Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eleusis, By i Attike, nu ubetydelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blevet inkorporeret i Attike, hvortil den
bestandig siden hørte. Den eleusinske
Demeter-Dyrkelse blev attisk Statskultus; ved Foden af
Akropolis blev der bygget et Tempel (Eleusinion)
for Gudinden, og Athens Myndigheder overtog
Omsorgen for hendes Dyrkelse, der
tidligere havde været den lille Bys
egen Sag.
Mysterierne. Hovedguddommene
i den eleusinske Helligdom var
Demeter og Persefone; Sagnet, som
knyttede dem til Byen, er fortalt
under Demeter. I Forening med de
to Gudinder dyrkedes Triptolemos (se smst.), en chthonisk
Guddom, Iakchos, der af Grækerne ofte
identificeredes med Dionysos, og, i alt Fald
i senere Tid, Pluton foruden fl. a. guddommelige
Væsener og Heroer. Demeter-Dyrkelsen havde
Form af Mysterier ɔ: kun Indviede (Mystai)
havde Adgang dertil. Opr. havde Mysterierne
liden Udbredelse og Anseelse; men i Athens
Stormagtstid 5. Aarh. f. Kr. indtraadte en
fuldstændig Forandring heri. Hos de ypperste
Forfattere kan der i denne Tid findes de stærkeste
Lovprisninger af dem; Sofokles siger saaledes:
»Lykkelige de Mennesker, der har set de
hellige Handlinger, før de stiger ned til Hades;
thi dem alene forundes det at leve der, alle
andre times kun ondt.« Det er derfor intet
Under, at ikke blot Athenerne, men ogsaa
Grækerne fra de andre Stater i stort Antal lod sig
indvie. I de flg. Aarh. synes Mysterierne at have
tabt noget af deres Anseelse, men de vedblev
at have mange Tilhængere hele Oldtiden
igennem; i 2. Aarh. e. Kr. kom den Strømning, der
søgte at vække den gl. Religion til nyt Liv, i høj
Grad Mysterierne til gode. Kejsere som
Hadrian og Marcus Aurelius lod sig indvie. Hvor
stort et Tilhæng de endnu havde i den senere
Oldtid, viser sig ogsaa derved, at det fortrinsvis
er mod dem, at Kirkefædrene retter deres
Angreb paa den hedenske Kultus. De vedblev at
bestaa indtil Slutn. af 4. Aarh. e. Kr. Der var
paalagt de Indviede Tavshedspligt, og denne
Pligt er i Virkeligheden blevet saa strengt
overholdt, at vi næsten intet ved om Mysteriernes
inderste Væsen og Kerne. Af Ytringer som den
ovf. anførte af Sofokles fremgaar, at de
Indviede nærede Forhaabninger om det andet Liv,
der tilfredsstillede Udødelighedstrangen bedre
end de gængse Forestillinger om Hades og
Dødningeriget; men hvori disse Forhaabninger egl.
har bestaaet, vides ikke. Saa meget er dog
sikkert, at de Indviedes Forestillinger om deres
Skæbne efter Døden ikke har antaget Form af
bestemte, dogmatiske Trossætninger; de
Forhaabninger, man knyttede til Deltagelsen i
Mysterierne, har ændret sig med Tiderne, og
enhver, som tog Del i Mysterierne, har efter sin
aandelige Trang kunnet lægge mere ell. mindre
ind deri og føle sig grebet deraf i forsk. Grad.
Alt, hvad vi erfarer af Ytringer hos Oldtidens
Forfattere, tyder paa, at Mysterierne mere gik
ud paa at vække en religiøs Stemning end at
meddele en bestemt Tro; der er oftere Tale om,
hvad de Indviede faar at se, end hvad de faar
at høre. De samme ydre Virkemidler, som i
moderne Kirkesamfund ikke forfejler deres
Virkning paa den store Mængde, anvendtes ogsaa
i E. De Indviede kom forberedte ved Faste og
forudgaaende Fester ind i den store hellige
Hal, hvor alt maatte virke stærkt paa et
modtageligt Sind: det festlig oplyste Rum, det
talrige, prægtig klædte Præsteskab, de højtidelige
Sange og endelig de hellige Handlinger, som
 |
| Fig. 1. Relief paa en Marmorvase i Rom. |
|
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
