Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eros (gr.: »Kærlighed«), gr. Guddom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
nøje til den skønneste bl. Gudinderne, Afrodite.
De flg. Digtere opfatter endnu ofte E. paa lgn.
kosmogonisk Maade som Hesiodos (saaledes
endnu Sapfo); men snart ser vi en anden mere
folkelig Opfattelse komme frem, efter hvilken
E. tænkes som et Menneske i sin første
Ungdom. Hos Archilochos er E. endnu nærmest
Begreb, men i den aioliske Poesi i 7. Aarh. er han
fuld Personlighed. Alkman, Kærlighedssangenes
Fader, kalder E. for »Barn« og lader ham skride
de frem over Blomster. Hos Alkaios er E. den
frygteligste af Guderne, Søn af Zefyr og Iris.
Men sine varmeste Tilbedere fandt E. hos
Digterne ved Fyrstehoffet paa Samos i 6. Aarh.,
Ibykos og Anakreon, hos hvem E. optræder
imellem Nymfer med Afrodite og Dionysos.
Simonides og Theognis kalder E. for »Drengen, der
alle Vegne er paa Spil«. Hos Pindar og Aischylos
er E. Begreb, hos Sofokles derimod personlig
Gud, om end det personlige oftere træder i
Skygge for Begrebet. Hos Euripides spiller E.
en langt mere fremtrædende Rolle: han er Zeus’
Søn og optræder som oftest i Afrodite’s Selskab.
Ejendommelig for Euripides er den Sondring,
han foretager i E.’s Virken, der paa den ene
Side er god, maadeholdende Kærlighed til Dyd,
Visdom og Lykke, paa den anden Side
umaadeholdende og voldsom, som fører til Fordærvelse.
Digterne i det flg. Aarh. slutter sig i det
væsentlige til Euripides. E. hører stadig til
Afrodite’s Omgivelser og kaldes ofte hendes Søn
(maaske allerede hos Sapfo). Saa snart vi
kommer ind i den alexandrinske Tid, ser vi straks
et stort Omslag i Forestillingerne om E. Der er
ikke mere Spor af den ældre symbolske
Opfattelse. E. er nu rent Menneske; han er ikke
engang som før den ædle Yngling, han er den
kaade, ustadige Dreng. Der tales nu ofte om fl.
E.; tidligere var der højst to, E. ag Anteros
(Kærlighed og Genkærlighed). De mange Eroter
flagrer om som unge Nattergale. E. skildres
ofte som en uartig Dreng, der er løbet bort fra
sin Moder Afrodite. Paa lgn. Maade opfattes
E. af de lat. Digtere, hos hvem E. i Reglen
gengives ved Cupido (Attraa), stundom ogsaa
ved Amor. Naevius taler om den »lille Cupido«,
Varro om »den lille Amor«. Hos Ovid spiller
Cupido en stor Rolle, og paa lgn. Vis opfattes
Forholdet af de flg. Digtere.
Imedens der hos Romerne ikke fandtes nogen
offentlig Dyrkelse af Kærlighedens Gud,
dyrkedes E. fra ældgammel Tid i fl. Byer i
Grækenland som Stedets højeste Guddom,
saaledes i Thespiai i Boiotien, hvor en utilhugget
Sten symboliserede hans Nærværelse. Da en
lgn. Kultus af E. hører hjemme i Parion ved
Hellespont, er det ikke urimeligt at antage, at
denne Dyrkelse af E. i disse Byer naar op til
de førhelleniske Tider. I Leuktra paa Lakoniens
Vestkyst dyrkedes ogsaa E. I Sparta dyrkedes
ligeledes E. ligesom ogsaa paa Kreta, men den
Gud, man her tilbad, var hverken
Kærlighedsguden, som forener Mand og Kvinde, ell. den
kosmogoniske Naturkraft, E. hyldedes her som
det Væsen, der forbinder Kampfæller til
ubrødeligt Venskab. Den samme Tankegang ligger til
Grund for Dyrkelsen af E. i Gymnasierne, paa
Øvelsespladserne. Paa Samos var saaledes
Gymnasiet indviet til E., og man holdt her Fest til
hans Ære. I Elis fandtes i Gymnasiet Altre for
E. og Anteros (»Genkærlighed«), thi Venskabet
er gensidigt. I Athen fandtes ogsaa et Alter for
Anteros. I Kunsten kommer E. tidlig frem,
om end ikke paa de allerældste Mindesmærker.
Han fremstilles i Reglen med Lyren i Haanden,
ofte med en Blomst i den anden Haand.
Derimod ses aldrig Buen, som i senere Tid er hans
væsentligste Attribut, i den ældre Tid. E.
afbildes snart som Yngling, snart som Dreng, i
Reglen med Vinger. Fra 5. Aarh. har vi fl.
Fremstillinger af E. i Marmor foruden
Vasebilleder o. desl. En Torso fra Sparta og en
Statue i Petrograd, begge i streng Stil, gengiver
E. som ung Mand; rimeligvis stammer de begge
fra Statuer af E. i Gymnasier o. desl. Bl.
Parthenon-Skulpturerne ses E. baade paa en
Metope, hvor han, udsendt af Afrodite, svæver hen
til Menelaos, og paa Frisen, hvor han staar ved
Siden af Afrodite med en Solskærm i Haanden
for at dække sin fine Skikkelse. Paa Fodstykket
af den chryselefantine Statue af Zeus i Olympia
havde Feidias fremstillet, hvorledes E. hjalp den
nydannede Afrodite op af Havets Bølger, en
Scene, hvoraf Louvre ejer en lille nydelig
original Fremstilling paa en Sølvmedaillon fra
Grækenland, der næppe er meget yngre end fra
Feidias’ Tid og vel ogsaa gaar tilbage til ham.
For øvrigt er det 5. Aarh. rigt paa mangeartede
Fremstillinger af E., paa Vaser, Terrakotter
o. s. v. I 4. Aarh. skabtes de skønneste Typer af
E.; og det af Datidens første Mestre. Mest pristes
Praxiteles’ Statuer af E., hvoraf han dannede
fl., der sikkert ikke var rene Gentagelser, den
ene efter den anden. I Thespiai fandtes der en
E. af Praxiteles, givet dertil af Fryne. Nero
førte den til Rom, hvor den siden gik til
Grunde ved en Ildebrand. En anden fandtes i Parion
o. s. v. Skopas dannede for et Tempel i Megara
Statuer af E., Himeros (»Attraa«) og Pothos
(»Længsel«). Af Lysippos havdes ogsaa Statuer
af E., baade i Malm og Marmor; bl. a. i
Thespiai. Ogsaa af Malere, som af Zeuxis, gaves
der berømte Fremstillinger af E. Af de talrige
Marmorstatuer af E., som efterhaanden er
komne frem, findes adskillige, der aabenbart gaar
tilbage til Kunstværker fra 4. Aarh. Man har bl.
disse søgt Gengivelse af Praxiteles’ forsk.
Statuer af E.; men de Lærde er ikke enige. Den
buespændende E., af hvilken der her findes
Gengivelse efter en Statue i Berlin, og hvoraf
Glyptoteket paa Ny Garlsberg ejer en anden
Replik, henføres gerne til Lysippos. E.
fremstilles ofte med Afrodite, fra 4. Aarh. hyppig
med Dionysos. Buen bliver nu hans Attribut,
siden ogsaa Fakkelen; fra hvad Tid
Overflødighedshornet tillægges E., kan ikke nøje
bestemmes. I Tiden efter Alexander fremkommer ingen
ny statuariske Fremstillinger af E.; man nøjes
med at efterligne de ældre Typer. Naar man
fremstiller E. - og det sker uendelig hyppig
-, er han et Barn, næsten altid med Vinger,
men fremstillet som et rent Menneskebarn, i
Reglen som en skælmsk, stundom uvorn Dreng.
Næsten altid ses fl. Eroter sammen.
Kunsten følger i det hele nu nøje i Litt.’s
Fodspor (se ovf.). Fra 3. Aarh. f. Kr. haves
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
