Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Garuda - Garumna - garve - Garve, Christian - Garve, Karl Bernhard
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
let af nogle smaa Ṛishi’er,
Vālakhilya’erne, som til den Ende forærede Tārkshya
Halvdelen af den Kraft, de havde erhvervet sig
ved deres Spægelser, og G. kaldes en »Del« af
»den højeste Gud« (Parameçvara). Hans
Fødsel og Tilsynekomst vakte alm. Forfærdelse,
navnlig hans klartstraalende Lys; Guderne
ansaa ham først for Agni (Ilden) og priste ham
derefter som det højeste Væsen. Anledningen
til, at han fløj op efter Soma’en, var flg.:
Vinatā var som Følge af et ved Svig tabt
Væddemaal tillige med sin Søn blevet Kadrū’s
Slave; G. kunde dog befri sig og sin Moder fra
Slaveriet ved at bringe Slangerne Indra’s Soma
ell. Udødelighedsdrikken (amṛita), som den
ogsaa kaldes her. G. overvinder alle
Hindringer og røver Soma’en fra »den 3. Himmel«,
idet han kun af Agtelse for Indra og hans
»Tordenkile« lod en Fjer falde (hvoraf bl. a.
Paafuglen og Ichneumonen opstod); men efter
Aftale med Indra snappede denne Amṛita’en,
saa snart G. havde sat den paa Jorden for
Slangerne og derved opfyldt Betingelsen;
Slangerne fik kløftet Tunge ved at slikke det skarpe
Kuça-Græs, hvorpaa den havde staaet. G.
fik Slangerne anvist til Føde og blev Indra’s
Ven og Vishṇu’s Ridedyr, som bærer ham paa
Rejser og sidder paa hans Flagstang i Slaget.
Som Vishṋu’s Ridedyr er G. rimeligvis en
Fortsættelse af den gl. Figur, Solfuglen. Siden den
Tid er G. Slangernes uforsonlige Fjende og
dræber og fortærer dem, hvor han kan komme
til. Vishṋu benytter ham ogsaa som Sendebud:
da Kong Vasu (Uparicara) iflg. Ṛishi’ernes
Forbandelse var faldet fra Himlen ned i et
dybt Hul i Jorden, sender Vishṋu G., som
bærer ham op igen til Brahmán’s Verden. Han
optræder ogsaa hjælpende paa egen Haand:
da hans Ven Brahmanen Gālava er fortvivlet
over ikke at kunne skaffe 800 hvide Heste med
eet sort Øre som Honorar til sin Lærer,
beskriver G. ham de 4 Himmelegne og flyver af
Sted med ham, indtil der er skaffet Udvej. —
I Kṛishṇa-Sagnene staar G. i aldeles
samme Forhold til Kṛishṇa som i de ældre Kilder
til Vishṋu, idet han er hans Ven, Raadgiver,
Ridedyr og Fane og deltager i hans Kampe,
indfinder sig, naar han tænker paa ham, og
drager hjem (»til det østlige Hav«), naar han
ikke længere behøves. Han bærer i et Øjeblik
Kṛishṇa fra Dvāravatī (i Guzerat) til
Prāgjyotisha (i Assam) mod Dānava’en Naraka
(»Jordens Søn«), som havde røvet Aditi’s
Ørenringe; efter Sejren over denne læsser Kṛishṇa
ogsaa Bjerget Maṇiparvata paa G., som bærer
dette tilligemed Kṛishṇa og hans Hustru
Satyabhāmā som en Leg op til Gudeverdenen
(Devaloka), hvor Kṛishṇa og Indra tilbagegiver Aditi
hendes Ørenringe; derefter rykker Kṛishṇa
Paradistræet Pārijāta op, og G. faar ogsaa dette
at bære tilbage til Dvāravatī. Havet oprøres
af Vinden fra hans Vinger. Hvor der er
Slanger med i Spillet, gør han særlig god Nytte.
Paa Ekspeditionen mod Bāṇa drikker G. en
Mængde Vand af Ganges og slukker dermed
Ilden, som omgiver Byen, overvinder Bāṇa’s
Ridedyr Mayūra (Kārttikeya’s Paafugl),
dræber med sin Aande de Slanger, som bandt
Aniruddha, styrter sig paa Hjemvejen til
Dvāravatī i Havet og overvinder for Bāṇa’s Køers
Skyld Varuṇa’s Folk, som satte sig til
Modværge med 66,000 Vogne. Kṛishṇa lader ham
befri Bali fra hans Slangebaand i
Underverdenen paa den Betingelse, at Bali holder sig
dernede. Kṛishṇa udlaaner ogsaa G. til sin Søn
Sāmba, da denne hentede Maga’er fra
Çakadvīpa. — Under Kong Pṛiṭhu blev G. salvet til
Fuglenes Konge. Forøvrigt hersker han særlig
over Suparṇa’erne, som nedstammer fra
hans 6 Sønner og bor i Suparṇaloka
i Underverdenen, hvor de lever af
Slangerne. — I Buddhismen omtales
hyppig G.’er sideordnet med Yaksha’er,
Kinnara’er etc. Hos Jaina’erne hører G.
tillige med Asura’erne, Slangerne m. fl. til den
1. Klasse guddommelige Væsener
(Bhuvanapati), som bor under Jorden, og G. er Tjener
hos den 16. Arhat i den nuværende
Avasarpiṇī. — Nogen egl. Dyrkelse nyder G. ikke mere,
men han synes tidligere at have gjort det. Han
fremstilles i fuldstændig menneskelig Skikkelse,
naar man undtager Vingerne og den næbformet
tilspidsede Næse. — G.-Purāṇa er en af de 6
Purāṇa’er, der anerkendes af Rāmānuja’erne og
andre Vishṋuiter som sāttvika (ɔ: bestaaende
af »Egenskaben« »Godhed«, se
Bhagavadgītā, fordi de er vishṇuitiske; den skal bestaa
af 19,000 Vers; se herom Wilson’s Oversættelse
af »Vishṋu-Purāṇa« 2. Udg., Forord. S. 83. —
(Litt.: »Garuḍopanishad« [»Bibl. Ind.« 1874];
»Suparṇādhyāya« [udg. af El. Grube 1875 og
i Weber, »Ind. Stud.« XIV]; »Mahābhārata«
[overs. af »Protap Chandra Roy«, I Kap. 20—34,
V Kap. 104—119, XII Kap. 338]; »Harivaṃca«
[overs. af Langlois, Paris 1834—35]; Weber,
»Ind. Literaturgesch.«; A. Barth, Religions of
India, S. 265; Th. Aufrecht, Catalogus
Catalogorum [Leipzig 1891]).
(S. S.). D. A.
Garumna, se Garonne.
garve, 1) omdanne Hud til Læder. 2) se
Garvning (Metallurgi).
Garve [’garvə], Christian, tysk Filosof
(1742—98), blev 1770 ekstraord. Prof. i Leipzig,
men nedlagde 2 Aar efter Embedet af
Sundhedshensyn og levede siden i Breslau. Denne
frisindede og fine Iagttager af Menneskelivet
har haft Bet. for tysk Aandsliv bl. a. ved at
oversætte og forklare eng. og klassiske
Moralforfattere (Fergusson og Paley, Cicero og
Aristoteles) og ved at tage kritisk Stilling til Kant’s
Etik i »Abh. ü. d. verschiedenen Prinzipien der
Sittenlehre von Aristoteles bis auf unsere Zeit«
(1804). Blandt hans Skr kan anføres: »Versuche
üb. versch. Gegenst. aus der Moral, Litteratur
und dem gesellschaftl. Leben«, 1—5
(1792—1802, nyt Opl. 1821).
Edg. R.
Garve [’garvə], Karl Bernhard,
herrnhutisk Salmedigter, f. 1763, d. 22. Juni 1841. G.
var en Bondesøn fra Hannover, blev opdraget
af Herrnhuterne i Zeyst og Neuwied, fik sin
videnskabelige Uddannelse i Niesky og Barby;
1797 blev han Lærer i Historie og Filosofi i
Niesky, senere Arkivar i Zeyst, Præst i
Amsterdam, Præst og Inspektør ved den
herrnhutiske Menighed i Ebersdorf, i Norden, i Berlin,
hvor han spillede en fremragende Rolle fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
