Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Fysiokrater
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
udfyldt med videnskabelige Udtryk«.
Oppositionen imod denne F. begynder med fuld
Bevidsthed om, at den eneste Vej for F. til at naa
til Kundskab om Organismens Livsytringer er
den eksakte Iagttagelse og det eksakte
Eksperiment, anstillet paa den levende Organisme og
uden nogen forudfattet Mening om, hvilken Art
af Kræfter der gør sig gældende i Organismens
Livsytringer. Det bliver først med al ønskelig
Klarhed fremhævet i Frankrig af Magendie
(1793—1855); men næsten samtidig fremstaar i
Tyskland Mænd, hvis Arbejdsmetode og hele
videnskabelige Syn fuldstændig stemmer
overens med disse Principper. Først og fremmest
den, som igennem sin sjældne Lærervirksomhed
kommer til at udøve en overordentlig
Indflydelse paa den kommende F. — Johannes
Müller (1801—58), men samtidig bør nævnes A. W.
Volkmann (1801—77), Ernst Heinrich
Weber (1795—1878) og Eduard Weber
(1806-71).
Plantefysiologien udskilte sig i Beg. af 19.
Aarh. fra Dyrefysiologien som en særlig
Videnskab. Til Plantefysiologiens Grundlæggere hører
Jean Ingen-Housz (1730—99), Th. de
Saussure (1767—1845) og J. v. Liebig
(1803—1873), J. B. J. D. Boussingault
(1802-87) og Ju1. Sachs (f. 1832).
Magendie var en glimrende Vivisektor, en
Iagttager af første Rang, og Johannes Müller
var foruden at være en skarpsynet Observator
en overlegen genial Aand med et stort og
alsidig sammenfattende Blik, men begge savnede
til en vis Grad Forudsætningerne i en fys. og
kem. Uddannelse for fuldt ud at føre
Principperne ud i deres egne videnskabelige Arbejder.
Det bliver den næste Generation og disse
Mænds Elever, hvem det var forbeholdt
henimod Midten af 19. Aarh. at sætte Kronen paa
Værket og give F. den nuv. Stilling som eksakt
Naturvidenskab. Dette Arbejde sker i Frankrig
af Claude Bernard (1813—78), hvis
overordentlig alsidige Forskning strækker sig over
store Partier af Fordøjelsens og Assimilationens
F., og som paa en vis Maade, idet han søger
de fælles Love for al levende Substans,
grundlægger den nyere generelle F. Foruden
ved sine eksakte Arbejder har Claude Bernard
haft ikke mindre Bet. ved sin glimrende
Fremstilling af Principperne for den fysiol.
Forskning, der dels er fremkommet lejlighedsvis, dels
samlet i L’introduction à l’étude de la
médecine expéimentale og i De la physiologie
générale. I Tyskland er det som nævnt Johannes
Müller’s Elever, som i Ord og Arbejde
fremstiller og gennemfører den ny Tids
Synspunkter. Den som Matematiker, Fysiker og Fysiolog
lige berømte Hermann v. Helmholtz
(1821—94) bearbejder i en Række
eksperimentelle Undersøgelser Sansernes F. og
grundlægger endelig den fysiol. Optik og fysiol. Akustik
paa en eksakt Basis; J. von Liebig (1803—
73) giver vigtige Bidrag til Forstaaelsen af
Stofskiftet. Du Bois-Reymond (1818—97)
gennemarbejder med en fin og mønstergyldig
Metodik paa Grundlag af Galvani’s, Humboldt’s
og Ritter’s Arbejder Nervesystemets elektriske
Forhold; Brücke’s Undersøgelser strækker
sig saavel over Fordøjelsen som over Punkter
af Sansernes F. Uafhængig af Johannes Müller’s
Skole, men fuldstændig i samme Aand udvikler
Carl Ludwig (1816—95) de samme
Principper og bidrager mere end nogen anden igennem
en stor Mængde Elever, der flokkes om ham,
især i Leipzig, til at gøre disse Grundsætninger
til de alm. antagne. Til disse slutter sig
Hollænderen Donders, hvis udmærkede Arbejder
over Øjets F. paa fl. Punkter danner
Udgangspunkter for Fremskridt i Øjenlægevidenskaben
(Astigmatisme). Pflüger og Heering
tilhører ligeledes denne Generation. For
Hjernefysiologien var G. T. Fritsch’s og Hitzig’s
Forsøg banebrydende (1870). E. J. Marey i
Paris (1830—1904) fuldkommengjorde den fysiol.
Teknik (den grafiske Metode); Karl v. Voit
i München (1831—1908) grundlagde den
moderne Stofskiftefysiologi og W. H. Gaskell (d.
1915) i Cambridge gjorde vigtige Opdagelser
angaaende Hjertets F.
Mellem nulevende berømte Fysiologer kan
nævnes: I Amerika: Alexis Carrel (om
Transplantation af Organer og Dyrkning af
levende Væv i Glas), F. G. Benedict; L. B.
Mendel (begge om Stofskiftets F.). I England:
J. N. Langley, C. S. Sherrington
(Nervesystemets F.). I Frankrig: Ch. Richet. I
Holland: W. Einthoven (dyrisk Elektricitet).
I Tyskland: M. Rubner (Stofskiftets F.). I
Rusland: I. P. Pavlow (Fordøjelsens F.).
I de nordiske Lande har den fysiol.
Forskning i det hele og store fulgt den alm.
Udvikling og tæller fl. fremragende Mænd. Bl.
den ældre Tids Fysiologer, hvor F. og Anatomi
gik Haand i Haand, gav Thomas
Bartholin (1616-80) og Rudbeck (1630-1702)
Bidrag til Lymfens F. Niels Steensen
(Nicolaus Steno), en alsidig udmærket Forsker, gav
vigtige Bidrag til Muskelkontraktionens F. Ole
Borch og Ole Worm, der ganske vist
væsentlig arbejdede som Anatomer, har ligeledes
paa fl. Punkter fremmet F. Den nyere F.’s
Gennembrud falder i de nordiske Lande i Midten af
1860’erne. Den første, der i Danmark bringer de
ny Ideer og Arbejdsmetoder frem, er P. L.
Panum (1820—85), Elev af Johannes Müller og
Claude Bernard; han blev 1853 ansat som Prof.
i F. i Kiel og 1863 efter Eschricht’s Død som
Prof. ved Kbhvn’s Univ. og indrettede her 1867
det første fysiol. Laboratorium. Ved den kgl.
Veterinær- og Landbohøjskole oprettedes 1893
en særlig Lærerpost i Fysiologi, hvis første
Indehaver var V. Henriques. Under Univ.
oprettedes 1908 en ny Lærestol i Dyrefysiologi, som
beklædes af Prof. Aug. Krogh. — I Norge blev
ved Univ.’s Stiftelse M. Skjelderup, der
tilhørte den gl. Skole af Fysiologer, ansat som
Prof. i Anatomi og F. 1840 efterfulgtes han af
C. P. B. Boeck (1798—1877), der udnævntes til
Prof. i F., komparativ Anatomi og
Veterinærmedicin. Han tilhørte ligeledes den ældre Skole
af Fysiologer; den nyere F. holdt sit Indtog i
Norge med Jakob Worm-Müller
(1834—89), der 1870 blev ansat som Stipendiat i F.,
1873 udnævnt til ekstraordinær Prof. og
Bestyrer af det da oprettede fysiol.-kem.
Laboratorium. 1877 udnævntes han til ordinær>Prof. i F.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
