- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VI: Demeter—Elektriske Sikringer /
676

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ebner v. Eschenbach, Marie, Baronesse, f. Grevinde Dubsky, tysk Forfatterinde, (1830-1916) - Ebo, se Ibo. - Ebo (Ebbo) af Reims, frankisk Ærkebiskop og Missionær, (c.775-851) - Eboda, antik By i Idumæa S. f. Palæstina - Eboli, By i Syditalien, Prov. Salerno, ligger 9 km SV. f. Campagna - Eboli, sp. Grandeslægt, hvis Stamfader og mest bekendte Mand er Ruy Gomez de Silva

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

»Parabeln, Märchen und Gedichte« [Berlin 1892].
Hendes samlede Skr foreligger i 8 Bd (Berlin
1893-1901). Det litterære Selskab i Wien har
1915 udg. en Særudgave af en af hendes
tidligste Noveller. E. v. E.’s 70 og 80 Aars
Fødselsdag indbragte hende talrige Æresbevisninger
fra litterære Kredse i Tyskland og Østerrig.
Hun levede i sin høje Alderdom til Stadighed i
Wien. Efter hendes Død udkom »Meine
Erinnerungen an Grillparzer«. (Litt.: Biografier af
A. Bettelheim og M. Necker ved hendes
70 Aars Fødselsdag).
C. B-s.

Ebo [’ebo], se Ibo.

Ebo (Ebbo) af Reims, frankisk
Ærkebiskop og Missionær, f. c. 775, d. 20. Marts
851, var Søn af en Livegen. Hans Moder blev
Ludvig den Fromme’s Amme, og E. blev derfor
opdraget sammen med Kongesønnen og knyttet
til ham. Da Ludvig blev Underkonge i
Akvitanien, fulgte E. ham som Sekretær, og efter at
Ludvig var blevet Kejser, ophøjedes han (816)
til Ærkebiskop af Reims, Rigets fornemste
Ærkesæde. E. blev en ypperlig Kirkestyrer. Da der
gik en religiøs Strømning gennem Frankerriget,
og da samtidig den danske Kong Harald havde
søgt Tilflugt hos Ludvig, drog E. som
Kristenforkynder til Danmark, fulgt af Munken
Halitgar, senere ogsaa af Biskop Willerik af Bremen
(822). Kejseren støttede sin Ven ved at skænke
ham Gaarden Welnau ved Itzehoe i Holsten.
Stort Udbytte havde Missionsfærden dog ikke,
end ikke Harald lod sig døbe, og snart vendte
E. tilbage (823). Dog kom han oftere til
Welnau, hvor danske Drenge oplærtes, og efter at
Ansgar havde begyndt sin Forkyndelse, støttede
E. ham ved sine ildfulde Opmuntringer. Paverne
delte da ogsaa den nordiske Mission mellem E.
og Ansgar; men E. valgte til Stedfortræder sin
Frænde Gauzbert, der en Tid lang var
Missionsbiskop i Sverige. Selv droges han ind i de
politiske Brydninger i Frankerriget. Ludvig’s
svage og vilkaarlige Styrelse var efter Prælaternes
Skøn til Kirkens Fordærv, og fl. sluttede sig til
Lothar’s Rejsning mod Faderen (830). Dengang
var E. dog endnu Ludvig tro; men da Ludvig’s
Sønner rejste et nyt Oprør (833), stillede E. sig
paa deres Side. Hans Iver for Kirken kan i
visse Maader undskylde denne Optræden; men
forargeligt var det, at han efter Ludvig’s
Afsættelse kunde ydmyge sin Ungdomsven og
Velgører endnu dybere: Paa et Møde i Soissons lod
E. ham gøre offentlig Bod og iføre Bodsskjorten.
Det Omslag, som snart fandt Sted, førte
Gengældelsen over E.’s Hoved. Paa Rigsdagen i
Thionville (835), hvor Ludvig den Fromme blev
genindsat, maatte han bekende sin Brøde, og
de forsamlede Bisper fradømte ham
Ærkebispeværdigheden. Dernæst sad han i Klosterfængsel,
og først ved Ludvig’s Død (840) kom han tilbage
lil Reims. Men Karl den Skaldede jog ham fra
hans Ærkesæde, hos Lothar I faldt han ogsaa
i Unaade, og først hos den tredie af Brødrene,
Ludvig den Tyske, fandt han blivende Sted, saa
at han i Fred kunde dø som Biskop af
Hildesheim. Sin gl. Indflydelse genvandt han aldrig.
H. O.

Eboda, antik By i Idumæa S. f. Palæstina.
Dens Ruiner, som væsentlig er undersøgte af
Musil, indeholder nabatæiske Klippegrave, en gl
Helligdom samt byzantinske Fæstninger og
Kirker. Ogsaa kaldet Abde.
J. P.

Eboli [’æboli], By i Syditalien, Prov. Salerno,
ligger 9 km SV. f. Campagna og ved Banen fra
Neapel til Romagnano. (1910) 12700 Indb. Ikke
langt fra E. laa det gl. Ebura.
H. P. S.

Eboli [’æwåli], sp. Grandeslægt, hvis
Stamfader og mest bekendte Mand er Ruy Gomez
de Silva
, Filip II’s Fortrolige og Minister.
Han blev opdraget sammen med Filip, og efter
at denne havde besteget Tronen udnævntes han
til Statsminister, en Stilling, han beholdt til
sin Død 29. Juli 1573, ligesom han var en af de
faa Mænd, til hvilke Kongen nærede fuldstændig
Tillid. Han gjorde ham saaledes til Don Carlos’
Opdrager, uagtet Prinsen hadede Fyrsten
hjerteligt. Hans vigtigste Modstandere inden for
Regeringskredsene var Hertugen af Alba, over
for hvem han særlig i det nederlandske
Spørgsmaal kæmpede for en mere besindig og
forsonlig Politik; men først, da det alt var for sent,
sejrede hans Anskuelser, og den Tvist, der i
saa mange Aar havde hersket mellem de
Ledende, bidrog ikke til at fremme den sp.
Regerings Handlekraft. En næsten lige saa stor
Berømmelse som Ruy Gomez vandt hans
Hustru, Anna de Mendoza y la Cerda
(f. 1540), en Datter af Vicekongen i Peru, der
bragte ham Titlen Fyrste af E. og fødte ham
10 Børn. Efter Mandens Død trak hun sig
tilbage til et Kloster, men forlod dette allerede
efter 1/2 Aars Forløb og vendte tilbage til
Madrid, hvor hun og hendes Parti endnu i fl. Aar
bevarede deres Indflydelse. Selv Filip bejlede
til hendes Gunst, men sandsynligvis uden Held.
Derimod indlod den intrigante Dame, hvis
Skønhed ganske vist skæmmedes ved, at hun var
enøjet, sig i en Kærlighedsforstaaelse med
Filip’s Yndling, den elegante Statssekretær
Antonio Perez, og da Escobedo, en af hendes
afdøde Mands Tilhængere, truede med at
aabenbare Kongen Forholdet, lykkedes det Parret at
bagvaske Escobedo for den mistænksomme Filip,
der gav sit Samtykke til, at han ryddedes af
Vejen (Marts 1578). Men den E.’ske Politik
havde lidt Skibbrud i Nederlandene, og da
Antonio Perez’ Modstander Vasquez havde
aabenbaret Kongen Sagens rette Sammenhæng,
lod den forsmaaede Rival dem begge fængsle
(1579). Fyrstinden førtes til Pinto, hvor hun
sad fængslet, indtil hun (1581) forvistes til
Pastrana; her genoptog hun snart sit gl. Liv, en
barok Blanding af Orgier og Fester, Kirkebod
og Intriger, og knyttede paa ny Forbindelse
med Perez. Da dette kom for Regeringens Øre,
fratog man hende Formynderskabet over hendes
Børn samt Bestyrelsen af Godserne, og hun sad
nu i strengt Fængsel til sin Død (1592).
Fyrstinden af E., af hvem Schiller i »Don Carlos«
ikke har givet noget historisk Billede, gaar i
Alm. for at have været Filip II’s Elskerinde,
og hendes ældste Søn, Hertugen af Pastrana,
skulde da være Frugten af denne Forbindelse.
Historikerne har stillet sig forskelligt over for
dette Spørgsmaal. Den gængse Anskuelse
hævdes af Mignet i Antonio Perez et Philippe II
(Paris 1845) og af de fleste andre Forf., men

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:03 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/6/0716.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free