Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Flegma - Flegmasi - Flegmatiker - flegmatisk - Flegmone - flegræiske Marker - Flegyas - Flegyere - Fleischer, Adolf Frederik Hilarius - Fleischer, Esaias
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kommer ud af Sindsligevægt. Følelsernes ringe
Styrke og langsomme Forløb medfører tillige,
at Flegmatikeren ikke let faar de fornødne
Motiver til at handle, og han er følgelig besindig,
overiler sig ikke; men er han først kommet i
Gang, vil han p. Gr. a. Følelsernes
Vedholdenhed sejgt og sindigt arbejde mod det Maal,
han har sat sig (se i øvrigt Temperament).
(Litt.: Wundt, »Physiologiske Psychologie«,
6. Opl., Bd 3 [Leipzig 1911]; Høffding,
»Psykologi«, 6. Udg. [Kbhvn 1911]; Stern, »Die
differentielle Psychologie« [Leipzig 1911];
Lehmann, »Den individuelle sjælelige Udvikling«
[Kbhvn 1913]).
Alfr. L.
Flegmasi [flæg-], d. s. s. Flegmone.
Flegmatiker [flæg-] (gr.), Person med
flegmatisk Temperament.
flegmatisk [flæg-], se Flegma.
Flegmone [flæg-] og flegmonøs
Betændelse betegner en akut Betændelse af
Bindevævet (se Bindevævsbetændelse)
og har altsaa alle den akutte Betændelses
Kendemærker, Hede, Rødme, Svulst,
Smerte, Feber. Man adskiller som Regel F. fra
Rosen (Erysipelas) saaledes, at denne sidste
skulde have sit Sæde udelukkende i Huden,
medens F.’s Hovedsæde er under Huden, og denne
kun er lidende ved paa anden Haand at være
draget ind i Lidelsen. Men de to Lidelser gaar
m. H. t. Oprindelse over i hinanden, idet det
synes, som om den samme Bakterie — en
Streptokokkusform — som fremkalder Rosen, ogsaa
kan fremkalde F. med dens Følger. Ogsaa
klinisk talt kan man i visse Tilfælde have
svært ved at adskille mellem F. og Rosen,
hvorpaa ogsaa Navne som Erysipelasflegmone,
flegmonøs Erysipelas tyder. Man har fra tidlig
Tid adskilt den begrænsede F. (cirkumskript
F.) fra den ubegrænsede F. (diffus F.), idet
visse af disse Betændelser paa et forholdsvis
tidligt Standpunkt standser deres Fremgang og
gaar over i afgrænset Materiedannelse, medens
andre fra første Færd viser en Fremskriden
langs Bindevævsstrøgene og Lymfekarrene (smlg.
Lymfekarbetændelse,
Lymfangitis), saa at Materiedannelsen, som følger paa,
ligeledes faar en Udbredning, der ikke synes
at ville standse, saa der ofte først bliver sat
Grænser ved kirurgisk Indgreb ell. ved
Patientens Død. I øvrigt er den her fremsatte
Adskillelse kun normgivende for de allermest
udtalte Former, medens der findes alle
Mellemled, hvor F. i nogen Tid viser sig diffus
og dernæst begrænses, ell. sjældnere efter at
have staaet stille i nogen Tid bliver meget
stærkt fremskridende. Det er muligt, at
Infektionsstoffets Natur alene er bestemmende for,
om F. bliver diffus ell. cirkumskript (det synes,
at Streptokokker oftere giver diffuse, mere
ondartede F., Stafylokokker mere godartede,
begrænsede Suppurationer); snarere maa man dog
antage, at bestemte — men hidtil lidet kendte
— Forhold hos Patienten bidrager til, at en F.
bliver af den ene ell. den anden Art.
Om Behandlingen af F. er der kun saa meget
at sige, at Sygdommen undertiden kan standse
af sig selv ell. under Behandling med Ro,
Omslag etc. Men hvis dette ikke indtræder i Løbet
af nogle Dage, saa er man nødsaget til at
underkaste F. en operativ Behandling med
Indsnit gennem de betændte Dele i saa stor
Udstrækning, som Betændelsestegnene naar,
navnlig ved de diffuse F.; og her maa disse Indsnit
ofte foretages i meget stor Udstrækning.
E. A. T.
flegræiske Marker, »brændende Marker«,
er et Oldtids- og Nytidsnavn for den rige og
skønne Egn V. f. Neapel, om Pozzuoli-Bugten,
dog ogsaa anvendt om en større Del af Kysten,
fra Cumæ til Kampanien. Navnet hentyder til
Egnens særlig i Oldtiden fremtrædende
vulkanske Karakter; endnu saa sent som 1538
dannedes Monte nuovo, ved Kysten mellem
Pozzuoli og Bajæ, og endnu iagttages afdæmpede
vulkanske Fænomener. Et andet Oldtidsnavn,
campi laboriosi, de arbejdsomme Marker,
hentyder til det samme ell. til det ivrige Arbejde,
som den frugtbare Jord fremkaldte. Her
fæstede gr. Kultur tidligt Rod, Østen mødtes med
Vesten; og Egnen er besunget i Poesien,
ligesom de rom. Rigmænd byggede Villaer her.
H. A. K.
Flegyas [gr. -↱gyas], Flegyernes mytiske
Konge og Stamfader, Søn af Ares. Fader til
Ixion og Koronis, der ved Apollon blev Moder
til Asklepios. Af Forbitrelse over Apollon’s Færd
imod hans Datter stak F. Ild paa Apollon’s
Tempel, hvilken Forbrydelse Guden straffede
ved at dræbe ham med sine Pile. I
Underverdenen ængstedes han desuden stadig ved, at
en Klippe over hans Hoved truede med at
knuse ham.
C. B.
Flegyere, efter gr. Tradition et krigersk
Urfolk i det nordlige Grækenland. Deres
Hjemstavn henlægges dels til Thessalien, dels til
Boiotien ell. Fokis, og Sagnene fortalte om F.’s
Vandringer eller Plyndringstog fra den ene
til den anden af de nævnte Egne. Deres
mytiske Stamfader var Flegyas (s. d.).
C. B.
Fleischer [↱flaj´sjər], Adolf Frederik
Hilarius, katolsk-apostolsk (irvingiansk)
Forstander i Danmark, f. i Aarhus 12. Juni 1816,
d. i Kbhvn 18. Oktbr 1895. Han blev Student
1838 og studerede Teologi, men p. Gr. a.
Sygdom opgav han at tage Embedseksamen. 1843
blev han Adjunkt paa Herlufsholm, hvorfra
han tog sin Afsked 1850, og s. A. tog han
Landmaalereksamen og bosatte sig i Næstved.
Efter en Rejse til Neapel 1852 nedsatte han
sig som Landmaaler i Hillerød, indtil han købte
Nybogaard ved Helsingør. 1854 blev han
Folketingsmand for Svendborg Amts 4. Kreds. Paa
denne Tid blev han kendt med irvingianske
Skr, og efter en Rejse til Berlin 1858 sluttede
han sig til Irvingianerne, og 1861 blev han
Forstander for den samtidig i Kbhvn oprettede
katolsk-apostolske Menighed. Han ordnede
irvingianske Menighedsdannelser rundt i
Landet og udgav 1863 Skriftet »Christi
Tilkommelse og de forudgaaende Tegn«.
L. M.
Fleischer [↱flaj´sjər], Esaias, dansk Præst,
f. i Kbhvn 25. Oktbr 1633, d. smst. 5. Febr
1697. I sin Ungdom kom han under
sværmerisk Paavirkning, der bragte ham, den unge
Teolog, til at træde saaledes op mod Kbhvn’s
Præster, at det endte med, at han mistede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
