Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - elektriske Jernbaner
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lancashire-Yorkshire-Banen gjort Forsøg
med 3500 Volt og paa en amer. Bane med 5000
Volt Jævnstrøm.
Anvendelsen af disse høje Spændinger er
naturligvis først blevet mulig, efter at det er
lykkedes at konstruere dertil egnede Motorer;
disse forbindes dog som Regel 2 og 2 i Serie
og faar altsaa herved kun halv Netspænding;
Strømforsyningen sker ofte fra
Omformerstationer langs Linien, hvortil der føres højspændt
Vekselstrøm fra Kraftstationen.
Enfaset Vekselstrøm blev første
Gang anvendt til Banedrift for c. 12 Aar siden,
efter at det 1902 var lykkedes
Westinghouse-Selskabet i Amerika at
konstruere en til Banedrift egnet enfaset
Kommutatormotor. De første Baner efter
dette System var en Bane ved
Schenectady i Amerika (1904) og Banen
Niederschöneweide-Spindlersfeld (1903).
Ligesom ved Jævnstrømssystemet anvendes her
Skinnerne som Tilbageledning.
Køretraadsspændingen kan uden Vanskelighed
gøres høj, indtil 20000 Volt, idet
Lokomotivet ell. Motorvognen da forsynes
med en Transformator, der sætter Spændingen
ned til den for Motorerne mest passende Spænding, 250
-750 Volt. Igangsætning og
Hastighedsregulering foregaar uden Tab i Modstanden, idet
man dels regulerer Motorens Spænding ved
Omkobling af Transformatoren, dels kan regulere
Hastigheden ved Børsteforskydning paa
Motoren. De enfasede Motorer er imidlertid 10
à 20 % tungere end Jævnstrømsmotorer og som
Følge heraf noget kostbarere end disse. Ved
Enfasebaner kan det undertiden være
nødvendigt at træffe særlige Foranstaltninger for at
undgaa Forstyrrelser i nærliggende
Svagstrømsanlæg, hidrørende fra Strømmens
Tilbageledning gennem Skinnerne.
Enfasesystemet egner sig saavel til
Forstadsbaner med stor Hastighed og mange Stationer
(økonomisk Igangsætning) som til Baner med
tungere Trafik (smaa Ledningstab som Følge
af den høje Spænding) og konkurrerer derfor
stærkt med Jævnstrømssystemet, uden at det
dog i Øjeblikket kan siges, i hvilken Retning
Udviklingen vil gaa. Af Baneanlæg, der drives
med enfaset Strøm, skal nævnes:
Blankenese-Hamburg-Ohlsdorf (1908), 6300
Volt, og Dessau-Bitterfeld (1911), 10000
Volt. Ligeledes er Systemet anvendt ved den
kendte Lötschbergbane, 15000 Volt
(Fig. 3), og for kort Tid siden er det
endelig bestemt, at Skt Gotthard-Banen skal
elektrificeres efter dette Princip. Denne
Afgørelse er truffet efter meget indgaaende
Undersøgelser, og det er herefter sandsynligt, at
samtlige Jernbaner i Schweiz (3000 km) vil
blive elektrificerede efter Ænfaseprincippet.
Trefaset Vekselstrøm er anvendt til
Banedrift endnu tidligere end enfaset, idet
Firmaet Brown-Boverii Schweiz
allerede 1895 byggede en lille elektrisk Bane
efter dette System ved Lugano.
Systemet kræver 3 Tilførselsledninger, saa
at der, selv om Skinnerne udgør den ene
Ledning, dog kræves 2 Kontaktledninger,
hvilket er den største Mangel ved
Systemet, idet derved Krydsninger og Viger
giver meget indviklede Konstruktioner.
Som Følge heraf kan man ikke gaa
synderlig højt op med Spændingen (indtil c.
3000 Volt). Drivmotoren er den
almindelige Induktionsmotor (asynkrone
Motor); den er meget simpel i
Konstruktionen, billig, og har en
god Virkningsgrad. I Modsætning til
Seriemotoren løber den med omtr. konstant
Hastighed uafhængig af Belastningen.
Igangsætningen sker ved Modstande i
Rotorkredsen (se under elektriske
Maskiner). Til Hastighedsregulering haves
forskellige mere ell. mindre komplicerede Metoder.
Dette er tillige med Nødvendigheden af 2
Kontaktledninger det vanskeligste Punkt ved
Trefasesystemet, hvorfor dette ikke har fundet
Anvendelse ved By- og Forstadsbaner, hvor der
netop stilles store Fordringer til
Hastighedsreguleringen. Til Hovedbaner med
Lokomotivdrift, svære Tog og faa Stationer er Systemet
en Del anvendt. Strømmen føres i
Højspændingsledninger (50-80000 Volt) langs Banelinien
til Transformatorer, der forsyner Køretraadene
med c. 3000 Volt. Af Baner efter
Trefasesystemet er de kendteste en Del ital.
Statsbaner, f. Eks. Valtelina-Banen (1902),
3000 Volt, endvidere den bekendte Bane
igennem Simplon-Tunnellen. Endelig skal
 |
Fig. 4. Maskinrummet i en dieselelektrisk Motorvogn. 75 HK. Allmänna svenska elektriska A/B. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
