Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fane, Herred, Nordhordlands Fogderi, Søndre Bergenhus Amt - Fanebaand kaldes de, enten til1 selve Fanestangen ell. til en Tværstang befæstede Baand - Fanebærer, se Fanejunker. - Faneed kaldes den Ed, som Soldaten i de fleste Lande maa aflægge paa at ville være Statens Overhoved tro - Fanefjord, Møens Sydvestkyst, mellem Halvøen Borgsted og den lave Harbølle Pynt. - Faneflugt, se Desertion. - Fanega (Hanega, sp.: »Korn«), ældre Korn- og Rummaal samt Markmaal i Spanien - Fanejunker kaldte man fra 14.-16. Aarh. Adelsmænd, der slog ind paa den militære Vej, - Fanelen. Ved Bortforlening af tyske Fyrstendømmer i Middelalderen overraktes der Lensmanden en Fane - Fanemarch kaldes i nogle Hære den March, der spilles uophørlig, medens Fanen bringes paa sin Plads i Afdelingen - Fanerogamer, se Blomst. - fanerokrystallinsk kaldes i Bjergartslæren et krystallinsk Mineralaggregat - faneromer, i Bjergartslæren saadanne Bjergarter, i hvilke man med ubevæbnet Øje kan skelne de enkelte Mineralbestanddele - Fanevagt kaldes den særlig til Bevogtning af Fanen bestemte Styrke - Fanfani, Pietro, ital. Filolog, (1815-1879) - Fanfare (fr.), et kortere ell. længere Trompetsignal, der i Reglen kun benytter Tonerne i Treklangen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
for øvrigt mange og gode Veje. Jordbunden er
lidet skikket for Agerbrug, men bedre for
Kvægavl, af Skov vokser baade Naaletræer og
Løvtræer, dog kun til Indbyggernes eget Behov; de
store Myrstrækninger giver en Del Brændtørv.
F. Sparebank er oprettet 1878. Antagen Indtægt
1910: 1758750 Kr og Formue 14095000 Kr.
Herredets Areal er 218 km2, hvoraf 10 km2
Ferskvand.
(J. F. W. H.). M. H.
Fanebaand kaldes de, enten til selve
Fanestangen ell. til en Tværstang befæstede Baand,
hvormed Faner undertiden findes smykkede.
Ofte tildeles de Fanerne som Udmærkelsestegn
for vedk. Afdelinger til Minde om Deltagelse i
Felttog og Kampe ell. vundne Sejre. Dette har
saaledes været Tilfældet i Danmark i de senere
Tider, idet Kongen paa Afdelingernes
Jubilæumsdag har tildelt Fanerne saadanne Baand.
B. P. B.
Fanebærer, se Fanejunker.
Faneed kaldes den Ed, som Soldaten i de
fleste Lande ved sin Indtrædelse i Tjenesten maa
aflægge paa at ville være Statens Overhoved tro
i Krig og i Fred og paa at ville opfylde de ham
paahvilende milit. Pligter. Uagtet der ikke
altid sværges direkte til Fanen, foregaar
Edsaflæggelsen i de Afdelinger, der har Fane, i
Tilstedeværelse af denne; og herfra skriver sig
Navnet F. Ved Artilleriet aflægges Eden til
Skytset. Brud paa F. straffes ikke som Mened,
men som Ikke-Opfyldelsen af milit. Pligt, og
Straffen udmaales i Overensstemmelse hermed.
I Danmark aflægges ikke mere F.
B. P. B.
Fanefjord, Møens Sydvestkyst, mellem
Halvøen Borgsted, hvorfra der er Færgefart over
Grønsund til Falster, og den lave Harbølle Pynt.
I Fjorden findes under 1 m Vand. Ved Bunden
af den ligger en fra Søen meget kendelig Kirke,
F.-Kirke.
G. F. H.
Faneflugt, se Desertion.
Fanega [-’næga] (Hanega, sp.: »Korn«),
ældre Korn- og Rummaal samt Markmaal i
Spanien og endnu til Dels i det tidligere spanske
Amerika.
Th. O.
Fanejunker kaldte man fra 14.-16. Aarh.
Adelsmænd, der slog ind paa den militære Vej,
og til hvem det betroedes at bære Fanen. Denne
overleveredes ham ofte paa festlig Vis, og
han maatte sværge at ville ofre Livet for Fanen.
Kunde han ikke hindre Tabet af denne, skulde
han vikle sig ind i Dugen og lade sig dræbe, og
man har Eksempler paa, at et saadant Paahud
er blevet efterkommet. Senere blev Afdelingens
yngste Officer Fanebærer, og Ordet F. tabte
derved sin opr. Bet. Ofte har Fanebæreren en
særlig glimrende Uniform. Nutildags bæres
sædvanlig Fanen af en ældre paalidelig
Underofficer. Dette er ogsaa Tilfældet i Danmark.
B. P. B.
Fanelen. Ved Bortforlening af tyske
Fyrstendømmer i Middelalderen overraktes der
Lensmanden en Fane til Tegn paa, at de kgl.
Højhedsrettigheder i Lenet overgaves ham; derfor
kaldtes saadanne Len F. I Danmark er
Hertugdømmet Sønderjylland blevet bortforlenet
»fanelensvis«.
(Ludv. H.). P. J. J.
Fanemarch kaldes i nogle Hære den March,
der spilles uophørlig, medens Fanen bringes paa
sin Plads i Afdelingen ell. efter Brugen til sit
Opbevaringssted.
B. P. B.
Fanerogamer, se Blomst.
fanerokrystallinsk kaldes i Bjergartslæren
et krystallinsk Mineralaggregat, hvis
krystallinske Beskaffenhed tydelig kan iagttages; i
modsat Fald kaldes det kryptokrystallinsk.
faneromer kaldes i Bjergartslæren saadanne
Bjergarter (f. Eks. Granit), i hvilke man med
ubevæbnet Øje tydelig kan skelne de enkelte
Mineralbestanddele; i modsat Fald kaldes
Bjergarten kryptomer.
(N. V. U.). O. B. B.
Fanevagt kaldes den særlig til Bevogtning
af Fanen bestemte Styrke. Undertiden anvendes
Benævnelsen F. for den Vagt, der etableres i
Bivuak og Lejr, og som foruden at bevogte
Fanen tillige besætter alle indre Poster. Ved
Rytteriet benævnes denne Vagt Estandartvagt.
B. P. B.
Fanfani, Pietro, ital. Filolog, f. 21. April
1815 i Pistoja, d. 4. Marts 1879 i Firenze. Han
stiftede 1847 i sin Fødeby Tidsskriftet Ricordi
filologici, der dog gik ind, da F. Aaret efter som
Frivillig deltog i Kampen mod Østerrig. Han
blev i denne taget til Fange og en Tid interneret
i Theresienstadt. Siden var han ansat i
Undervisningsministeriet og fra 1859 Bibliotekar ved
det Marucellianske Bibliotek i Firenze. Han var
ikke blot lærd Filolog, men tillige livlig og
humoristisk og er ogsaa optraadt som
æstetiserende Forf. Bl. hans æstetiske Skr er at nævne
det af ham grundede Tidsskrift Il Piovano
Arlotto, Romanen Cecco d’Ascoli (2. Opl. 1870),
Scritti cappricciosi (1864), Democritus ridens,
ricreazioni letterarie, den efter Forfatterens Død
udgivne Fortælling Paolina, novella scritta in
lingua fiorentina (1880) samt Novelle, apologhi e
racconti (1881). Bl. de sprogvidenskabelige
Arbejder er at fremhæve en Rk. værdifulde
leksikalske Værker over det ital. Sprog,
Vocabolario della lingua italiana (1856, 2. Opl. 1865),
Vocabolario dell’ uso toscano og Vocabolario
della pronuncia toscana (1863) samt Vocabolario
della lingua italiana parlata (1875, sammen med
Giuseppe Rigutini). Mod Crusca-Akademiets
Ordbog øvede F. en skarp Kritik, der navnlig
gav sig Udslag i et Antal Stridsskrifter 1877 og
78. Endvidere kan nævnes hans Diporti filologici
(1858, 2. Opl. 1871) og en Mønstersamling af
Breve med Titlen Lettere precettive di eccellenti
scrittori (1855, 2. Opl. 1871). Ogsaa som Dantist
har F. gjort sig bemærket ved Studj ed
osservazioni sul testo delle opere di Dante (1873), og i
Sammenhæng hermed staar hans Deltagelse i
Striden om Ægtheden af Dino Compagni’s
florentinske Krønike, hvilken han bestred heftigt
(se Compagni). Han var desuden Redaktør
af Etruria (1851-52) og Il Borghini (1863-65
og 1874-77) og Medstifter af Rivista
internazionale i Firenze (1877). En Fortegnelse over sine
Arbejder har han givet i La Bibliografia di
P. F. (Milano 1874). (Litt.: Cerquetti,
Pietro F. e le sue opere [Firenze 1879]).
(E. G.). E. M-r.
Fanfare (fr.), et kortere ell. længere
Trompetsignal, der i Reglen kun benytter Tonerne i
Treklangen; det anvendes dels som Signal i Krig
ell. paa Jagt, dels ogsaa som Hyldest ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
