Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Galilei, Galileo - Galilei - Galileiske Tal - Galilæa - Galilæiske Sø - Galimard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Galileiani, 1907). En Del af G.’s Breve blev første
Gang offentliggjort af Venturi (Modena
1818—21); G.’s Liv er skildret af Viviani (Firenze
1691) og sidst af J. J. Fahie: G., his life
and work (1903). Hans Proces er gentagne
Gange blevet behandlet; i den sidste Tid af
Berti (1876), l’Epinois (1877), Gebler (1876, 1877),
Wohlwill (1877, 1878, »Galilei und sein Kampf
fur die kopernikanische Lehre I« [1909]), Reusch
(1879), Wregg-Prosser (1889). En temmelig fuldstændig
Sammenstillen af G.-Litteraturen gav
Riccardi, La biografia Galileiana (Modena
1872) og Scartazzina, G. G. (Milano 1883).
J. Fr. S.
Galilei [-’læi], Vincenzo (c. 1533-1591),
ovenn. G. G.’s Fader, virksom Deltager i den
Omvæltning i Musikkens Historie, som endte
henad 1600 med Operaens Fremkomst. Fortræffelig
Lut- og Violaspiller var G., endvidere
Sanger og Komponist og støttede som ivrigt
Medlem af »Camerataen« i Grev Bardi’s Hus
i Firenze Bestræbelserne for at komme bort
fra den overleverede polyfon-kontrapunktiske
Musik og skabe en ny, paa Solosang baseret
Musikstil, der skulde genoplive, mente man, den
antikke græske Musik. Han synes at have
været den første, der har komponeret saadanne
Soloer, saakaldte »Monodier«, nemlig Ugolino’s
Scene af Dante’s »Helvede« og senere Profeten
Jeremias’ Klagesange. Desuden var han den
ny Tids slagfærdige Pennefører, i Discorso della
musica antica e moderna (1581) samt Discorso
intorno all’opere di Zarlino (1589), rettede mod
hans berømte Lærer Zarlino i Venezia.
A. H.
Galileiske Tal [’læ´-], Rækken af de ulige
Tal 1, 3, 5, 7 .... Disse Tal er Differenserne
mellem de paa hverandre flg. Kvadrattal 0, 1,
4, 9, 16.... og forholder sig til hverandre som
de Vejlængder, et frit faldende Legeme
gennemløber i det 1., 2., 3., 4., .... Sek. af
Faldtiden, medens de Veje, der gennemløbes i 1,
2, 3, 4, .... Sek., regnede fra Faldets Begyndelse,
forholder sig som Kvadrattallene. (Litt.:
Galilei, Discorsi, tredje Dag. Paa Tysk i
»Ostwald’s Klassiker« 24, S. 23).
K. S. K.
Galilæa, Γαλιλαια, af Hebr. galīl ell. gelīlā,
nævnes enkelte St. i Gl. Testamente som Betegnelse
for Israels nordligste Grænseegne, Fønikernes
Naboland. Da Kadesh og Kabul, der
ligger henholdsvis i Naftali og Asher, nævnes
som galilæiske (Jos. 20, 7; 1. Kg. 9, 11. 13),
har G. rimeligvis været Strækningen mellem
Leontes og Gennesaret Sø. Disse Egne har ikke
hørt til Israels sikre Besiddelser. Iflg. Jos. 11
har imidlertid allerede Josva her, ved Meromsøen,
vundet en afgørende Sejr over en Koalition
af Konger under Jabin af Hazor; formodentlig
er dette en Afspejling af de samme
Begivenheder som dem, hvorom Fortællingerne
om Debora og Baraq beretter, Dom. 4. Salomo
maatte afgive Hiram af Tyrus 20 Byer i G. som
Betaling for Bygningsmateriale. I særlig Grad
var G. Genstand for Aramæernes Angreb, og
det plyndredes baade af Benhadad og Hazael.
Ganske vist generobrede Jerobeam II det, men
734 blev det taget af Tiglat Pilesar (2. Kg. 15,
29). Fra den Tid hører vi i flere Aarh. intet
om G. Men efter Eksilet har Jøderne paany
koloniseret det, og i Tiden op imod Kr. kommer
det til at spille en betydelig Rolle. G.
har nu en større Udstrækning end før, idet
det gaar sydligere, iflg. Josefos til Samaria og
Scytbopolis; adskilligt tyder paa, at
Jisreelsletten har været regnet med til G. Mod Ø.
regnedes de nærmeste Byer Ø. f. Jordan og
Gennesaret Sø til G. Mod N. synes det kun at være
gaaet til Kadesh, som var i Tyrernes
Besiddelse. Det falder i to Dele, Øvre- og. Nedre-G.,
hvis Afgrænsning ikke er sikker. Josefos
skildrer G. som meget frugtbart, rigt paa
Græsgange og alskens Træer og tæt befolket,
»overalt opdyrket og ligesom en stor Frugthave«
Kun delvis var det beboet af Jøder, hvorfor
det (ell. maaske en Del af det) kaldes
»Hedningenes G.«, 1. Mak. 5, 15; Mat. 4, 15, et
Udtryk, der ogsaa findes i Jes. 8, 23, som
maaske er en Interpolation fra Makkabæertiden.
Makkabæertidens Kampe mellem jødiske og
ikke-jødiske Elementer rasede ogsaa i G. De
galilæiske Jøder paakaldte Juda Makkabæers
Hjælp, og hans Broder Simon blev sendt derop
med 3000 Mand; de havde Held med sig og
førte Jøderne til Judæa (1. Mak. 5). Aar 104 ell.
103 har Aristobul rimeligvis erobret G. og
paatvunget Beboerne Omskærelsen og den jødiske
Lov. For saa vidt regnes Beboerne af G. nu
med til Jødedommen, men de rigtige Jøder saa
ned paa den blandede Befolkning (Joh. 7, 52).
At Galilæerne havde en egen Dialekt, ses af
Mat. 26, 73. I Aarh.et før Kr. var der
enkelte Opstande i G., og Herodes maatte
gentagne Gange føre Kamp mod Røverbander, der
havde Tilhold i de talrige Klippehuler. Efter
Herodes’ Død blev Herodes Antipas »Tetrarch«
over G. og Peræa. Efter Herodes Agrippa’s Død
44 e. Kr. kom det under de romerske
Procuratorer. Om galilæiske Oprørere høres der et
Par Gange i N. Test. (Luk. 13, 1; Ap. Gern.
5, 37). I det store jødiske Oprør mod Romerne
deltog ogsaa G. Det begyndte med
Nedrivningen af Paladset i Tiberias, hvis Dyrebilleder
krænkede Jøderne. Til militær Leder valgtes
Josefos, den senere Historieskriver. Han satte
en Hær paa Benene og befæstede Byerne,
samtidig med at han selv maatte kæmpe mod
Medbejlere. Resultatet var, at Vespasian med stor
Lethed erobrede G. Aar 67. Om G.’s Forhold
til senere Konflikter med Romerne vides intet.
Sin Blomstringstid havde G. under Herodes
Antipas (4—39). Han genopbyggede
Hovedstaden Sepphoris, men grundede siden en ny, det
prægtige Tiberias, der først blev skyet af
Jøderne, men siden blev et af Centrerne for
jødiske Studier. Og just i hans Dage opvoksede
Jesus og grundede sin verdenshistoriske
Mission i disse Egne.
J. P.
Galilæiske Sø, se Gennesaret.
Galimard [gali’ma.r], Nicolas Auguste,
fransk Maler, f. 25. Marts 1813 i Paris, d. 17.
Jan. 1880 i Montigny les Cormeilles
(Seine-et-Oise). G. malede, i sin Lærer Ingres’s Spor,
akademisk korrekte, omhyggelig udførte
religiøse Billeder »Kvinderne ved Kristi Grav«,
»Den velsignende Kristus« (Kirken i
Périgueux), »Gangen til Emmaus« (i St Germain
l’Auxerrois) o. m. a.; ogsaa Udkast til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
