet det Arbejde, der ydedes af denne
Videnskabs Dyrkere, var meget betydeligt. Det
gik fornemmelig ud paa at samle og ordne den
ældre Litt. og at systematisere de indtil da
foreliggende praktiske Erfaringer paa
Dyrlægekunstens Omraade. Derved opstod imidlertid et
værdifuldt Grundlag for den videre Udvikling,
som navnlig kunde spores omkr. 1820’erne, og
efter den Tid maa det siges, at
Veterinærvidenskaben har udviklet sig med Kæmpeskridt, dels
ved Hjælp af Veterinærernes selvstændige
Undersøgelser og Studier, dels ved Understøttelse fra
Menneskemedicinen, og det bedste Vidnesbyrd
herom afgiver den paa alle Omraader af Faget
overordentlig righoldige Veterinærlitt.
Veterinæranatomien er saaledes
blevet meget grundig behandlet. Histologien
(den alm. Anatomi, Vævslæren) har gjort
betydelige Fremskridt, især efter Schwann’s
Opdagelse af den dyriske Celle (1839). Brugen af
Mikroskop er blevet aldeles uundværlig.
Udviklingslæren (Embryologien) er ogsaa
undergaaet væsentlige Forbedringer, og det
samme gælder Fysiologien, som især er
underkastet en væsentlig Bearbejdning paa de
Omraader, hvor Erfaringer fra Menneskets
Fysiologi ikke uden videre kunde overføres til
Dyrene. Ogsaa den Gren af den anvendte Anatomi
og Fysiologi, som gaar under Navnet
Ydrelære (Eksteriør) - specielt Hestens Eksteriør
-, og som første Gang blev indgaaende
behandlet af Bourgelat i hans Traité d’extérieure,
der udkom 1765, er senere undergaaet forsk.
heldige Reformer. Fremskridtene paa
Patologiens, Terapiens og den patologiske
Anatomis Omraader har ogsaa været meget
betydelige. Udviklingen af disse
Specialvidenskaber har paa Veterinærvidenskabens Omraade
stadig holdt Skridt med den Udvikling, den
har været Genstand for i Menneskemedicinen.
Det ligger i Sagens Natur, at Kurmetoderne
har vekslet i lgn. Omfang, ligesom at ogsaa de
diagnostiske Hjælpemidler - Auskultation,
Perkussion, Anvendelse af Termometer og
Mikroskop, kem. Undersøgelse af Mælk m. m. - i
Tidens Løb er blevne mere og mere fuldkomne.
Endvidere har Serumterapien over for visse
smitsomme Sygdomme fundet udstrakt
Anvendelse. Hvad specielt den patologiske
Anatomi angaar, da fortjener det at nævnes, at
deime Disciplin (som allerede var grundlagt af
Morgagni i Midten af 18. Aarh.) først i E.
F. Gurlt’s 1831-32 udkomne Værk »Lehrbuch
der pathologischen Anatomie« er blevet
selvstændig og udførlig videnskabelig behandlet;
navnlig anses 2. Bd, der omhandler de dyriske
Misdannelser, for et epokegørende Arbejde paa
dette specielle Omraade. Paa Kirurgiens
og Operationslærens (Akiurgiens)
Omraade kan der ligeledes noteres væsentlige
Fremskridt. De første veterinær-kirurgiske Arbejder
var kun ufuldkomne Samlerværker; men i Slutn.
af 18. og i Beg. af 19. Aarh. fremkom der mere
værdifulde Værker, bl. hvis Forf. her skal
nævnes Danskerne Viborg, With, Helper og
Stockfleth. Oftalmologien har i
Dyrlæge- ligesom i Lægevidenskaben udviklet sig
selvstændig, siden K. Wilh. Ammon som
den første 1807 udgav en Afh. om
Øjenbetændelse hos Hesten; indgaaende er Oftalmologien
dog først blevet behandlet, efter at den i den
nyeste Tid er blevet en særlig Disciplin ved de
tyske Veterinærskoler. Fødselshjælpen,
som inden Carlo Ruini ikke havde været
behandlet teoretisk, blev ligeledes et særligt Fag,
som ganske vist i Beg. blev behandlet
temmelig ufuldkomment, idet man uden Hensyn til
Forskellen mellem Mennesket og Dyret uden
videre anbefalede de samme Behandlingsmaader
til Dyrene, som man anvendte i
Menneskefødselshjælpen. Men i Beg. af 19. Aarh. indtraadte
der Forandring heri ved Rohlwe’s og Jørg’s
Skr og senere (1830) ved Günther’s
»Lehrbuch der praktischen Veterinär-Geburtshülfe«.
I den nyere Tid er Lærebøgerne over
Fødselshjælp yderligere forøgede og forbedrede.
Beslaglæren, over hvilken der allerede længe
inden Skolernes Oprettelse fandtes ret
værdifulde Optegnelser (bl. a. af Ruini), var i øvrigt
hidtil væsentlig et uopdyrket Felt, idet man
i de forsk. Lande havde sin særlige Maade at
beslaa Hesten paa, hvilket atter var en Følge
af forsk. Anskuelser vedrørende Beslagets Nytte.
Bedre, paa anatomiske og fysiol. Studier
grundede Beslagmetoder fremkom i Slutn. af 18. og
Beg. af 19. Aarh., og især indførtes fra
England saadanne Forbedringer i Beslagkunsten,
at alle nyere Værker over Beslaglæren har været
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
