Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ekliptika (gr.) er den Storcirkel paa Himmelkuglen, som Solen under sin tilsyneladende aarlige Bevægelse gennemvandrer - Ekliptikaskraaheden er den Vinkel, Ekliptikken og Ækvator danner med hinanden - Ekloge (gr.: Udvalg) bruges i Oldtiden om et udvalgt Stykke, særlig et udvalgt Digt - Eklogit, en Bjergart, tilhørende de krystallinske Skifere - Eklund, Pehr Gustaf, sv. Teolog, (1846-1911) - Eklysis (gr.), den letteste Grad af Bevidsthedstab. - eklærere, oplyse, undersøge, udspejde; smlg. Eclaireur. - Ekman, - 1) Gustaf Henrik, sv. Grosserer (1774-1847) - 2) Gustaf, sv. Brugsejer, (1804-1876) - 3) Johan Jakob, sv. Grosserer, (1815-1908)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ekliptikaskraaheden er den Vinkel,
Ekliptikken og Ækvator danner med hinanden, ell.
Vinklen mellem Jordbanens Plan og Jordens
Ækvatorplan. Størrelsen af denne Vinkel kan
man faa ved at maale Solens største og
mindste Middagshøjde i Aarets Løb og tage den halve
Forskel af begge de maalte Højder, medens den
halve Sum giver Stedets Ækvatorhøjde. Paa
denne Maade fandt Tcheou-Kong ved at maale
i Loy-ang Solhøjden paa Solhvervsdagene med
en Gnomon i Aaret 1100 f. Kr. E. til 23° 54’.
Senere blev denne Maaling gentaget af Pytheas
i Marseille Aar 323 f. Kr., af Aristarch Aar 279
f. Kr., af Eratosthenes, der Aar 229 f. Kr.
maalte saavel i Syene som i Alexandria, af
Hipparch, der Aar 140 f. Kr. brugte Astrolabium,
og senere bl. andre af Ptolemaios 140,
Albategnius 891, Ulug Begh i Samarkand 1437, Tyge
Brahe 1587, Kepler 1627, Rømer 1709, Bradley
1755 og efter ham af Bugge, Maskelyne, Bessel,
Struve, Airy, Bakhuisen m. fl. Ved at
sammenligne de erholdte Maalinger med de tidligere
bestemte Værdier fandt man, at denne Vinkel
ikke er konstant, men at den stadig aftager
omtr. 0,5" pr Aar, og de første Astronomer
antog, at man her nærmest havde en Oscillation
af lang Periode, som langsomt forrykkede
Ækvators Plan i Forhold til Ekliptikken. Saadan var
den Forklaring, Thebit-ben-Chora gav i
Siutn. af 12. ell. Beg. af 13. Aarh. Han tog
Hensyn baade til Præcessionen og E.’s
Formindskelse, idet han lod Jævndøgnspunktet beskrive
en Cirkel med en Radius af 4° 18’ 43". Denne
Teori blev under Navnet trepidatio
æquinoctiorum anerkendt af Purbach, Capuanus og Nonius
og havde ogsaa Kopernicus som Tilhænger. Det
var først Danti, som 1569 antog, at de
bemærkede Forandringer skyldtes en langsom
Formindskelse af E., og det blev af Tyge Brahe
1590 bragt paa det rene, at Danti havde haft
den rigtige Forstaaelse af dette Problem. Paa
den anden Side førte denne stadige
Formindskelse af E. til den Antagelse, at engang i Tiden
vilde Ækvator og Ekliptikken falde sammen og
frembringe et stadigt Jævndøgn. Denne Tanke,
der allerede udtaltes af Plutarch, Fracastor o. fl.
a., blev tilbagevist af Louville (1719) og senere
af Godin (1734); af Laplace blev det 1789
paavist, at denne Formindskelse vilde, naar den var
naaet til en bestemt Værdi, gaa over til en
Forøgelse, og at Variationen i Vinklen, som Euler
og Lagrange fandt var en Følge af de øvrige
Planeters Tiltrækning paa Jorden, ikke vilde
fjerne sig mere end 1° 21’ fra dens Middelværdi.
1873 har Stockwell, som havde et større
Materiale til sin Raadighed, fundet, at Grænserne
for E. er 21° 58’ 36" og 24° 35’ 58"; dens
Amplitude er altsaa 2° 37’ 22" ell. anderledes
udtrykt, denne Størrelse er Forskellen mellem den
største og mindste Værdi af Solens Deklination
ved Solhverv. I den allersidste Tid har
Newcomb ved en indgaaende Diskussion af alle de
siden Bradley udførte Maalinger fundet, at E.
og dens Variationer kan udtrykkes ved flg.
Formel: ε = 23° 27’ 8,26" ÷ 46,845" T ÷ 0,0059" T2
+ 0,00181 T3, hvor ε er E., og Enheden for T er
er 100 Aar (36525 Dage), regnet fra Aaret 1900.
Efter denne Formel skulde E. have haft sin
største Værdi for c. 9200 Aar siden, da den var
24° 14’ 39", og vil om c. 9400 Aar faa sin mindste
Værdi: 22° 37’ 56".
J. Fr. S.
Ekloge [’æk-, gr. -’ge.] (gr.: Udvalg) bruges
i Oldtiden om et udvalgt Stykke, særlig et
udvalgt Digt; alm. dog kun i Flertal (eclogæ) som
Titel paa Digtsamlinger. Hyppigst bruges Ordet
om de Samlinger af Hyrdedigte, der er
forfattede af Vergil og Calpurnius, og derfor
ogsaa om disses Efterligninger i Middelalderens
og den nyere Tids Poesi.
A. B. D.
Eklogit, en Bjergart, tilhørende de
krystallinske Skifere og bestaaende af Granat og et
Mineral af Amfibol-Gruppen (Hornblende e. l.).
Strukturen er i Reglen ikke skifret. E.
forekommer oftest som underordnet Bestanddel
sammen med Hornblendeskifer.
O. B. B.
Eklund [’e.k-], Pehr Gustaf, sv. Teolog, f. 2.
Marts 1846 i Lund, d. smst. 29. Decbr 1911. Efter
at være blevet Student 1863 og filos. Doktor 1868,
ansattes han 1872 som Docent i bibelsk Eksegese
i Lund, og ved samme Univ. virkede han 1882-
1911 som Prof. i Symbolik og Moralteologi; siden
1893 var han tillige Domprovst. Som akademisk
Lærer udøvede E. en ganske overordentlig stor
Indflydelse paa sine Disciple og overhovedet paa
sv. Kirkeliv, mere dog ved sin personlige
Omgang end ved sine Skr.; hans Hovedværk er:
»Den apostoliska tron i Martin Luther’s
katekesutläggning« (1897-99); efter hans Død har L.
Wollmer paa Grundlag af hans Afh. og
Forelæsningsoptegnelser sammenstillet »Evangelisk
troslära« (1914).
H. M.
Eklysis (gr.), den letteste Grad af
Bevidsthedstab.
eklærere, oplyse, undersøge, udspejde;
smlg. Eclaireur.
Ekman [’e.k-], 1) Gustaf Henrik, sv.
Grosserer (1774-1847), helligede sig efter nogen
Tids Ophold ved Lunds Univ. til Handelen i sin
Fødeby og grundlagde i Beg. af 19. Aarh.’s
første Aarti sammen med G. R. Prytz det endnu
bestaaende Handelsfirma Ekman & Co. i
Göteborg. E. helligede sig med stor Iver til
Byens Udvikling; han indlagde sig store
Fortjenester af Almueskolevæsenets Fremme,
grundlagde 1811 Byens Skydsvæsen, deltog 1813 i
Dannelsen af »Göteborgs och Bohus läns
hushållningssällskap«. E. gjorde sig ogsaa meget
fortjent af Trollhätte- og Götakanalen.
2) Gustaf, sv. Brugsejer, foreg.’s Søn, f. i
Göteborg 29. Maj 1804, d. i Värmland 3. Maj
1876, blev Student i, Upsala 1821, tog
Bjergværkseksamen 1825 og overtog 1838 Bestyrelsen
af det hans Fader tilhørende Lesjöfors-Brug i
Värmland, som han hævede til en
Mønsteranstalt, ligesom han ved forsk. Opfindelser paa
mange Maader indførte særdeles store
Forbedringer i Jernindustrien. Ved hans energiske
Arbejde slog Lancashire-Metoden igennem, som
har spillet en saa mægtig Rolle i Sveriges
Jernindustri. Ligesom Faderen havde han en Tid
Sæde i Rigsdagen, og i sin Hjemegn udrettede
han meget for Folkeoplysningen, bl. a. ved at
oprette tre udmærkede Folkeskoler.
3) Johan Jakob, sv. Grosserer, foreg.’s
Broder, f. i Göteborg 25. Oktbr 1815, d. 14. Jan.
1908. 1837 blev han Associé i Ekman & Co.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
