- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
218

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flaminius, Gajus - Flamlænder - Flammarion, Camille - Flamme

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

om Uddeling af ager Picenus og ager Gallicus
til de fattige Borgere, men hans folkelige Politik
vakte stærk Modstand hos Senatet og bidrog
ogsaa til, at der 225 udbrød Krig med Gallerne i
Norditalien. Efter at F. 227 havde været Prætor
paa Sicilien, sendtes han som Konsul 223 mod
Gallerne og vandt en betydelig Sejr over dem,
men hans Fortjenester vandt ingen
Anerkendelse hos Senatet, særlig da han havde vægret
sig ved efter dets Ordre at vende tilbage til
Rom. Efter Krigens Afslutning fejrede han en
Triumf imod Senatets Villie. Som Censor 220
udmærkede han sig ved Anlæggelsen af Via
Flaminia og Circus F. Under den 2. puniske
Krig valgtes han paa ny til Konsul 217 og
rykkede dristigt mod Hannibal, som ved
Trasimener-Søen tilintetgjorde hans Hær, hvorved F.
selv mistede Livet. Den hist. Overlevering, der
hviler paa hans politiske Modstanderes Skr, er
ham meget ugunstig og fremhæver hans
Forvovenhed, Egenraadighed og Ringeagt for
Auspicierne.
H. H. R.

Flamlænder, se Belgien,
»Befolkningsforhold«.

Flammarion [flama↱riǡ], Camille, fransk
Astronom, f. 26. Febr 1842 i Montigny le Roi
(Haute-Marne), begyndte at studere Teologi i
Langres og Paris, men vendte sig 1858 til
Astronomien og var i 4 Aar ansat som Regner ved
Bureau des longitudes. 1863 overtog han
Redaktionen af Cosmos efter Abbed Moigno og 1865
den videnskabelige Del af Siècle. Paa denne Tid
vakte F. Opsigt ved sine populære
Forelæsninger om Astronomien og har senere gennem
talrige Skr med Held arbejdet paa at vække
Interessen for denne Videnskab. Les merveilles
célestes
(1865); Études et lectures sur
l’astronomie
(9 Bd, 1866—80); Astronomie populaire
(1880, overs. paa Svensk); Les étoiles (1881);
Les terres du ciel (1877); La planète Mars, I—II
(1892, 1909), Catalogue des étoiles multiples
(1878); Atlas céleste, etc. 1882 grundede F.
Maanedsskriftet L’Astronomie, der bestod til
1894. 1887 var han med at stifte Société
astronomique de France
, hvis første Præsident han
var; nu er han Selskabets Generalsekretær og
Hovedredaktør for dets maanedlige Bulletin.
Hans 1883 i Juvisy S. f. Paris grundede og ved
Donationer godt udstyrede Observatorium er
nu knyttet til dette Selskab. F. har ogsaa
arbejdet med Meteorologi og foretog 1868 fl.
Ballonfarter for at studere Fugtigheden og
Strømningerne i de højere Luftlag (Mes voyages
aériens
[1870]; L’atmosphère [1871]). Ved Siden
heraf har han udfoldet en meget produktiv
Virksomhed, der har vakt saa meget større
Opsigt hos Samtiden saavel i som uden for
Frankrig og gjort hans Navn kendt nær sagt
af alle Samfundsklasser, som han i disse sine
litterære Arbejder flagrer fra det ene til det
andet af Menneskeaandens vanskeligste
Problemer, Udødelighed. Spiritisme, Uendelighed
o. s. v. og meddeler sine fantasifulde Tanker om
dem alle. Mest kendt af disse litterære Værker
er La pluralité des mondes habités (1862), der
er overs. paa saa godt som alle europ. Sprog,
f. Eks. Dansk af P. Mariager (»Beboede
Verdener«, 1867, 4. Udg. 1894); Lumen (1872); Dieu
dans la nature
(1866); Uranie (1889) og La fin
du monde
(1894); de to sidstnævnte er overs.
paa Dansk af K. L. Müllen under Titlen henh.
»Urania« (1890, 2. Udg. 1895) og »Verdens
Undergang« (1895). 1911 udgav han sine Mémoires.
J. Fr. S.

Flamme er en glødende Luftblanding;
Glødningen fremkaldes af Varmeudviklingen ved en
i Luftblandingen foregaaende kem. Proces. Naar
Brint brænder med F. i Luften, er F. kun det
Fænomen, der ledsager Foreningen af Brinten
med Luftens Ilt til Vanddamp; da Brint-F. er
omgivet af Ilt, siger vi i det foreliggende
Tilfælde, at Brinten er en brændbar Luftart: den
brænder i Ilt; men der er intet til Hinder for
at træfle en Ordning saaledes, at det er Ilten,
der udstrømmer af en Ledning i et Rum, der er
fyldt med Brint, og da at faa Ilten til at brænde
i Brint, idet F. i saa Fald viser sig ved
Mundingen af det Rør, hvorfra Ilten udstrømmer;
Forsøget viser tydelig, at F. optræder paa det
Sted, hvor Foreningen af de to Luftarter ɔ:
Forbrændingen finder Sted, og at
Forbrændingen altsaa er et relativt Fænomen.

Alle Stoffer, der kan antændes i Luften og
forbrænde med F., maa enten være saa
flygtige, at de ved Antændelsestemperaturen
forvandles til Damp, ell. saa letsønderdelelige, at
de ved denne Temp. sønderdeles i luftformede
Stoffer; i modsat Tilfælde giver de ingen F.,
men forbrænder i Luften under Glødning.
Antændes en brændbar Luftstrøm, foregaar
Forbrændingen kun paa de Steder, hvor vedk.
Luftart kommer i Berøring med Luftens Ilt,
altsaa i Luftstrømmens Periferi; Lysflammen
dander en kegleformet Kappe, som indeslutter en
Kerne af uforbrændte Luftarter. Den Skikkelse,
som F. under sædvanligt Forhold antager,
afhænger af Udstrømningsaabningens Form og af
Gasstrømmens Hastighed; den ydre Luft træder
ind i Strømmen og trænger desto mere ind i
denne, jo længere Tid den virker derpaa;
derfor aftager Lysflammens Tværsnit foroven, jo
længere Afstanden er fra Brænderen ell. Vægen,
og saaledes fremkommer den kegleformede F.,
ved hvilken man skelner mellem den inderste
ikke lysende Kerne, den lysende Kappe,
det yderst liggende meget svagt lysende Slør;
dertil kommer desuden F.’s blaalige, ikke
lysende Basis, der naar saa langt, som Luften frit
kan strømme ind i F.; i dennes Kerne findes
ingen Ilt; Forbrændingen begynder i den
lysende Kappe, til hvilken Luftens Ilt er trængt
frem, og er fuldstændig i Sløret, hvor der er
Overskud af Luft til Stede. F.’s Temp. afhænger
af de brændende Stoffers Forbrændingsvarme
og af Forbrændingsprodukternes Varmefylde.
Da Luftens Kvælstof ved Forbrændingen kun
virker som Fortyndingsmiddel for Ilten og maa
opvarmes ved F., er de F., der fremkommer
ved Forbrændinger i ren Ilt, varmere end de,
der fremkommer ved Forbrænding i Luften.

Hvorvidt en F. er lysende ell. ikke
lysende, afhænger i Alm. af, om den indeholder
fint fordelte faste Partikler, der kan bringes til
at gløde, ell. kun bestaar af Luftarter;
Brintflammen er ikke lysende, men kan blive
lysende, naar man tilfører Stoffer, der bevirker,
at der i F. ved Forbrændingen udskilles faste
Stoffer. Kulbrinten Metan brænder med meget

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Nov 22 16:03:17 2021 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0241.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free