Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frese (ell. Freese), Jakob - Fresenius, Carl Remigius - Freskomaleri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Levned og Virksomhed, se f. Eks. E. Wrangel,
»Frihetens odlingshistoria« (1895).
I. F.-H.
Fresenius, Carl Remigius, tysk
Kemiker, f. 28. Decbr 1818 i Frankfurt a. M.,
d. 11. Juni 1897, kom 1836 i Apotekerlære og
fortsatte sine Studier, 1840 i Bonn hos Marquart,
1841 i Giessen hos Liebig; s. A. blev han
Privatassistent, Aaret efter Undervisningsassistent
hos denne, virkede derefter som Privatdocent
i Giessen, indtil han 1845 blev Prof. i Kemi,
Fysik og Teknologi ved Landbrugsinstituttet i
Wiesbaden. Her grundede han 1848 sit analytiske
Laboratorium, der hurtigt vandt stort Ry,
ogsaa som Undervisningsanstalt, og hvortil
Skarer af Elever strømmede; 1855 afgav F.
Professoratet i Kemi og Fysik, men beholdt
Agrikulturkemien og Landbrugsteknologien; 1862
paabegyndte F. Udgivelsen af »Zeitschrift für
analytiske Chemie« og dette Tidsskrift i
Forbindelse med de af F. udgivne Haandbøger i
analytisk Kemi, der indeholder mangfoldige af
F.’s egne Erfaringer og er fremkomne i mange
Opl. og Overs., har været af stor Bet. for den
analytiske Kemis Udvikling. Selv var F. en
fremragende Analytiker, og de talrige af ham
udførte analytiske Undersøgelser af naturlige
Mineralvande staar som klassiske Arbejder paa
dette Omraade. Ledelsen af Laboratoriet saavel
som Udgivelsen af »Zeitschrift f. anal. Chemie«
er efter F.’s Død overgaaet til hans to Sønner,
H. og W. F. og hans Svigersøn E. Hintz.
R. K.
Freskomaleri (Maleri a fresco), Maleri
udført med Vandfarve paa det endnu friske (ital.
fresco) Kalkunderlag. Navnet F. dækker over
mange Arter Murmaleri. Ved F. i egl. Forstand
forstaas det »rene« F., Renaissancens Buon
Fresco. Da det her gælder om at fuldbyrde
den kemiske Foreningsproces mellem Farverne og
Murens Kalk paa fuldt betryggende Vis, maa
hvert enkelt Element i Processen: Muren,
Pudslaget, Fugtighedsgraden, Farven og dens
Blanding være i bedst mulig Orden; Erfaringen
har tilfulde godtgjort, at Fejlgreb over for de
enkelte Led i denne Kæde har været skæbnesvangre
for F.’s Holdbarhed, ikke mindst i Europas
nordlige fugtige Klima. Saa forskelligartet
end Fremgangsmaaden ved F. kan være
efter Tid og Sted, kan dog visse alm. Træk
fremhæves. Murfladen, hvorpaa F. opsættes,
maa være ganske tør. Som Undergrund tjener
en af Sand og Kalk lagt Mørtel, gerne i
Forholdet 1 Del Kalk og 2 Dele Sand; først
paaføres et grovere Lag (arricciato); efter at
dette er tørret, anbringes den egl., finere
Mørtelgrund (intonaco). Ved Paaføringen af de
med Kalkvand ell. Vand blandede Farver paa den
vaade Pudsflade forbinder Maleriet sig inderlig
med Muren under Tørringsprocessen. Af
Mørtelens to Bestanddele, Sand og læsket Kalk,
tjener sidstnævnte fornemmelig som Binde- og
Hærdningsmiddel; ved Forbindelsen under
Mørtelens Hærdning mellem Kalkhydratet og
Luftens Kulsyre dannes et krystallinsk Overtræk
over Mørtelen (hvor Cement af vulkansk
Oprindelse benyttes, sker Hærdningsprocessen
lettere, og kun ved Vandets Hjælp dannes en
stenhaard Masse). Da Optagelsen af Kulsyren
fra Luften foregaar ret hurtig, er der kun
forbeholdt Maleren en kort Tid at male paa den
friske Kalkpuds; det gælder da om at holde
Overfladen fugtig ved blødt Vand (ell. Regnvand)
enten, som det skete under Renaissancen,
ved gentagne Overgydninger med Vand ell. ved
at forstærke Underlaget og derigennem holde
paa Fugtigheden; man kan saaledes lægge Lag
oven paa Lag og sørge for med Rivebræt ell.
a. l. at opkradse det første Lag for at hindre
Dannelsen af en fast Skorpe og gøre dette fugtigt,
inden det ny Lag paastryges o. s. fr., saaledes
at Fugtigheden trænger dybere ind. Medens
Renaissancens Buon Fresco kun synes at have
kendt to Lag, det indre raa af grovere Sand og
Kalk, og det finere, den egl. Malegrund
(intonaco), paaført den tørre Undergrund og selv
kun tyndt (saaledes ogsaa hensigtsmæssigt til
Hvælvinger o. l.), er man altsaa i senere Tid
ofte gaaet til en hel Række Lag med arricciato
paa c. 2—3 cm og derefter tyndt paaførte Lag,
hvoraf det yderste kun faa mm tykt. Inden
Malingen paabegyndes, gaas Overfladen over med
Børste e. l., men gøres nødig for glat, og
Arbejdet udføres, inden det sidste Intonaco-Lag
har faaet nogen mærkbar Paavirkning af
Luftens Kulsyre, paa en ikke for fugtig Flade,
men dog saa fugtig, at den er i Stand til at
modtage et Fingeraftryk; det har vist sig efter
nyere F.-Teknik, at Farven paa glat poleret
Intonaco let skaller af (Eks. Freskerne i
Münchens Hofgarten). Til F. benytter man sig
af Kartoner, enten blot med Konturlinier ell.
udførte med Lys og Skygge; i ældre Tider, da det
kneb at skaffe stort Papir nok, brugtes
Kvadratnettet til Overførelse efter en lille
Arbejdstegning; Kompositionens Konturer trykkes
ind i den bløde Grund — som det f. Eks. endnu kan
ses paa Michelangelo’s Fresker i det Sixtinske
Kapel — ell. man benytter sig af perforerede
Arbejdstegninger, og Omridsene træder da frem
ved Bestøvning med Trækulspulver ell. lign.
Dagens Arbejde afsluttes helst med en Konturlinie,
for at ikke Grænselinierne mellem de forskellige
Dages Arbejde skal virke forstyrrende
i Kompositionen; det Mørtellag, man ikke
naar at behandle i Dagens Løb, fjernes; nyt
Intonaco-Lag paaføres næste Dag til denne
Arbejdsdags Behov, o. s. fr.
De til F. egnede Farver maa have den Egenskab
at kunne modstaa Kalkens ætsende Virkning.
Alle organiske Farver er derfor udelukkede,
af mineralske ligesaa enkelte Blyfarver som
Blyhvidt og Kromgult. Under Renaissancen har
man til Tider brugt dyrisk Mælk til Blanding
af Farverne; denne Teknik har vist sig meget
holdbar, og det tyrolske F., der fra ældre Tid
har efterladt sig mange velbevarede,
farvefriske Prøver i Triento-Omraadet m. v.,
har fortsat denne Overlevering.
Michelangelo kaldte F. den mandigste af alle
maleriske Fremgangsmaader, fordi den i særlig
Grad kræver Herredømme over de kunstneriske
Midler og ikke tillader famlende Greb
med Penselen; hvad der er malet, sidder fast;
Rettelser kan vanskelig foretages (Retouchering
med forsk. Tempera-Midler o. l.), og Fejlgreb
kræver derfor gerne Udhugning af paagældende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
