- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind VIII: Fiévée—Friehling /
929

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Freskomaleri

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Stykke Mørtel; Farven viser sig under
Opsugningen helt anderledes, end naar den
senere hen tørrer. Maleren maa da maalsikkert
kunne sine Ting, inden han tager fat. — Kan
en Fresko ikke holde sig paa sin Plads,
maaske fordi Murens Luftsalpeter slaar igennem,
ell. ønsker maa i øvrigt at fjerne den, kan det
ske paa to Maader: enten (hvad allerede Plinius
og Vitruv gav Anvisning paa) ved ligefrem
at save Fresken ud, Billedet tillige med
Undergrunden, (det berømteste Eks.: Nedtagelsen af
Freskerne i Casa Bartholdy i Rom, nu i
Berlins Nationalgal.), ell. ved at fjerne det
yderste Farvelag uden den øvrige Mørtelgrund,
idet den tynde Farvehud aftages fra Væggen og
overføres ved Overklæbning med Linnedstykker
o. l. (Eks.: Overførelsen af J. Skovgaard’s »Det
store Gæstebud« fra Viborg Domkirke til
Kunstmuseet i København).

Foruden det her berørte F. findes der, i rige
Afskygninger, adskillige andre Arbejdsmetoder
af freskolignende Art, og desuden Former for
Vægmaleri, der ofte forveksles med F. Saaledes
Fresko Secco, hvor der males paa den tørre
Stuk; de fleste middelalderlige Vægmalerier i
Norden er udførte med Vand- ell. Temperafarver
paa tør Kalkgrund (al secco). Endvidere
Mural-Tempera, hvor Bindemidlet er de
sædvanlige Temperamedier, det stereokromiske
Maleri (Vandglasmaleri), hvor Bindemidlet
udgøres af et alkalisk Silikat opløst i Vand,
og hvor der males paa fuldkommen tør Intonaco,
medens de malede Partier Dagen efter
oversprøjtes med en Vandglasvædske (Kaulbach’s
Malerier i Berlins Neues Mus.). Voks-Tempera, hvor
hovedsagelig Voks mdgaar som Bindeemne,
Kaseinmaleriet samt Terpentin-Lak-Metoden og
Sprit-Freskoen, der har fundet megen Anvendelse
i nyere Tid i England’s Murmaleri. Denne
Metode nærmer sig Olie-Vægmaleriet; et tidligt
og teknisk sørgeligt Eksempel paa dette er
Lionardo’s nu, ogsaa ved ydre Vold, næsten
ødelagte Nadverbillede i Milano. — Den danske
Maler Oscar Matthiesens Freskometode har
vakt megen Opmærksomhed; den gaar ud paa
— ved kunstig Tilførsel af flydende Kulsyre —
at hærde F. og gøre dette ogsaa som ydre
Dekoration modstandsdygtigt over for Vejrligets
Indflydelser; Metoden har fundet Anvendelse bl. a.
ved den ydre Udsmykning af forsk. Privathuse
i Kbhvn og Omegn, endvidere i Tyskland
m. fl. St.; den er ogsaa forsøgsvis blevet
anvendt ved Prøver paa Restaurering af Frisen
(i Cementmosaik-F.) uden paa Thorvaldsen’s Mus.

Historie. F. synes at have været kendt
allerede hos Ægypterne. Senere i Grækenland
(hvor en Hovedskikkelse inden for Malerkunsten
som Polygnotos dog vistnok fortrinsvis har
brugt en Temperateknik til sine Vægbilleder),
og derfra er F. kommet til Italien. Her har vi
bevaret en Mængde værdifulde Rester, fra
Pompeji, Herculaneum og Rom (Palatinerhøjen).
Gennem Plinius’ og Vitruv’s Skr faar vi Indblik
i Oldtidens Teknik. Ifølge Vitruv skulde der,
naar den første raa Berapning var anbragt paa
Muren, lægges 3 Lag Sandmørtel og derefter
3 Lag Marmormørtel, alt med største Omhu og
netop naar det Lag, der skulde dækkes, var
ved at tørre; de 6 Lag havde, hvad bevarede
Prøver viser, tilsammen en Tykkelse af c.
8 cm; Farverne skulde sættes paa den endnu
vaade, sidste Beklædning, og Farvefladen skulde
glattes, mens den endnu var vaad; Slutresultatet
skulde være en glatpoleret, spejlblank
Overflade. Hele denne Fremgangsmaade, der
med sine tykke, fugtede Lag tillod Maling af
større Flader paa een Gang og gav overordentlig
Holdbarhed, var imidlertid ikke F. i
moderne egl. Forstand (Buon Fresco), og nyere
Forskere mener saaledes, at f. Eks. det rom.
F. væsentligst var Temperamaleri paa en i
Fresko farvet Intonaco. — Heller ikke
Katakombmalerierne i Rom og Napoli falder ind
under ren F. I Middelalderen synes man at
have betjent sig snart af en ren Secco-Teknik,
Temperamaling e. l. paa tør Mur, snart af en
Fresko-secco, saaledes som den westfalske Munk
Theofilus giver Anvisning paa i 11. Aarh., idet
den tørre Mur fugtedes, og der derefter maledes
med Kalkfarver. Ved Siden af Malerier paa
Vægge spillede Mosaikdekorationen stor Rolle
efter den rom. Tid; saaledes i det byzantinske
Rige. Man er nu tilbøjelig til i Forarbejderne
til disse Mosaikbilleder at se Kimen til Buon
Fresco, som den udfoldede sig under Renaissancen,
og et F. i snævrere Forstand synes da at
være begyndt i Syden c. 1400, I Italiens 15.
og 16. Aarh. har vi F.’s gyldne Tid: Masaccio,
Filippino Lippi, D. Ghirlandajo (i S. Maria
Novella i Firenze), Ben. Gozzoli (Pal. Riccardi,
smst.), Rafael (Stanzerne i Vatikanet;
Loggierne smst. viste F.’s Svaghed over for
Vejrliget, naar det var anbragt i fri Luft),
Michelangelo (Sixtinske Kapel), Giulio Romano,
Ann. Caracci (det Farnesiske Galeri), G. Reni
(»Aurora« i Pal. Rospigliosi i Rom, o. m. a.),
Domenichino, Guercino (Villa Ludovisi i Rom m. fl. St.).
Correggio, der med sine Forkortningsgrundsætninger
revolutionerer Loftsmaleriet, indleder
F.’s Baroktid. Der males uhyre Flader F. i
Italien, særlig med Rom, Firenze og Milano
som Midtpunkter, og i stigende Tempo i 17. og
18. Aarh. med rutinemæssig Bravour (Pietro da
Cortona og Luca Giordano). I Venedig og
Omegn holder man sig mere til Oliemaleriet; en
ypperlig Freskomaler fra denne Egn er Tiepolo.
Frankrig kan fremvise betydeligt F. i
Versailles og Fontainebleau (Lebrun, Primaticcio)
og senere ogsaa under Rokokoen, men hverken
her eller i Tyskland (Fresker af Holbein,
Amberger m. fl.) naaede F. en fyldig Blomstring;
som tidligere antydet dannede dog Tyrol og
Omegn en frodig Have for F. I 18. Aarh. var
Knoller (Fresker i Bürgersaalkirche i München
1774) og Mengs Repræsentanter for F., og Mengs
førte i Overensstemmelse med hele sin Stilfølelse
F. tilbage til den gl. Tid uden perspektivisk
Illusion; men disse Arbejder var dog kun
enkeltstaaende og svage Forsøg paa at holde en
døende Kunstteknik i Live. Og efterhaanden
gik den helt af Brug.

Det 19. Aarh.’s F. maatte saa at sige
genopstaa fra nyt. Det skete i den lille tyske
Malerkoloni i Rom med Cornelius, Overbeck, Veit
og Schadow som de Førende. Famlende sig frem
skabte de en ret naiv Freskoteknik, hvis Farver

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:10 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/8/0974.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free