Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Faar (Sl. Ovis. Lin.), en formrig Gruppe af de skedehornede Drøvtyggeres store Familie (Bovidæ)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
4) O. Aries ell. Land-F. De hertilhørende
Racer har hjemme i Mellem- og Vesteuropa og
kan inddeles i 2 Grupper efter Pelsens
Karakter: a) Land-F. med Blandingsuld - dels
marvholdige Haar, dels marvfri, egl. Uldhaar og b)
Land-F. med marvfri Uldhaar.
a) Land-F. med Blandingsuld er
dels α) languldede (Uldlængde 16-32 cm), dels
β) kortuldede (Uldlængde 8-16 cm). Til de α)
languldede hører Czigaia-F. i
Siebenbürgen og Rumænien og det serb. Land-F.,
som fl. Gange er krydset med Merinos-F. (se
ndf.); fremdeles det italienske ell.
sardinske F., Frutig-F. (et hornløst, særdeles
godt Kød-F., der yder 2 1/2-3 kg Uld aarlig),
det sorte Thuner-F. og Wallis-F. i Schweiz,
fremdeles de fr. Bjerg-F. i Pyrenæerne,
Cevennerne og Ardennerne; særlig kendt bl. disse
sid-ste er Larzac-F. (i Dept Aveyron), som er
et udmærket, ret finuldet Malkefaar, hvis Mælk
anvendes til Fabrikation af Roquefortost.
Medens F. sædvanlig kun har 2 Patter,
forekommer der hos Malke-F. og navnlig hos Larzac-F.
undertiden 4, af hvilke de 2 overtallige sidder
foran (og ikke som overtallige Patter hos
Hornkvæget bagved) de 2 normale og stærkest
udviklede. Det skotske Blackfaced-F. maa
ligeledes henregnes til denne Afdeling; det er et
overordentlig kraftig bygget, haardført og
nøjsomt Bjerg-F. med lang, men temmelig grov
Uld. Væderen har stærke, vindelsnoede,
Hundyret mindre, simpelt buekrummede Horn. Som
Slagte-F. er Blackfaced-F. ell. Sortfjæset
af særdeles god Værdi, da Kødet er
overordentlig velsmagende. Det er med Held indført fl.
Steder, hvor man tidligere alene holdt det
nordeurop. Hede-F. Ogsaa nogle af de eng.
F. bærer lang Blandingsuld. - Til β) de
kortuldede Land-F. med Blandingsuld regnes bl.
a. de bayerske, pommerske ell.
polniske, hannoveranske og fr. Land-F.,
som bærer forsk. Lokalnavne, men som alle er
mere ell. mindre gennemkrydsede med
Merinos-F. ell. med eng. Kød-F., saaledes at de kun i
enkelte, afsides liggende Egne træffes ublandede.
De fleste af F. med Blandingsuld udmærker sig
ved Haardførhed, Nøjsomhed og kraftig,
muskuløs Bygning; dette gælder især de forsk.
Bjerg-F., mindre de med eng. Racer
gennemkrydsede F. og mindst selve de eng. Kød-F.
Bl. b) Land-F. med marvfri Uldhaar
har nogle glat ell. bølget, andre kruset
Uld. Til de første hører fl. eng. Land-F. (se
ndf.), det tyske glatuldede Rhön-F. samt de
rhinske og hessiske ell. lippeske F.
i Egnen N. f. Mittelgebirge; disse F.’s Uld bliver
c. 16 cm lang (aarlig Uldmængde 1-2 1/2 kg),
Panden, Ansigtet, Ørerne og den nederste Del
af Lemmerne er beklædte med Dækhaar,
Hovedet er sædvanlig sort og hornløst, Halen lang,
Kroppen kraftig, 65-70 cm høj, Legemsvægten
45-50 kg. Som Repræsentant for F. med
kruset Uld staar det verdensberømte
Merinos-F. ell. spanske Land-F. (Ovejas merinos
ell. transhumantes ɔ: Vandre-F.), dette er
snarere lille end stort, kort, ret kraftig bygget
med temmelig stort Hoved, der for Handyrenes
Vedk. er prydet med kraftige, stærkt
vindelsnoede Horn, medens Hundyrene enten er
hornløse ell. forsynede med mindre og blot simpelt
buekrummede Horn. Uldbeklædningen er meget
rigelig, strækker sig ofte ud over hele Ansigtet
og helt ned paa Benene. Ulden er meget fin,
stærkt kruset. Avlen af Merinos-F. var indtil
Beg. af 18. Aarh. indskrænket til Spanien, hvor
der tidligere herskede meget strenge
Udførselsforbud for Eksport af Merinos-F., og hvor
Adelen og Gejstligheden, som især ejede store
Hjorder (af hvilke nogle bestod af indtil 50000
Individer), var og til Dels endnu er privilegerede
paa de mindre velhavende Landbrugeres
Bekostning, hvilket har været en alvorlig Hemsko
for det sp. Landbrugs Udvikling. Indførsel af
Merinos-F. til de andre europ. Lande samt til
Amerika og Australien har været af
fremragende kulturhistorisk Bet., og den Interesse, med
hvilken man kastede sig over Avlen af sp. F.
navnlig i enkelte Lande (saasom Sachsen,
Østerrig og Frankrig), har haft stor Bet. for
Husdyravlen i det hele taget; thi mange af de
Erfaringer, man høstede i F.-Avlen, aabnede
Landmændenes Blik for adskillige vigtige Forhold
baade paa Avlens og Plejens Omraade. Det
Land, til hvilket det sp. F. først blev indført
med Held, var Sverige (1723); derefter kom
Sachsen (1765), Østerrig (1775) og Frankrig
(1776) (resultatløse Importer til Frankrig i
Slutn. af 17. og Beg. af 18. Aarh.). Til
Danmark indførtes Merinos-F. første Gang 1780 (fra
Sverige), til Kaplandet 1782, til Preussen 1786
(fra Østerrig, efter resultatløs Import 1748), til
Australien 1797 (fra Kaplandet), til Norge saa
vidt vides i Beg. af 19. Aarh. (1811 indførte
»Selskabet for Norges Vel« 8 sp. Vædere til
Gudbrandsdalen). Navnlig fra Sachsen, Østerrig
og Frankrig udførtes i Slutn. af 18. og Beg. af
19. Aarh. Merinos-F. til de forsk. europ. Lande,
og disse F. benyttedes dels til Renavl, dels som
Krydsningsmateriale med de stedlige Landracer.
Et Land, som dog aldrig trods mangfoldige
Forsøg har haft rigtigt Held med sig, hvad
Merinosfaareavl angaar, er England; muligvis er
det fugtige engelske Klima, som bevirker, at
Uldhaarenes Krusning svinder, samt
Englændernes Tilbøjelighed til at ernære deres
Husdyr meget kraftigt og rigeligt, medvirkende
Aarsager til, at Avlen af sp. F. stadig er
mislykket i England. - Efter Uldens særlige
Karakter og til Dels efter F.’s forsk. Bygning
skelner man inden for Merinos-F. mellem
Elektoral- (ell. Escurial), Negretti- (ell. Infantado-)
og Kamuldsmerinos-F. Elektoral-F. er
temmelig lille, af forholdsvis spinkel og kantet
Bygning og med næsten glat Hud; dets Uld er
overordentlig fin, men kort og meget rigelig
forsynet med Fedtsved, som dog sædvanlig er
af »godartet« Beskaffenhed (ɔ: letopløselig,
letflydende). Aarlig Uldmængde kun 0,7-1,2 kg.
Moderfaarenes levende Vægt kun 25-30 kg.
Elektoral-Faareavlen er især drevet i Sachsen,
men den var kun lønnende, da Uldprisen og
navnlig Prisen paa den superfine Uld var høj.
Elektoral-F. stiller store Fordringer i
Henseende til Fødens Kvalitet, især til dens
Æggehviderigdom, men fordrer ikke særlig store
Fodermængder. - Negretti-F. er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
