Print (PDF) - On this page / på denna sida - Dødedans, en billedlig allegorisk Fremstilling af Døden, der uden Skaansel fører alt Menneskeliv til Graven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Dødedans (fr. danse macabre ['dã.s-ma'ka.br], tysk Totentanz), en billedlig allegorisk Fremstilling af Døden, der uden Skaansel fører alt Menneskeliv til Graven. Døden spiller op til Dans for en lang Række Par af Knokkelmænd med deres Ofre af alle Stænder og Aldere, fra Paven til Bonden, fra Støvets Aar til den spædeste Barndom. Forestillingen om Dans er mere ell. mindre tydelig udtrykt gennem den rækkevise Fremstilling af Grupper paa to og to i lang Kæde og den ranglende og grinende Benrads rytmiske Bevægelser, der alt efter Billedets hele Tempo er snart lidenskabelig hvirvlende, snart rolig fremadskridende. Imidlertid bruges Betegnelsen D. ogsaa i videre Bet. om Billedrækker (fra senere Tid, Holbein's), der viser Døden ikke som den, der fører op til Dans, men som den, der griber ind i Livets daglige Sysler, banker paa Astronomens Dør, anbringer sig paa Gnierens Vej, indhenter Handelsmanden paa Landevejen o. s. fr. Medens Døden paa de ældste Fremstillinger fremtræder ikke som Skelet, men som en indtørret Menneskeskikkelse med Kranium, er han senere, med Kunstens stigende Kendskab til Anatomien, den rigtige Knokkelmand, hvis Bevægelser Kunstneren ofte med stor Dygtighed har forstaaet at give Udtrykket af det spottende, haanende, grufulde ell. brutale. Ofte draperer han sig i Lin, som flagrer under Dansen, ell. han maskerer sig i en Dragt, der svarer til hans Offers Livsstilling ell. Milieu. De forsk. D. bæres af en Overlevering, der vel tillader talrige Afvigelser efter Kunstnerens Tykke og de stedlige Forhold, men dog skaber en gennemgaaende Type. De »dansendes« Rækker (ofte 24 Par) begynder med Paven, saa kommer Kejseren og Kongen, og Kredsen fortsættes med Personer af den gejstlige og verdslige Stand ned til de laveste Stillinger. Den gribende Tale om Dødens Herskermagt over alt Levende, der lyder fra disse D.-Billeder, blev ofte yderligere understreget ved den ledsagende Tekst: en Dialog paa Vers mellem Døden og hans Partner, der forgæves taler sin og Livets Sag. Som naturligt er, var disse Billedrækker særlig knyttede til Kirker, Kapeller og Kirkegaarde (fornemmelig Dominikanerordenens), men de fandt ogsaa Vej til verdslige Bygninger, saaledes Slotsgaarde (Blois, Dresden, Whitehall m. fl.). D.-Forestillingen, for saa vidt den i al Alm. blot udtrykker Dødens absolutte Uimodstaaelighed, var selvfølgelig ikke fremmed for den antikke Kultur og Kunst, her og der fra Oldtidskunsten kan der hentes Eksempler paa Gengivelser af Skeletter og paavises Antydninger af Paralleller til D. (Treu: De ossium humanorum .... imaginibus [1874]); bekendt er Herodot's Fortælling om det Træbillede af Døden, som anbragtes ved Ægypternes Gilder som et Memento mori, men denne Paamindelse synes nærmest at have været et Vink om at drikke og glæde sig, medens det endnu var Tid, at skynde sig at nyde Livets Drik, for snart vilde man blive som den uhyggelige Gæst derhenne ved Bordet. D.-Tanken i dens specifikke Bet. hører Kristendommen til. Den var Udtrykket for den Kristnes Opfattelse af Livets Forgængelighed og de jordiske Tings Intethed. Imidlertid synes den først at have faaet fast billedlig Form i Middelalderens Slutn. Dette hænger sikkert sammen med den Omstændighed, at Livet tidligere havde formet sig mere enkelt, ganske overskygget af Følelsen af det hinsidiges enegyldige Realitet; i den sene Middelalder med dens stærke, massive Livslyst, der peger hen imod Renaissancen, fremkommer først ret den skærende Modsætning mellem det Liv, man elsker og hænger ved, og Døden i dens brutale Ubarmhjertighed. Man stiller da op, paradoksalt, de to grelleste Modsætninger: Dansen og Døden som Udtryk for Livets Delthed. Ydre Begivenheder havde ogsaa lagt denne Forestilling til Rette for Slægten: den »sorte Døds« Hærgninger (i 14. Aarh.'s Midte) o. a. Farsoters Plyndringstog havde givet Menneskeheden grufulde Memento'er, og fra Skt Veits-Dansens Krampeorgier havde D.-Forestillingen vel hentet yderligere Næring. Virker disse D. end uhyggelig, som om Kunstneren havde forelsket sig i Dødsgruen, peger de dog tydelig nok hen imod den forsonende Tanke, at Kristus er Dødens Overvinder; til de egl. D.-Billeder er saaledes ofte
Fig. 1. Vægbillede i det fhv. Kartheuserkloster i Kønigsfeld ved Brünn.
Fig. 2. Holbeins Dødedans.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
