- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
631

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dødedans, en billedlig allegorisk Fremstilling af Døden, der uden Skaansel fører alt Menneskeliv til Graven

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Dødedans (fr. danse macabre [’dã.s-ma’ka.br],
tysk Totentanz), en billedlig allegorisk
Fremstilling af Døden, der uden Skaansel fører alt
Menneskeliv til Graven. Døden spiller op til
Dans for en lang Række Par af Knokkelmænd
med deres Ofre af alle Stænder og Aldere, fra
Paven til Bonden, fra Støvets Aar til den
spædeste Barndom. Forestillingen om Dans er
mere ell. mindre tydelig udtrykt gennem den
rækkevise Fremstilling af Grupper paa to og
to i lang Kæde og den ranglende og grinende
Benrads rytmiske Bevægelser, der alt efter
Billedets hele Tempo er snart lidenskabelig
hvirvlende, snart rolig fremadskridende. Imidlertid
bruges Betegnelsen D. ogsaa i videre Bet. om
Billedrækker (fra senere Tid, Holbein’s), der
viser Døden ikke som den, der fører op til Dans,
men som den, der griber ind i Livets daglige
Sysler, banker paa Astronomens Dør, anbringer
sig paa Gnierens Vej, indhenter Handelsmanden
paa Landevejen o. s. fr. Medens Døden paa de
ældste Fremstillinger fremtræder ikke som
Skelet, men som en indtørret Menneskeskikkelse
med Kranium, er han senere, med Kunstens
stigende Kendskab til Anatomien, den rigtige
Knokkelmand, hvis Bevægelser Kunstneren ofte
med stor Dygtighed har forstaaet at give
Udtrykket af det spottende, haanende, grufulde ell.
brutale. Ofte draperer han sig i Lin, som flagrer
under Dansen, ell. han maskerer sig i en Dragt,
der svarer til hans Offers Livsstilling ell. Milieu.
De forsk. D. bæres af en Overlevering, der vel
tillader talrige Afvigelser efter Kunstnerens
Tykke og de stedlige Forhold, men dog skaber en
gennemgaaende Type. De »dansendes« Rækker
(ofte 24 Par) begynder med Paven, saa kommer
Kejseren og Kongen, og Kredsen fortsættes med
Personer af den gejstlige og verdslige Stand
ned til de laveste Stillinger. Den gribende Tale
om Dødens Herskermagt over alt Levende, der
lyder fra disse D.-Billeder, blev ofte yderligere
understreget ved den ledsagende Tekst: en
Dialog paa Vers mellem Døden og hans Partner,
der forgæves taler sin og Livets Sag. Som
naturligt er, var disse Billedrækker særlig
knyttede til Kirker, Kapeller og Kirkegaarde
(fornemmelig Dominikanerordenens), men de fandt
ogsaa Vej til verdslige Bygninger, saaledes
Slotsgaarde (Blois, Dresden, Whitehall m. fl.).

D.-Forestillingen, for saa vidt den i al Alm.
blot udtrykker Dødens absolutte
Uimodstaaelighed, var selvfølgelig ikke fremmed for den
antikke Kultur og Kunst, her og der fra
Oldtidskunsten kan der hentes Eksempler paa
Gengivelser af Skeletter og paavises Antydninger af
Paralleller til D. (Treu: De ossium humanorum
.... imaginibus
[1874]); bekendt er Herodot’s
Fortælling om det Træbillede af Døden, som
anbragtes ved Ægypternes Gilder som et
Memento mori, men denne Paamindelse synes
nærmest at have været et Vink om at drikke og
glæde sig, medens det endnu var Tid, at skynde
sig at nyde Livets Drik, for snart vilde man
blive som den uhyggelige Gæst derhenne ved
Bordet. D.-Tanken i dens specifikke Bet. hører
Kristendommen til. Den var Udtrykket for den
Kristnes Opfattelse af Livets Forgængelighed og
de jordiske Tings Intethed. Imidlertid synes
den først at have faaet fast billedlig Form i
Middelalderens Slutn. Dette hænger sikkert
sammen med den Omstændighed, at Livet
tidligere havde formet sig mere enkelt, ganske
overskygget af Følelsen af det hinsidiges
enegyldige Realitet; i den sene Middelalder med
dens stærke, massive Livslyst, der peger hen
imod Renaissancen, fremkommer først ret den
skærende Modsætning mellem det Liv, man
elsker og hænger ved, og Døden i dens brutale
Ubarmhjertighed. Man stiller da op, paradoksalt,
de to grelleste Modsætninger: Dansen og Døden
som Udtryk for Livets Delthed. Ydre
Begivenheder havde ogsaa lagt denne Forestilling til
Rette for Slægten: den »sorte Døds« Hærgninger
(i 14. Aarh.’s Midte) o. a. Farsoters
Plyndringstog havde givet Menneskeheden grufulde
Memento’er, og fra Skt Veits-Dansens
Krampeorgier havde D.-Forestillingen vel hentet
yderligere Næring. Virker disse D. end uhyggelig,
som om Kunstneren havde forelsket sig i
Dødsgruen, peger de dog tydelig nok hen imod den
forsonende Tanke, at Kristus er Dødens
Overvinder; til de egl. D.-Billeder er saaledes ofte

illustration placeholder

Fig. 1. Vægbillede i det fhv. Kartheuserkloster

i Kønigsfeld ved Brünn.


illustration placeholder

Fig. 2. Holbeins Dødedans.


<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0665.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free