- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
648

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dødsstraf ell. Livsstraf (dette sidste Udtryk benyttes saavel i den danske som i den norske Straffelov) - Dødssynder betegner paa Grundlag af 1. Joh. 5, 16 en særegen Art af Synder - Dødstegn kaldes de Kendemærker, hvorefter man afgør, at Døden er indtraadt, og hvornaar

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Rige og i Frankrig ved Halshugning med
Faldøkse (Guillotine), i Østerrig-Ungarn, i England
og i Rusland ved Hængning. I Staten New York
har man 1889 indført Henrettelse ved
Elektricitet. D. idømt efter de milit. Strfl.
fuldbyrdes i Alm. ved Skydning. Henrettelse er nu i
de fleste Lande intramuran, ɔ: den
foregaar i et indelukket Rum, hvortil kun visse
Personer faar Adgang. I Sverige foregaar
Henrettelsen saaledes i en Fængselsgaard i
Overværelse af en Del Embedsmænd og af et vist
Antal Personer - dog ikke ud over 12 -, som
den Kommune, i hvilken det paagældende
Fængsel ligger, har Ret til at udse til at være til
Stede ved Henrettelsen. I Danmark er
Henrettelser derimod fuldstændig offentlige. Jfr
i øvrigt Halshugning. - Spørgsmaalet om
D.’s Berettigelse hører ikke til de Spørgsmaal,
der kort og godt lader sig besvare med et Ja
ell. et Nej. Besvarelsen vil nemlig væsentlig
bero paa de givne Tids- og Kulturforhold og
vil saaledes kunne blive forsk. for de forskellige
Tider og de forsk. Lande. Selv om man nemlig
maa indrømme, at der er stærke Grunde, der
taler mod overhovedet at anvende D. (bl. a.
Hensynet til, at man herved fuldstændig
afskærer sig fra at give den Domfældte Oprejsning,
saafremt det bagefter skulde vise sig, at han
var uskyldig i det Forhold, hvorfor han er
blevet dømt til Døden), maa det paa den anden
Side bestemt fastholdes, at D. kan være
nødvendig til Haandhævdelse af Retssikkerheden i
Samfundet, og naar og for saa vidt dette er
Tilfældet, maa Anvendelse af D. ogsaa siges at
være berettiget. Noget andet er, at man
vistnok maa indrømme, at man i alt Fald i de
fleste moderne Kultur stater vil kunne hjælpe
sig uden D. - herfor taler bl. a. de Erfaringer,
man har indvundet i de Lande, i hvilke D. i
længere Tid har været afskaffet. Særlig er der
maaske Grund til at fremhæve, at D. under
en betryggende Ordning af
Fængselsvæsenet
næppe engang vil være
nødvendig som Statens yderste Nødværge over for
f. Eks. saadanne Tugthusfanger, fra hvem man
maa befrygte morderiske Anfald. (Litt.:
Olivecrona, »Om Dödsstraffet« [Upsala 1891];
Grundtvig, »Dødsdomme i Danmark 1866
-92« [Kbhvn 1893]; »Foreløbigt Udkast til alm.
borgerlig Strfl. for Kongeriget Norge« [Kria 1887];
Holtzendorff, »Das Verbrechen des
Mordes und die Todesstrafe« [Berlin 1875]).
(R. G.). A. Gl.

Dødssynder betegner paa Grundlag af 1.
Joh. 5, 16 en særegen Art af Synder, der stilles
i Modsætning til tilgivelige Synder. Udtrykket,
som allerede findes hos Kirkefædrene, er senere
blevet optaget og anvendt af den kat. Kirke
i dens Bodspraksis. Ved D. skal forstaas
saadanne, som forspilder Retfærdiggørelsen, og som
derfor kan og skal undgaas af den
Retfærdiggjorte; for at hæve dem behøves
Bodssakramentet; ved tilgivelige Synder forstaas
saadanne, for hvilke selv den Fromme ikke er
sikret, og som derfor ikke udelukker fra
Naaden. Det er altsaa aabenbart Adskillelsen
mellem grovere og lettere Synder i udvortes
Forstand, som der her tænkes paa; men nogen
bestemt afgrænset Angivelse af, hvilke Synder
der alene er D., finder man ikke. I Modsætning
til den kat. Lære gør Reformatorerne gældende,
at Synden maa bestemmes ikke efter, hvad der
udvortes er sket, men efter det Sindelag,
hvormed der er handlet, saaledes at kun den Synd,
der medfører Tabet af Troen, er D., hvorimod
enhver anden Forseelse, som ikke forudsætter
en Ophævelse af Troen, maa betragtes som
tilgivelig. Det er nærmest Modsætningen mellem
forsætlige og uforsætlige Synder, hvortil der
her vises tilbage.
F. C. K.

Dødstegn kaldes de Kendemærker,
hvorefter man afgør, at Døden er indtraadt, og
hvornaar dette er sket. De tidligste D. er
Ophør af Muskelvirksomheden, og navnlig er det
Aandedrættets</sub> og
Hjertevirksomhedens Ophør, der særlig lægges Vægt paa.
Ophør af Bevidstheden er ikke noget brugeligt
D., da Bevidstheden kan forsvinde længe før
Døden og vedligeholdes lige til Dødens
Indtræden, og Bevidstheden kan forsvinde, uden
at Døden følger paa. Ligeledes kan de forsk.
Fornemmelsers Ophør ikke benyttes som egl.
D. - De to nævnte Funktioners (Aandedræts
og Hjertevirksomheds) Ophør er derimod i og
for sig gode D., for saa vidt de kan erkendes
sikkert; men det maa dog erindres, at der
foreligger Tilfælde, hvor det er overmaade
vanskeligt at erkende bestemt, i hvad Øjeblik
Aandedræt og Hjerteslag er ophørte. Ganske alm. ser
man saaledes, at der nogen Tid (1 à 1 1/2 Min.)
efter, at man sikkert mener, at Hjerteslaget
er ophørt, indtræder et ell. nogle korte
rallende Aandedræt. Der er ogsaa konstateret
Tilfælde, hvor et Individ henligger i længere Tid
uden følelig Hjertevirksomhed, og hvor
Aandedrættet er saa svagt, at det næppe kan
erkendes; som et ejendommeligt Eksempel paa
saadanne Tilstande kan nævnes Fakirernes
Dvaletilstand, der ikke tør benægtes over for de
foreliggende Vidnesbyrd. Det er derfor rigtigt
for Bestemmelse af Tiden for Ligs Bortførelse
at afvente Indtrædelsen af ndf. omtalte
fysikalske D., skønt de omtalte fysiologiske
D.
i alle Tilfælde, hvor en uddannet Læge
afgør Spørgsmaalet, maa anses for
tilstrækkelige, saa meget mere som man i Tvivlstilfælde
altid kan tage sin Tilflugt til Undersøgelse af
Muskelreflekserne ved elektrisk Pirring af
Muskler og Nerver. Saadanne Muskelreflekser
holder sig gerne nogen Tid efter, at Hjertet er
ophørt at slaa og Aandedrættet standset, men
ved Dødens Indtræden vil de (hos Mennesker)
sikkert være ophørte nogle Timer derefter. I
Tilfælde af Dvale vil Muskelreflekserne holde
sig. Man maa, hvor ikke særlige Forhold
(voldsom Død med store, for Livets Bevarelse
uforenelige Læsioner) sikrer os mod Fejltagelse,
som sagt vente med et Ligs Bortførelse, til de
senere D. er til Stede. Men allerede de tidlige
D. kan være af stor Vigtighed for at afgøre
Dødsøjeblikket, saaledes i Tilfælde, hvor
Rettigheder og Pengefordele er knyttede til et
Livs Tilstedeværelse paa et bestemt Tidspunkt,
ell. hvor lgn. Forhold (f. Eks. ved Arv) maa
afgøres efter hvilken af 2 Personer, der er død
først. Ved saadanne Lejligheder vil Afgørelsen

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0686.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free