Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Frihandel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
var blevet inddraget i 1860’ernes Frihandelsbevægelse,
har fulgt Tysklands og Frankrigs
Eksempel og er slaaet ind paa en stadig skarpere
protektionistisk Politik. — I Nordamerikas
forenede Stater har Toldspørgsmaalet
gennem 19. Aarh. været et stadig staaende
Stridsemne. I Beg. af Aarh. var det
protektionistiske Parti, der særlig havde hjemme i de
industridrivende Nordstater, det stærkeste, men
efterhaanden maatte disse give efter for de
agrariske Sydstater, der var frihandlerisk stemt,
og 1846 gennemførtes en væsentlig friere
Tarif, hvis Satser yderligere nedsattes 1857, uden
at dog dermed Tariffens protektionistiske Præg
forsvandt. Virkningerne af Krisen 1857 og
Borgerkrigen gjorde imidlertid hurtigt Ende paa
denne Periode med frihandlerisk« Tendenser,
og siden da har den amer. Tarif bevaret det
udprægede Beskyttelsessystems Karakter, om
end naturligvis med visse Svingninger. I nyere
Tid er af de to store politiske Partier,
Republikanerne og Demokraterne, det sidste nærmest
frihandlerisk stemt, men selv i de Perioder,
hvor dette Parti har siddet inde med den
politiske Magt, har det kun formaaet at
gennemføre lidet indgribende Lempelser. De
Reduktioner af Toldsatserne, der fandt Sted 1873 og
1894, var saaledes saavel ringe som ogsaa
meget kortvarige, og om end den nugældende
Tarif, der efter Demokraternes Sejr afløste den
højprotektionistiske Dingley-Tarif, 1912, ogsaa
bragte ret væsentlige Nedsættelser, har denne
trods disse bevaret en udpræget protektionistisk
Karakter.
Ogsaa de to skandinaviske Lande har i nyere
Tid opgivet F. og i Stedet optaget en navnlig
for Sveriges Vedk. ret udpræget
Beskyttelsespolitik.
I Sverige bestod efter
Forfatningsomvæltningen af 1809 fremdeles det rene
Prohibitivsystem, der havde udviklet sig i Landets
Handelspolitik i Løbet af 18. Aarh. Fra 1820’erne
ophævedes dog efterhaanden Forbudsbestemmelserne
— det sidste Indførselsforbud faldt
1858 — og ikke faa Toldsatser nedsattes, men
de ledende Grundsætninger var dog ogsaa i
denne Periode indblæst af Protektionismens
Aand. Alene til Norge indtog den sv.
Handelspolitik en Særstilling. Med dette Land
oprettedes 1825 en saakaldt »Mellemrigslov«, der
søgte at lette Varebyttet mellem de to, ved
Dynasti og udenrigsk Repræsentation samt for
Krigstilfælde forenede Lande. Denne Traktat
afløstes ved en ny, i gensidige Indrømmelser
langt videregaaende Mellemrigslov af 29. Maj
1874. der i det hele gav det ene af de to
Landes Produkter Toldfrihed ved Indførsel til det
andet, hvilket ogsaa i høj Grad har befordret
deres indbyrdes Samhandel. Imidlertid var
ogsaa Sveriges alm. Handelspolitik undergaaet en
væsentlig Forandring. Efter at nemlig 1848
Frihandelsmanden J. A. Gripenstedt havde faaet
Sæde i Regeringen, indlededes der en
Bevægelse i den af ham hyldede Retning. Navnlig
efter Rigsdagen 1857 faar denne mere liberale
Opfattelse Udslag i gentagne Toldnedsættelser,
og den vinder en afgjort Sejr ved Oprettelsen
af Toldtraktaten med Frankrig af 1865. De flg.
Par Aartier maa Sveriges Toldpolitik siges at staa
under Frihandelens Tegn. Men med Rigsdagen
1878 indtræder der atter en Reaktion, foreløbig
ganske vist uden positivt Resultat. Beskyttelsesbevægelsen
vinder imidlertid stadig i Styrke og
politisk Indflydelse, indtil en Systemforandring,
væsentlig fremkaldt af et stærkt Agrarparti,
bryder igennem 1888. Siden da har i Sverige
Toldpolitikken været typisk protektionistisk. Og
med denne passede Mellemrigsloven ikke
længere; den opsagdes af Sverige til Ophør 1897, og
det lykkedes ikke at naa til Enighed med Norge
om en Nyordning. Den særlige toldpolitiske
Forbindelse mellem de to Lande er dermed
bortfaldet.
I intet af de tre nordiske Lande er F. blevet
realiseret i den Udstrækning som i Norge,
Indtil 1814 havde Norge Toldvæsen fælles med
Danmark, og indtil da fulgtes det samme
merkantilistisk-protektionistiske Systern, med de
Ændringer, som Toldrullen af 1797 medførte.
Det tog nogen Tid, før de Spirer til en mere
liberal Toldpolitik, der var nedlagte i denne,
for sin Tid mærkelig frihandelsvenlige
Toldforordning, kunde skyde Vækst i den norske
Toldpolitik. Den nærmeste Tid efter Adskillelsen
fra Danmark betegner saaledes nærmest en
Reaktion med stigende Tendens til at støtte
den i øvrigt meget ubetydelige Industri ved
Toldbeskyttelse. I Slutn. af 1830’erne indtræder
imidlertid en Vending, idet en nedsat Kommission
1839 gav F. sin Tilslutning. Foreløbig blev
det praktiske Resultat dog kun ringe, men F.
vandt stadig frem. Navnlig efter Aarh.’s Midte
foretoges en Række betydelige Nedsættelser i
Tariffens Satser, og samtidig overførtes
Toldbelastningen mere og mere til de store
Kasseartikler som Kaffe, Sukker og Tobak, hvorved
den mere og mere antog et fiskalt Præg. Og en
1858 nedsat ny Kommission tog Ordet for
Fjernelse af de sidste Rester af Fortidens
Beskyttelsespolitik og knæsatte saaledes et temmelig
ublandet rent Frihandelssystem. En saadan
Politik fulgtes ogsaa ret konsekvent i de flg. Aar,
indtil Reaktionen derimod fra 1880’erne melder
sig, i Beg. meget spagfærdigt, men med
stigende Styrke. Endnu i en 1887 nedsat
Kommission var Frihandelens Tilhængere vel i
Flertal, men Toldlovsændringerne i de flg. Aar gik
dog nærmest i beskyttelsesmæssig Retning, om
end de ingenlunde kan opfattes som Udtryk
for nogen principiel Vending. Dette skete
derimod ved Toldloven af 1897, et Resultat af en
Kommissions Arbejde, der havde faaet det
udtrykkelige Paalæg at udarbejde en Tarif,
»tilsigtende Beskyttelse for vore Næringsveje«. Ved
de senere foretagne Ændringer er Beskyttelsen
stadig øget, om end den dog vedblivende maa
karakteriseres som moderat.
I Danmark var Merkantilismen, og de
dermed flg. beskyttende Foranstaltninger, saa at
sige eneraadende i henved halvandet Hundrede
Aar, men alt fra Slutn. af 18. Aarh. gør der
sig her i Landet en friere Tendens gældende.
Som Udtryk derfor kan saaledes nævnes
Korn- og Kvæghandelens Frigivelse 1788 og Indførelse
af Kreditoplagsinstitutionen i den samme
Skikkelse, hvori den genfindes den Dag i Dag, 1793,
men det mest epokegørende Skridt var dog
Toldforordningen af 1. Febr 1797 (Ernst
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
